fredag den 15. december 2006

Nye bud på internationale nyhedskanaler

FRANCE24 OG AL JAZEERA INTERNATIONAL BØR GIVE OS ALLE I MEDIEVERDENEN NOGET AF TÆNKE OVER. DE UDVIDER NYHEDSBILLEDET OG NUANCERER KONFLIKTERNE OM BÅDE RELIGION OG POLITIK.

Nu er der nye og meget spændende internationale bud på markedet for 24 timers nyhedskanaler, hvis du skulle være kørt træt af TV2 News, CNN eller BBC World.

Den 15. november åbnede Al Jazeera en engelsksproget international udgave af den arabiske 24-timers nyhedskanal og for få dage siden havde den nye franske France24 nyhedskanal premiere med en fransk og en engelsk udgave. En arabisk og en spansk udgave af France24 følger til næste år. Både France24 og Al Jazeera kan hentes gratis i live-versioner på nettet i modsætning til BBC World og CNN, som tager penge for deres netversion.

Både Al Jazeera International og France24 er efter min mening værd at stifte bekendtskab med. De er begge professionelle kanaler. De udvider nyhedsbegrebet og perspektivet på nyhederne. De er mindst lige så interessante på analyser og kommentarer som BBC og CNN, men det er meget ofte andre politikere og ekspertkilder som anvendes end dem, vi er vant til at se på de andre internationale nyhedskanaler. Ikke mindst når det gælder Mellemøsten og Afrika, så udvider de to nye kanaler udsynet og giver nogle andre indfaldsvinkler. Men det gælder faktisk også, når det drejer sig om den europæiske dækning.

France24 er som nævnt det nyeste skud på stammen. Kanalen blev født i forbindelse med den franske modstand i 2003 mod at invadere Irak. Den franske præsident Jacques Chirac var vred over den ensidige negative dækning af den franske og tyske holdning til krigen på de internationale nyhedskanaler CNN og BBC World og flere andre steder. Franskmændene har længe forsøgt at gøre EuroNews til det europæiske modstykke til CNN uden held. Nu har vi så den rene vare - det franske modstykke til CNN - France24. Kanalen er søsat som et samarbejdsprojekt mellem den populære private station TF1 og de franske statsejede public service kanaler. 170 medarbejdere med en gennemsnitsalder på 33 år, et budget på 80 mio. euro i ryggen og et nyhedsbudskab med fransk udgangspunkt til potentielt 250 millioner mennesker er i gang med opgaven.

Deres åbningshistorie forleden var historisk nok Baker-Hamilton-rapporten om Irak-strategien, der anbefalede en gradvis tilbagetrækning af tropperne fra 2008. Den engelske udgave af France24 med en kendt tidligere CNN studievært som gennemgående figur har haft nogle startvanskeligheder men kører nu som den skal i et topmoderne studie, der minder en del om TV2 News i sin hvide indretning og med et aktivt nyhedsrum som baggrund.

Medarbejderne har alle skrevet under på stations værdigrundlag, hvor af det fremgår, at formålet med nyhedskanalen er at sprede de franske værdier, fransk kultur og fransk livsstil til hele verden, lige som de skal udbrede en debatform, præsentere modsætninger og konfrontere udsagn og synspunkter, så det er muligt bedre at forstå, hvad der foregår i verden omkring os. Stationen vil ligeledes bestræbe sig på en dybere dækning af Europa, Afrika og den arabiske verden.

France24 levere i sin franske udgave den alternative journalistiske form og stil, som også karakteriserer de traditionelle franske nyhedsudsendelser, og der er noget at hente i forhold til et bredere udsyn til Afrika og den arabiske verden. Når det gælder den europæiske dækning, så kommer der også andre aspekter på EU-spørgsmålene end dem, vi er vant til at se. Trods sit stramme 24-timers nyhedshjul med masser af gentagelser, formår stationen alligevel at have de perspektiverende interviews med i tilbuddene.

Al Jazeera baner vejen

Al Jazeera har været den arabiske verdens svar på CNN siden 1996, men den nye internationale udgave på engelsk har alligevel været imødeset med spænding. ”En oase af ytringsfrihed midt i en ørken af diktaturer” er stationen blevet kaldt af dens varme tilhængere. Hvad emiren af Qatar, som ejer kanalen, har af bagtanker med lanceringen af den internationale udgave meddeler han ikke selv til offentligheden, men personligt tror jeg, at kanalen frit tilgængelig på Internettet og på adskillige millioner tv-apparater i den vestlige verden vil kunne give muslimerne uden for Mellemøsten en anden mulighed for identifikation med nyhedsbilledet end de får på deres nationale kanaler.

