torsdag den 1. februar 2007

DR på den politiske skydebane

Som nyhedsdirektør i DR i perioden 1998 til november 2006 har håndteringen af et tiltagende politisk pres været en del af min dagligdag i otte år. Derved adskiller DR sig ikke fra andre public servicevirksomheder i disse tider. Nedenstående er en aktuel kommentar til debatten om statsministerens angreb på DRs troværdighed.

Lad mig begynde med at slå en ting fast med syvtommersøm: DR vil som public service virksomhed og en stor, markant kulturinstitution altid være og bør faktisk altid være i centrum på den offentlige skydebane. Der hvor politikere, medier, kulturpersonligheder og hele Danmark for den sags skyld mødes, forarges, fornøjes og diskuterer på livet løs. Hvis ikke DR befinder sig lige der, så lever institutionen ikke op til sin rolle som et væsentligt kritisk, debatskabende, fornyende og udfordrende bidrag til samfundet og kulturlivet i Danmark. Og så bliver Danmark temmelig meget kedeligere. Begrebet arbejdsro omkring DR bør ikke eksistere. Det ville nemlig indebære, at institutionen enten havde lukket sig om sig selv, eller at den var blevet tandløs og ligegyldig.

Som nyhedsdirektør i DR i otte år har jeg haft livet i skudlinjen inde på tætteste hold, og der er absolut ingen som helst grund til at være stresset, indigneret, paranoid eller opbragt over den situation, at DR nu igen er skydeskive for kritik. Tværtimod. Hvis DR ikke vækker debat, så har institutionen forfejlet sin rolle.

DR har nogle meget klare og veldefinerede opgaver og mål. Når det gælder nyheds- og aktualitetsjournalistikken stilles der ganske særlige forventninger til, at det, der leveres, skal være troværdigt, uafhængigt, alsidigt, kritisk og fair. Det er på en gang en meget enkel og en svær leveregel, fordi journalistik ikke alene består af fakta, men også af følelser, oplevelser og masser af prioriteringer. Holder man sig skarpt til levereglen, så får man ikke nødvendigvis venner på de højeste steder, men så tror jeg til gengæld med sikkerhed, at institutionen lever op til borgernes forventninger til DR. Og det er nok så vigtigt.

Den magtfaktor, som DR uomtvisteligt er, vil altid friste til forsøg på direkte såvel som indirekte politisk pression. Sådan var det i Radiorådets dage, hvor de politiske studehandler var helt åbenlyse. Jeg havde selv fornøjelsen af som ung journalist fra Berlingske Tidende at referere fra Erhard Jakobsens livlige opgør med de røde lejesvende i starten af 70erne. Men den politiske blæst om DR er nu slået over i storm.

Ømskindet? Nej glem det. DR må og skal tåle meget, når institutionen selv går i kødet på politikere og andre magthavere. DR begår ind i mellem som alle andre også fejl, som man selvfølgelig må stå til ansvar for.

Som øjenvidne til de seneste otte år frem til november 2006 må jeg bare konstatere, at DR præcis som andre public service virksomheder i Europa i stigende omfang bliver brugt som politisk kastebold, udsættes for politisk dæmonisering og bliver gjort til nyttig slagmark for alle mulige uforløste værdidiskussioner og kulturkampe i samfundet. Og midlerne er mere udspekulerede end tidligere. I stedet for at gå efter bolden og den konkrete sag med påpegning af eventuelle fejl og mangler eller af en kritisabel journalistisk fremgangsmåde, så er den politiske metode for forsøg på styring af meningsdannelsen i dag langt mere sofistikeret. Den handler om, via nyttige mellemmænd og kvinder, via spindoktorer, kommentatorer, erhvervsfolk og andre netværk i samfundets elite, at iscenesætte et mangesidet angreb på det aller dyrebareste DR har - nemlig en kolossal troværdighed og tillid i befolkningen opbygget igennem mange års professionelt virke.

De fire fronter


På fire afgørende fronter har den metode været anvendt i de senere år.

• I forbindelse med kulturværdi-debatten, hvor DR af de borgerlige kulturkæmpere med kulturministeren i spidsen i 2003 blev gjort til hovedfjenden og selve adressen på det kulturradikale parnas, der skulle bekæmpes og rives ned. Sagen var bare, at angrebet kom på et tidspunkt, hvor parnasset for længst var lukket og en ny generation journalister rykket ind, samt at en del af historiefortællingen viste sig at være forkert.

