søndag den 11. februar 2007

Hvad lærte vi egentlig af Muhammed-krisen?

Diskussionen om Jyllands-Postens Muhammedtegninger fik en reprise i byretten i Paris forleden præcis et år efter, at de 12 tegninger satte Danmark og en hel verden på den anden ende. Hvis byretten i Paris dømmer anderledes end byretten i Århus, så er det ikke kun fransk presse, der har et problem. Det er os alle sammen.

Lige i disse dage for præcis et år siden var Danmark på den internationale dagsorden som aldrig nogensinde tidligere. Vi stod midt i den største udenrigspolitiske krise siden anden verdenskrig. To danske ambassader var blevet stukket i brand i Beirut og Damaskus. Danske flag blev brændt af i gaderne og plakater af vores statsminister blev symbolsk gennemhullet af skudsalver. Udenrigsministeriet stod på gloende pæle. Danske varer blev fjernet fra hylderne i Mellemøsten og andre steder. Og statsminister Anders Fogh Rasmussen måtte på arabisk tv for at forklare, hvad vi mener med ytringsfrihed her i Danmark.

Mærkeligt at der er gået et helt år siden det, der i Danmark blev kaldt Muhammed-krisen opkaldt efter de 12 tegninger af Muhammed i Jyllands-Posten, som udløste en international steppebrand blandt muslimer og en gigantisk dansk diskussion om ytringsfrihed, om imamer og om religion i det offentlige rum eller som en privatsag.

Lige nu genopføres diskussionerne om pressens ytringsfrihed og Jyllands-Postens 12 tegninger i byrettens 17. afdeling i Paris, hvor chefredaktøren af det satiriske blad Charlie Hebdo, Philippe Val, er anklaget af to muslimske organisationer for brud på den franske racismelovgivning. Chefredaktøren trykte nemlig i februar 2006 Jyllands-Postens 12 tegninger. Prominente kolleger i franske presse støtter Philippe Val. Det var ventet med spænding om de franske præsidentkandidater ville turde tage parti i sagen vel vidende, at det kunne bringe dem på kant med temmelig mange muslimske vælgere om kort tid, men såvel den borgerlige favorit til præsidentvalget, Nicolas Sarkozy, som lederen af det franske socialistparti, François Hollande, forsvarer bladets ret til at trykke tegningerne. Man må inderligt håbe, at den franske byret når frem til den samme konklusion som Byretten i Århus. At der ikke er noget at komme efter.

En status på Muhammedkrisen i Danmark et år efter giver en række positive iagttagelser og nogle enkelte negative. Til positivlisten hører, at vi har fået langt mere mangfoldighed i blandt de muslimske stemmer i den offentlige debat. Imamernes monopolagtige status i medierne som talsmænd for muslimerne i Danmark er brudt. Medierne gav dem set i bakspejlet en fuldstændig overeksponering i en desperat mangel på andre kilder i indvandrermiljøet. Nu er der rettet betydeligt op på den skævhed.

Der er kommet nye organisationer og foreninger til blandt muslimerne i Danmark. Medierne har nu fattet, alt for sent kan man sige, at de 200.000 muslimer i Danmark er præcis lige så politisk og holdningsmæssigt forskellige som os andre.

Til positivlisten hører selve debatten om ytringsfriheden. Sammenstød mellem en række meget prominente debattører og to store dagblade i samme bladhus - Jyllands-Posten og Politiken - skabte en opmærksomhed på nogle centrale værdier. Det gik op for rigtigt mange lige pludselig, at ytringsfrihed ikke er noget, vi kan tage for givet, at vi alle opfatter på præcis samme måde og i samme definitive form. Ytringsfriheden har vi, men hvordan vi anvender den er noget, vi hele tiden skal udfordre og diskutere. Til positivlisten hører også, at vi har fået en større grad af bevidsthed om vores danske værdier under krisen, og betydningen af vores egne kristne rødder.

Til negativlisten hører, at vi endnu ikke har vænnet os til at være en del af en meget sammenhængende verden. Forstået på den måde, at selv den mindste lille sag i offentligheden som en stump video af lettere beduggede unge fra en sommerlejr i Dansk Folkepartis Ungdom eller et alvorligt sammenstød mellem politiet og forkæmperne for et ungdomshus på Jagtvej i København, med sekunders varsel kan vandre verden rundt på nettet og sende diplomatiet i Udenrigsministeriet på overarbejde igen. Og naturligvis må det også skrives på negativlisten, at dansk eksport til de berørte lande i Mellemøsten og andre steder endnu ikke er tilbage på samme niveau som før krisen.

Hvad kan vi så lære af krisen? Efter min mening først og fremmest at selvcensur må bekæmpes. Vi må have modet til også at sætte religiøse og kulturelle værdier til debat, under kritisk lys og under kærlig satirisk behandling. Fremstillingen af andres religion og kultur som unuancerede stereotyper - enten som terrorister eller tilbagestående individer - skal bekæmpes, og vi bør i stedet også i medierne tage ansvar for at søge at vise mangfoldigheden.

I det hele taget bør vi være mere velovervejede i vores dækning af religiøse spørgsmål. Interessen for og indsigt i religion og religiøsitet har ikke lige frem været det, der har stået forrest, når fagområderne har skullet uddeles i medierne eller efteruddannelsesprojekterne har skullet vælges. Men religion er blevet en konfliktlinje såvel i storpolitikken som i den danske integrationsdebat og værdidebat. Det samme er debatten om Islam og demokrati overhovedet kan forenes, og om ytringsfriheden har visse grænser.