En amerikansk kommentator fra The New York Sun, Brendan Bernhard, skrev i forbindelse med lancering en, at kanalen i løbet af få dage efter premieren den 15. november blev oplevet som en ydmygelse af den amerikanske udgave af CNN, MSNBC og Fox News - de store amerikanske nyhedstilbud - p.g.a. dens langt større udsyn til verden og globale præg.

Al Jazeera International drives i høj grad af tidligere BBC ansatte redaktionelle chefer og reportere med den legendariske Sir David Frost i spidsen, som nu kan ses som vært for programmet ”Frost Over the World” på den arabiske 24-timers kanal. Hans første gæst var i øvrigt Storbritanniens premierminister, Tony Blair.

Det interessante ved at se Al Jazeera International er ikke alene der globale udsyn, de præsterer. Det er også, stationens forsøg på at give os andre vinkler på, hvad der sker her i Europa. Kanalen har bl.a. et program med titlen ”Listening Post” som laves af den tidligere BBC reporter, Rageh Omaar. Han prøvede forleden at lave en rapport fra Dewsbury i det nordlige England, som er blevet kendt som stedet, hvor en af lederne af det seneste terrorangreb i London havde opholdt sig i seks måneder, og fordi en 23 årig studerende fra dette område måtte i retten for at insistere på at bære niqab i skoleklassen - den lange sorte beklædning, som kun efterlader øjnene synlige.

En tredjedel af byen er muslimer. Reporteren fra Al Jazeera tog til Dewsbury for at finde ud af, om der nu var så dyb og stor en konflikt mellem det muslimske miljø og de øvrige beboere i området, som den britiske presse har fremstillet det. I første omgang blev tv-holdet på vej rundt i byen mødt af en stor gruppe vrede unge mænd, som i ikke særlige pæne og utvetydige vendinger bad tv-holdet om at forsvinde langt væk. Først da de blev klar over, hvor tv-holdet kom fra, blev der basis for en dialog og nogle interessante interviews, som viste, at de bare var trætte af, hvordan den britiske presse havde fremstillet stedet som nærmest en terrorist-rede præget af politisk og religiøs konflikt. De kunne ganske enkelt ikke identificere sig med det billede, som medierne tegnede af dem og deres by.

Man kunne jo stille det interessante spørgsmål, om der virkelig skal en reporter fra Al Jazeera til at fortælle englænderne, hvad der foregår i England, eller danskerne, hvad der egentlig foregår i Vollsmose eller Gellerupparken.

Hold øje med varedeklarationen

Rusland fik for et år siden sin engelsk-sprogede 24-timers nyhedskanal ”Russia Today”. Siden 1999 har Channel NewsAsia, som sender fra Singapore, eksisteret. Indien har sin 24 timers nyhedskanal. Iran arbejder på at etablere en nyhedskanal kaldet ”Press”. Den kinesiske regering overvejer en 24-timers kanal, og det samme gør private investorer i forhold til en 24 timers pan-Afrikansk tv-kanal. Der bliver nok at vælge i mellem. Både statsejede eller statsdirigerede kanaler og fri og uafhængige kanaler. Men det er jo ikke uvæsentligt at vide, hvilke kanaler, der er propagandasendere og hvilke, der drives efter uafhængige redaktionelle principper og uden censur.

søndag den 10. december 2006

AVISER DE ER DA GRATIS...

I adskillige årtier rasede priskrigen på aviser. Abonnementerne blev foræret væk for at sikre opretholdelsen af læsertallene af hensyn til annonceindtægterne. Nu har vi så fået gratisavis-krigen. Nu foræres aviserne helt væk. Til gengæld udkommer de nye daglige husstandsomdelte af dem kun som tilfældige punktnedslag og i dele af landet. Så præcis hvor mange læsere, der er til dem, det er foreløbig ovre i lotteriafdelingen.

Betalingsaviserne har ført stor reklamekampagne til mange millioner for, at redaktionelt kvalitetsindhold koster penge. Nu fører nogle af de samme aviskoncerner reklamekampagner for, at redaktionelt kvalitetsindhold er gratis, hvis bare det er lavet i kortere form og pakket ind i en anden type avis. Og på nettet konkurrerer bladhusene benhårdt med tilførsel af stadig flere ressourcer på at servere stadig flere nyheder helt gratis.