• I forbindelse med Irak-krigens udbrud i 2003, hvor DR blev beskyldt for antiamerikansk propaganda, hvor flere navngivne journalister blev hængt ud og hvor nyhedsdirektøren stod tæt på fyring. Her valgte jeg selv at foreslå en uafhængig forskning i DR dækning, som senere faktisk viste, at DR havde været neutral eller endda mere regeringsvenlig end regeringskritisk i sin tilgang.

• I forbindelse med debatten om integration og indvandring, hvor DR beskyldes for at svigte varetagelsen af det nationale til fordel for at fremme en multikulturel fremmarch i landet. DR er i høj grad blevet kastebold mellem lokalisterne og globalisterne i den danske debat.

• Og endelig er DR blevet fast ingrediens i Dansk Folkepartis politikudvikling, når der skal slås på, at de store gamle institutioner født ud af en socialdemokratisk/radikal oplysningstradition bekæmper Pia Kjærsgaard og hendes folk. Hvis man undersøgte det nøjere, så tror jeg, at Dansk Folkeparti nok vil være det enkeltparti, der får mest omtale og medvirker oftest i DRs nyhedsudsendelser under VK-regeringen. Det gør de selvfølgelig, fordi partiet har magt og indflydelse og enhver journalist kan finde ud af at tælle til 90 mandater.

Det kræver en usædvanlig modig ledelse at stå på mål for kugleregnen, når det tunge skyts kommer fra ejerkredsen selv. Men det kræver også en ledelse, der ikke går i pindsvinestilling og afviser alt. Det er afgørende, at DR viser lydhørhed og åbenhed overfor al relevant og konkret kritik samt viser evne til hurtigt og med sikker hånd at reagere og rette op, hvis noget faktuelt er på galt spor. Det kræver en ledelse, som medarbejderne kan stole 100 % på vil bakke dem op, når de prøver grænser af og udfordrer magthaverne. Og det kræver en bestyrelse, som forsvarer DRs uafhængighed, og er der med opbakningen til den frie og uafhængige journalistik, især når institutionen er under beskydning.

Hvis disse forudsætninger ikke er til stede, så er konsekvensen ikke, at hele institutionen ryster i sin grundvold, og at der står malet selvcensur med usynlig skrift hen over murene i DR Byen. Men konsekvensen af et vedvarende politisk pres på DRs troværdighed er, at det journalistiske fokus bliver defensivt i stedet for offensivt, og det er dybt bekymrende for pressefriheden. Konsekvensen er ikke, at den kritiske journalistik stopper, for et tilstrækkeligt utåleligt pres, kan også medføre et modpres. Men konsekvensen på lidt længere sigt er, at selv ihærdige, dygtige journalister næste gang overvejer, om det er det værd at begive sig frivilligt ind i skudlinjen med risikoen for at komme i dobbeltild.

Statsministerens skygge

Jeg har personligt haft stor respekt for statsministerens forsvar for ytringsfriheden under Muhammed-krisen i starten af 2006. Man kan diskutere længe og inderligt - som det også er blevet gjort - om han valgte taktisk klogt ved at afvise et møde med de muslimske landes ambassadører. Man kan diskutere om sådan et møde overhovedet ville have ændret noget, hvis det havde fundet sted, og ambassadørerne havde fået en høflig men bestemt afvisning af deres ærinde i forhold til Jyllands-Posten. Jeg skal ikke åbne den debat yderligere igen. Men man kan ikke anfægte Anders Fogh Rasmussens principielle og personlige forsvar for ytringsfriheden dengang.

Anders Fogh Rasmussen er samtidig på samfundets vegne ejer af DR. Og mellem statsmagten og en statslig public service institution som DR gælder det såkaldte armslængdeprincip, som sikrer DRs redaktionelle frihed og uafhængighed mod politisk indblanding af enhver art. Alt andet end dette armslængdeprincip ville omgående give en statsejet medievirksomhed som DR stemplet ”propagandakanal” for den til enhver tid siddende regering.