At forstå og respektere forskellige kulturer og religioner i en globaliseret verden er essentielt. Det samme er retten til at stille spørgsmålstegn ved og debattere kultur og religion i ytringsfrihedens og pressefrihedens ånd. Hvis Byretten i Paris dømmer anderledes er det ikke kun fransk presse, der har et problem.

4 kommentarer:

Anonym sagde ...

Kære Lisbeth,

Tak fordi du blogger, og tak for måden du gør det på.

Jeg ville ønske, at det ikke kunne betale sig, at være grov, spottende, hånlig, uhøflig og chikanerende.

Jeg ville ønske, at det ikke kunne betale sig, at træde urimeligt provokerende på andre menneskers følelser og i overført betydning spytte dem i hovedet.

Jeg ville ønske at det kunne betale sig at agere med den moral og pli, som vokser ud af viden, nysgerrighed, indsigt, forståelse og social fleksibilitet på et fundament af selvindsigt, selvtillid og selvværd.

Men allermest ville jeg ønske at vi alle handlede i overensstemmelse med vore holdninger og værdinormer...så teori og praksis kom mere i overensstemmelse.

Jeg tror ikke fremtidens "slagsmål" bliver mellem 2 religioner. Jeg tror, at fremtidens slagsmål bliver mellem ateister og religiøse, hvor de religiøse på trods af deres forskellige religioner vil se ateister som en fælles "fjende", hvilket vil fjerne fjendskabet mellem de forskellige religioner.

Om det er godt eller skidt set i relation til, at vi jo alle skal deles om planeten jorden, kan jeg ikke gennemskue.

Jeg tror i øvrigt at vi alle kan lære endnu mere af Muhammed-Skandalen såfremt nogle forskere får mulighed for, at analysere skandalen helt ned i detaljerne.

Men det er nok lidt for tidligt?

Venlig hilsen
Anni Løndal de Lichtenberg
www.BrainGain.dk

Anonym sagde ...

Muhammed-krisen er måske først af alt en øjenåbner. Viby er en del af verden. En international avis læses også udenfor Århus. I Århus reagerer man på én måde på uforskammetheder – i Beirut på en anden måde.
Nogle brugte postyret til at fokusere på ytringsfriheden, andre til at påpege, at samtale fremmer forståelsen, men at ukvemsord ikke gør det.
Om krisen kan kaldes den alvorligste internationale krise siden 2. Verdenskrig? Tja, Den kolde Krig, Cuba-krisen var for mig at se meget alvorligere – også for Danmark. Måske fordi vi for første gang så vort flag blive brændt og vore bygninger stukket i brand behageligt langt hjemmefra blev vi revet ud af vor selvforståelse.
Den konkrete brug af ytringsfriheden kom til at koste Danmark mange penge, nogle steder også anseelse, men måske lærte den os også noget om os selv og vore islamiske med-danskere. Om det også er tilfældet ved vi næppe før end om flere år.
Pressen og medierne har fået meget ud af krisen..ord..ord..ord..og atter ord. Fanebærere for ytringsfriheden, kamp for at undgå selvcensur, hvor er det smukt! I denne blog udtrykkes det således: ” Vi må have modet til også at sætte religiøse og kulturelle værdier til debat, under kritisk lys og under kærlig satirisk behandling”.
Det må man sandelig håbe ikke er noget nyt, men det er alligevel her vandene formentlig skilles, for “kærlig” står ikke I Grundloven.
Rigsadvokat Henning Foged sluttede sin “afgørelse” af 15. marts 2006:” Det er således ikke en rigtig gengivelse af gældende ret, når det i artiklen i Jyllands-Posten anføres, at det er uforeneligt med ytringsfriheden at gøre krav på hensyntagen til religiøse følelser, og at man må være rede til at finde sig i ”hån, spot og latterliggørelse”. Ikke den sætning Jyllands-Posten hyppigst henviste til, når man påberåbte sig denne afgørelse.
Pressen og medierne kan glæde sig over rigelige muligheder for at holde mediegryden I kog; igår og idag er det religionen, der er nyopdaget, imorgen er det …..Det kan I vel selv finde ud af.

Jan Oscar Mxller sagde ...

Hej

Jeg er ganske enig i dine kommentarer. Men jeg savner egentlig en vurdering af, hvad du mener JP's intentioner var med at bringe de pågældende tegninger: Handlede det om at teste ytringsfriheden, eller drejede det sig om - i en passende indpakning - at give fingeren til nogle man ikke rigtig bryder sig om. Jeg hælder selv til den sidste vurdering, uanset jeg naturligvis mener, at avisen's ret til at bringe tegningerne ikke kan anfægtes. Problemet er imidlertid, at en kritisk vurdering af avisens intentioner straks opfattes som om man er modstander af ytringsfrihed, hvilket altså ikke er tilfældet. Jeg bryder mig heller ikke om Land & Folk, men jeg ville aldrig drømme om at anfægte den daværende avis ret til at skrive sine tåbeligheder om østeuropa's lyksaligheder.

Hilsen

Jan

LISBETH KNUDSEN sagde ...

Kommentar til Jan

Efter min mening handlede JPs intentioner oprindeligt om at teste ytringsfriheden i forhold til igangsætningen af selve den redaktionelle ide om tegningerne, og ikke om at "give fingeren", som du skriver, til nogen, man ikke kunne lide.

Den ledsagende tekst til præsentationen af tegningerne fik det imidlertid til mere at ligne en provokation end en kamp for ytringsfrihed, og det synes jeg, var uheldigt.

Jeg er en stærk tilhænger af, at satiren og satiretegningen skal have meget frie grænser. Et sundt demokrati med en levende religionsdebat er præget af, at det også tåler selvironien og den kritiske pen, når det gælder religiøse spørgsmål.

Lisbeth Knudsen