Man kan i hvert fald ikke påstå, at vi 5 millioner danskere ikke har noget at vælge i mellem, når det gælder medier. På den anden side forekommer det en anelse usandsynligt selv med opbyggelsen af den aller største optimisme på mediernes vegne, at vi også om nogle år har det antal gratisaviser og betalingsaviser, som vi ser i dag.

Gratisaviser er kommet for at blive

Hvis man vurderer kvaliteten af gratisaviserne i Danmark, så er den relativ høj. Gratisaviserne er jo en international trend, og vi mangler at se om det argument holder stik, at mange og gode gratisaviser får de unge til at vænne sig til avislæsning, så de som ældre vælger ligefrem at betale for deres avis for at få andet og mere for pengene.

Gratisaviserne er jo en slags Internet på print. Et mylder af korte nyheder i simpel ”hvem, hvad, hvor, hvornår”-format. Et øjebliksbillede, som giver en hurtig, kort opdatering. Det er en valgmulighed for at slå tiden ihjel nogle minutter, mens man venter på næste tog eller bus. Og det er en mulighed for hurtigt om morgenen at bladre nyhederne igennem der hjemme, hvis man er så heldig at få en af de nye husstandsomdelte aviser, hvis man altså bor i det rigtige distrikt, og hvis de altså har et bud, der kommer forbi bare et par gange om ugen.

Gratisaviserne er ikke et forbigående dansk fænomen. Selv om mange regner med, at der bliver lukket og slukket igen meget hurtigt på det danske avismarked for daglige husstandsomdelte gratisaviser, hvis først det lykkes Berlingske og JP/Politiken med henholdsvis Dato og 24 timer at kvæle den islandsk ejede Nyhedsavisen, så tror jeg personligt, at gratisaviserne er kommet for at blive. Vi vil se flere af dem, og vi vil komme til at se en større mangfoldighed i dem.

Den svenske MTG-koncerns satsning på Metro-aviserne var en original idé i markedet, som mange nu kopierer. Trafikavisen tog udgangspunkt i, at det var et brugerbehov, som ingen andre havde udnyttet, og ikke i at annoncemarkedet manglede en ny afsætningskanal. Metro-aviserne med MetroXpress i Danmark ramte ud over et upåagtet brugerbehov også et alderssegment i markedet, som betalingsaviserne ikke magtede at komme i kontakt med. Og faktisk kunne vi have forudset det hele i den danske avisbranche.

Adskillige år før Metro-avisen i Stockholm blev lanceret som den første trafikavis lavede de danske dagblade undersøgelser som viste, at de unge havde et andet syn på aviser end de ældre generationer. Aviser var for dem det samme som alle mulige andre varer på hylderne i et stort supermarked, og hvis man skulle slå nogle minutter ihjel mellem to andre opgaver eller en ventetid et eller andet sted, så kunne de bruge en avis, men vel at mærke, hvis den var gratis. Ellers glem alt om fars og mors kedelige avis.

Hertil kom at de unges avis skulle have en kort journalistisk overbliksform med masser af historier, masser af indgange, masser af små korte klip og en blanding af nyheder og underholdning, som kunne være svær for gamle betalingsaviser med indbyggede traditionelle væsentlighedskriterier at sluge. Analyserne blev lagt på hylden. Og en medievirksomhed med udgangspunkt i TV (i Danmark repræsenteret ved bl.a. TV3) skulle blive opfinderen af den trafikomdelte gratisavis, der efter en hård opstart har ramt noget i markedet. Og bemærkelsesværdigt nok ramte MetroXpress og de andre Metro-aviserne det uden at blive en plat kopi af tabloidaviserne. I stedet har de lagt sig genremæssigt mellem de gamle morgenaviser og tabloidaviserne.

Kampene om gratisaviserne andre steder i verden er ikke mindre end her i Danmark - snarere tværtimod. London er vel det mest indlysende eksempel. Og det er nogle af de største spillere på markedet, der har begivet sig ind i gratisavismarkedet i kølvandet på pioneren Metro. Det er nu også Rupert Murdoch med hele hans verdensomspændende medieimperium og nogle af de andre rigtigt store mediespillere der hopper med på gratisavis-vognen.

Betalingsaviserne i det røde ocean

Jeg tror ikke, det bliver gratisaviserne, der bliver det største problem for betalingsaviserne, det bliver Internettet. Det bliver på Internettet, at den største økonomiske kamp mellem mediehusene bliver udkæmpet på længere sigt, men gratisaviskrigen bliver et mellemstep. Det er på Internettet, der er ved at være grøde i indtægterne. Det er her rubrikannoncerne forsvinder hen. Mens avisernes annoncemarked kun fik 2 % af tilvæksten på 8 % i 2006, så har Internettet fået hele 48 %. Bare en lille smagsprøve på den kommende udvikling.