Da statsminister Anders Fogh Rasmussen den 25. januar kastede sig ud i et markant angreb på DRs troværdighed, så overskred han dette helt fundamentale armslængdeprincip. Det var ”gratis” for statsministeren at forsvare Jyllands-Postens ytringsfrihed, for der ikke er nogen ”arm” mellem Jyllands-Posten og staten som ejer. Det er en privat virksomhed. Anderledes er det med DR. Med sit angreb på DRs generelle troværdighed og kravet om en intern undersøgelse i Afghanistan-sagen lænede statsministeren sig så langt ind over DR, DRs politisk udpegede bestyrelse og DRs ledelse, at armslængden forsvandt, og helt forudsigeligt rører nogle af politikerne i DRs bestyrelse nu uroligt på sig.

Selvfølgelig har Anders Fogh Rasmussen som andre medlemmer af regeringen deres ytringsfrihed og ret til at kritisere og påpege konkrete fejl, mangler, misforståelser eller manipulationer i DRs udsendelser. Det manglende da bare. Statsministeren har selv været så venlig at citere mig for i folketingssalen i et svar til indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen i efteråret at understrege ministres ret til på lige fod med alle andre at fremkomme med konkret kritik. Det er ikke det, der er problemet. Den direkte og åbne dialog bør altid kunne være der, og er der noget at komme efter, så bør DR hurtigst muligt se at få det rettet. Havde statsministeren holdt sig til bolden og ikke gået efter manden, så havde der ikke været nogen principiel sag i dag.

Det sædvanlige refræn om DR

De senere år - i særdeleshed siden 2003 - har budt på en lang række betænkelige, generelle intimideringer af DRs uafhængighed, troværdighed og kritiske journalistik, som har været fremført på en måde, som er meget vanskelig at imødegå i det offentlige rum, fordi angrebene er generaliserede og ukonkrete og bliver gentaget og vedligeholdt som det elskede refræn fra en gammel og slidt revyvise. Nu fortjener debatten et modspil.

At den til enhver tid siddende regering kan være irriteret på DR over kritiske journalistiske indslag, er der intet odiøst i. Det har både den tidligere socialdemokratisk ledede regering og den nuværende været. Det gælder selvfølgelig om at komme bedst muligt ud til vælgerne med budskabet uden alt for meget modfase undervejs, og kampen om mediernes opmærksomhed og dækning er en del af moderne politikskabelse og hele spinnet på Christiansborg. Men presset på DR i den forbindelse må selvfølgelig aldrig blive koblet sammen med den kendsgerning, at DR med de samme politikere skal forhandle sine økonomiske rammer, sin handlefrihed og udsendelsesmæssige vilkår. Så er det, at den der arm igen er på vej til at blive vredet om på ryggen, og pressefriheden kastes overbord.

Når jeg gør regnebrættet op, så er der i min tid som nyhedsdirektør politikere, der uden omsvøb har kædet de to ting sammen, eller som i meget kontante henvendelser pr. telefonopringning, pr. mail eller pr. sms har krævet indslag korrigeret eller taget af. Jeg har oplevet personlige politiske vink med en vognstang efter devisen: Den, der betaler for musikken, har også krav på at bestemme, hvad der skal spilles, og ikke mindst hvem, der dirigerer orkestret. Jeg har oplevet henvendelser, som ikke i ordvalg og formuleringer ville gøre sig kønt på tryk. Politikere skal også have lov til at få luft for vreden, når de møder kritik. Det handler om at lytte og sortere i den slags. Lytte efter den relevante kritik, korrigere hvor der er behov for det og ignorere den politiske pression. Min erfaring har altid været, at den direkte og bramfri diskussion med kritikerne giver de bedste resultater. Det utrygge er, at man ikke aner, hvordan aggressionerne løber videre og til hvem.

Når Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, som forleden går ud og fastslår på DRs egen kanal i den bedste sendetid, at DR generelt er imod USA, Israel, regeringen og Dansk Folkeparti, så får påstanden lov til at blive hængende i luften fuldstændig udokumenteret og er medvirkende til en helt urimelig dæmonisering af DR. Når der efterspørges konkrete eksempler på problemer med DRs journalistik i den forbindelse, så henvises der til en enkeltsag med en dagplejemor på Mors, som fik en meget kontant og håndfast opfølgning af DRs generaldirektør tilbage i 2003. Der henvises til dækningen af forældreblokaderne ved daginstitutionerne i efteråret 2006, hvor DR beklagede en enkelt uigennemtænkt og generaliserende sætning i et morgenindslag i TV Avisen. Det er nu nærmest i samtlige landes aviser - og i det faste politiske refræn om DR - blevet til, at hele dækningen var problematisk. Det er der ingen som helst dokumentation for.

Når undervisningsministeren og TV Avisens søndagsvært, Anders Bech Jessen, ryger i clinch om en historie om priserne på fritidsordninger og daginstitutioner, fordi den ene står og banker løs på et lokalt eksempel og den anden henholder sig til et landsgennemsnit, så er det jo ikke udtryk for manipulation, men for et interview, som kører af sporet og ikke gør folk særligt meget klogere. Men Haarders skarpe angreb på DR i udsendelsen er nu blevet en del af historieopbygningen til regeringens opgør med DR.

Den hemmelige krig

Jeg har i denne kommentar valgt ikke at gå ind i detaljerne omkring filmen ”Den hemmelige krig”. Det har jeg, fordi der efter min mening er tale om en film, der rejser en hel række relevante spørgsmål og interessante indicier men ikke rummer det fældende bevis mod regeringen. Det er en film som rummer nogle interessante afsløringer af, hvordan forsvaret arbejder kommunikationsmæssigt med kritiske journalister, og giver os som seere et unikt indblik i, hvad det er for vilkår danske tropper arbejder under på særlige missioner. Der er ikke det fældende bevis for, at der blev afleveret flere fanger, end regeringen har oplyst til Folketinget, og der er ikke det fældende bevis for, at regeringen på det tidspunkt i marts 2002 burde have været vidende om, at fangerne - overleveret i amerikansk varetægt - ville kunne blive udsat for mishandling eller tortur. Det ændrer ikke på, at filmen rejser en række vigtige spørgsmål og indicier, som kalder på en nærmere efterprøvelse.

Jeg er sikker på, at havde regeringen ikke haft den meget svære situation omkring håndteringen af Danmarks deltagelse i Irak-krigen mellem hænderne, så havde diskussionen om denne film overhovedet ikke antaget de ekstreme dimensioner, som vi ser nu. Filmen udfordrer hele spørgsmålet om samarbejdet med amerikanerne, den udfordrer spørgsmålet om, hvad vi egentlig får at vide om forholdene, når Danmark går i krig.

Det tilkommer ikke mig at kommentere på DRs strategi og overvejelser hverken omkring valget af filmen ”Den hemmelige krig” eller håndteringen af diskussionerne med henholdsvis Nyhedsavisen, forsvarsministeren og statsministeren om denne sag. Blot den personlige bemærkning, at jeg har meget svært ved at se Pressenævnet gjort til overdommer i en sag, der nu er blevet så politisk betændt, og som ikke længere handler om fejl og mangler i nogle tv-udsendelser. Det kunne risikere at kaste selve institutionen Pressenævnet ud i meget svære vanskeligheder.

5 kommentarer:

Anonym sagde ...

Mener du at dine citater er blevet rigtigt i denne artikel:

http://avisen.dk/filmen-dokumenterer-ingenting-010207.aspx

Anonym sagde ...

Kære Lisbeth Knudsen

Tak for en klog og indsigtsfuld blog-kommentar. Det kunne være interessant en dag at høre mere om de politikere, hvis udsagn ikke vil gøre sig godt på tryk.

Søren Holmberg sagde ...

Mener du at det at DR befinder sig som en "lus mellem to negle" mellem fløjene i dansk politik ville kunne løses ved en vedtagelse af en professionel upolitisk bestyrelse, samt måske et sæt regler der definerede hvorledes politikere måtte agere i forhold til DR. Jeg går ud fra sådanne regler findes, men at der så måske blev strammet op på dem?

Peter sagde ...

Jeg synes det er uhyggelig den måde fokus er fjernet fra en diskussion omkring vores samarbejde med amerikanerne (som vi ved har vedtaget en lov, der tillader en form for tortur, omgår Genevekonventionen, og i flere tilfældet har måttet indrømme direkte fangemishandling) og i stedet handler om en detalje omkring danske soldaters udlevering af fanger til amerikanske tropper, som istedet handler om hvorvidt DR er troværdigt. Det er som om at vi ikke har et ansvar for det vi ved vores allierede gør fordi vi ikke direkte selv deltager i det.