Economist spåede i august i år, at over de næste par årtier vil over halvdelen af den vestlige verdens betalingsaviser lukke ned. Der udkommer nu daglige oplag på 28 millioner gratisaviser i Europa og USA. De udgør 16 % af det daglige oplag i Europa, og det tal er stigende kraftigt.

Hvad gør betalingsaviserne? De har skåret ned på antallet af journalister for at få butikken til at løbe rundt, trimmet organisationen og indrettet sig på mere at følge brugernes behov. De skifter stofområder til underholdning og livsstil for at tilpasse sig læserne og ud ryger nogle af de gamle traditionelle områder. De skærer ned på deres råstyrke og kapacitet til den selvstændige, originale journalistik. De lægger om til tabloid-størrelse for at imødekomme de yngre læsere. De investerer i gratisaviser. Men vil det få dem til at overleve? De fleste af dem mangler desværre at finde den originale ide - særpræget.

Management by panic er det blevet kaldt, hvad der foregår i avishusene for tiden. Murduch har udarbejdet en strategi om at opkøbe de værste af de nye konkurrenter på nye medieområder til sit eget imperium af gamle medier for at være sikker på også at sidde på næste generations medier og selv være den, der kører kanonen i stilling. Management by selfdestruction er det blevet kaldt, da hans selskab News Corp. købte Internet-community-portalen MySpace sidste år for omkring fire milliarder kroner. MySpace har for tiden omkring 115 millioner registrerede brugere fra hele verden.

Er det det, dagbladene gør? Øvelsen går vel ud på at vinde annoncemarkederne - eller rette sagt at holde på dem. Men annoncørerne følge læserne, så det forudsætter, at dagbladene vinder kampen om fremtidens læsere og finder frem til bedre at udfylde deres behov. Og nu skal de både overbevises om at god journalistik er gratis og at god journalistik koster penge. Det er en ret svær øvelse.

Jeg var forleden til en konference for at høre professor Chang Kim, forfatteren til Blue Ocean Strategy-bestsellerer bogen som man jo simpelthen skal have læst nu om dage, hvis man vil kunne sige det rigtige ved direktørfrokosterne.

Der er ingen tvivl om, at store dele af mediebranchen befinder sig i det, som han kalder de røde oceaner. Der, hvor der konkurreres på marginalerne og på prisen, og hvor alle laver kopier af hinanden. Her konkurrerer man hinanden til døde - heraf farven og betegnelsen ”de røde oceaner”. Det handler ikke om politik, skal jeg understrege.

Overfor det står virksomheder som formår at tænke i de blå oceaner. Der hvor konkurrencen ikke er så stor endnu, der hvor strategien er original og produkt, processer og arbejdskraft hænger sammen på en fornuftig måde med lave omkostninger. Professor Chang Kim talte om, at det ikke handler så meget om at udvikle nye produkter. Det handler om at udvikle nye ideer og værdier baseret på brugerbehov og til så lave omkostninger som muligt. De første af gratisaviserne - trafikaviserne - fandt et hul i markedet. De udviklede en original strategi, et produkt med høj kundeværdi, med den rigtige segmentering af indholdet og med lave omkostninger.

Jeg tror, at kundeværdi i form af tilfredsstillelsen af konkrete behov, vision og originalitet i indholdskoncept, tilgængelighed og brugerrelevans samt flermedial eksponering og tilgang er afgørende for en strategi, der skal ramme det blå ocean, hvor man overlever. Det handler om at forudse, hvor læserne har lyst til at svømme rundt om 2-3 år, hvordan deres livsstil, medieforbrug, arbejdsrutiner, transportforhold og meget andet ser ud. Det handler om at finde ud af, hvad det er for informationer, vi vil søge hvor og hvornår som fremtidens medieforbrugere. Hvis mediehusene kun har kræfter til at kæmpe om dagen og vejen nu og i morgen, så forbliver de i de røde oceaner med den kortsigtede kamp om markeds-marginalerne. Så får vi desværre ikke et spændende og levedygtigt dansk avismarked om 10 år. Medieforskerne på dagbladsområdet er altid så kloge på at kigge bagud. Lad os se en forskning der i stedet kigger ind i fremtidens marked.