Mikkel Andersen sagde ...

'Men man kan ikke anfægte Anders Fogh Rasmussens principielle og personlige forsvar for ytringsfriheden dengang.'

Sagen er jo i disse 'spin-tider', at det kan man netop da det er rent teoretisk eller 'fiktivt' om man vil.

Det er jo påfaldende at papirer om de pågældende fanger, (hvis dette er korrekt som det har været fremstillet i tv), pludselig er 'forsvundet'.

Det er nøjagtig lige så suspekt som de x antal tusinde sider i Muhammed konflikten hos ministerierne, der ikke er adgang til for offentligheden.

Bortset fra Birthe Rønn Hornbech, har de højreorienterede politikere - nu også Venstre - altid kæftet op om 'rent mel i posen'. Altså vi skal have fuld overvågning, fordi vi har jo ikke noget at frygte hvis vi ikke er dybt krimininelle i forvejen.

Man får efterhånden en fornemmelse af at begrebet 'ytringsfrihed' er opfundet for at holde folk for nar.

Når den bliver anvendt i journalistisk øjemed, skal man som denne sag viser, straks sætte et helt spin-apparat igang.

Man vil nemlig have fokus på DR's venstreorientering (Reimar Bo??!), fremfor bare at smide papirerne på bordet, så vi kan se med vores egne øjne at der IKKE er tortureret fanger, at vi overholder FN's love og regler (asylkonventionen?), og at der FLØD med masseødelæggelsesvåben i Bagdad inden krigen.

Men de fakta er jo mere fiktive en Jesu genopstandelse i kød og blod.
Alle ved det men man lader som ingen ting, og politikerne får loiv at lvoe folk direkte op i ansigtet, (og man kræver oven i købet licens for det!).

Man sad jo og rev sig i håret da de førte argumentation før krigens start, og ikke en kæft stillede sriøst spørgsmålstegn ved det vanvittige i at Danmrk skulle gå i krig for første gang siden Sven Tveskæg. Nøjagtig som ingen stiller spørgsmål ved de 20 milliarder til forsvaret men istedet rapporterer om flueknepperi over sygehuse, overførselsindkomst og starthjælp.

Sagen er jo klokkeklar. Vi har 'ytringsfrihed', når den er racistisk og kulturfjendsk. Stemmeret når det ikke er om EU, Krig - eller når man har sat dagsordenen i medierne.

Så ser man alle journalisterne løber rundt i optog, som en anden Kaare R. Skou og slikke magthaverne i røven for at få godbidder.

Det der er i virkeligheden er et seriøst problem, er journaliststandens fuldstændige mangel på kritisk sans. Værst når det er den slags tomme selvfederi som Erik Meyer Carlsen sprøjter ud, snak der er fuldstændig blottet for semantisk indhold.


Ingen stiller de rigtige spørgsmål på de rigtige tidspunkter, og som tilskuer tænker man: Rejser de på ferie sammen?

Journalisternes opgave er at afsløre spin og gå ind til benet, ikke at hoppe med på det spin som man har sat igang for at forvirre fjenden i Ålborg.(DJH i Århus?)

Det syntes jeg faktisk den film gjorde. Håndværket var der ikke noget i vejen med, og hvis den havde samme budget som Venstre, var der måske rimelighed i sagerne.

Regeringen er ikke engang dygtig til at løbe uden om, de nægter bare, som Saddam Hussein typer (og alle andre fjender af ytringsfrihed) altid gør det. Problemet er ikke filmen men selve niveauet hos medierne generelt.

Journalisterne står og noterer og skribler løs, og smadrer hele den ytringsfrihed og debat kultur der åbenbart er så skide populær nu om dage.

Hvad hjælper den når ingen er i stand til at genneskue den simpleste argumentation længere?

Ytringsfrihed er intet værd i sig selv, hvis den ikke hviler på en grundlag af viden om filosofi, kulturhistorie og politisk indsigt.

Uden disse ting er den et instrument i et diktatur, nøjagtig som de regimer vi foregiver at bekæmpe.