søndag den 8. april 2007

En ny undersøgelse viser....

Medierne er ramt af en undersøgelses-tsunami. Helt ukritisk og uden ordentlige varedeklarationer fylder vi spalter og udsendelsesminutter med nye undersøgelser og nye meningsmålinger. De serveres som regel uden perspektivering, uden klarhed om undersøgelsens rette afsender og med en korttidshukommelse, der ikke rækker til, at en anden undersøgelse viste det modsatte for en måned siden.

En frisk meningsmåling er for journalister, hvad slikhylderne er for den 6-årige lige før kasseapparaterne på vej ud af supermarkedet: En uimodståelig og alt for nem fristelse. Også selv om man godt ved, at de ofte indeholder tomme kalorier.

Faktisk kommer der flere og flere af dem i medierne. Historierne om en ny undersøgelse, der viser et eller andet. De suser lige ind i nyhedsstrømmen og spreder sig med lynets hast til hele den nationale og regionale nyhedskværn.

Navnene på analysebureauerne er ikke længere den samme lille håndfuld. Nu er der kommet rigtigt mange frem, og adskillige af de nye er uden varedeklaration og etisk regelsæt. Medierne laver også selv flere og flere rundspørger og tager Internettet i brug til hurtige temperaturmålinger på befolkningens sindelag. På mediernes websider bugner det med forskellige daglige opinionsundersøgelser, som læserne kan fornøje sig med. Her kommer resultatet omgående men det er til gengæld overhovedet ikke repræsentativt.

Kvaliteten af den daglige dosis undersøgelser er som regel helt uigennemskuelig for læsere, lyttere og seere. Desværre er den det ofte også for de journalister, der sidder og bearbejder informationerne og sender dem videre. Manipulationsmulighederne er talrige, og statistik kan som bekendt bruges til at bevise alt, især hvis man kombinerer en dygtig talmagiker som afsender med en talblind journalist som modtager.

For det første får vi mange gange i medierne ikke de helt basale oplysninger med om, hvem der er spurgt hvornår, om undersøgelsen er repræsentativ eller ej, hvor mange, der har medvirket. Ind i mellem er det heller ikke klart, hvem der har finansieret undersøgelsen, og som dermed kunne have en særlig interesse i at få resultaterne bragt frem i skikkelse af tilsyneladende uvildigt og objektivt materiale. Meningsmålinger er blevet et eftertragtet redskab til virksomhedernes profilering overfor kunderne og markedet, og virksomhederne har registreret, at nye undersøgelser, der viser, er den direkte vej til journalisternes professionelle dovenskab.

Endelig mangler der som regel et perspektiv og et kritisk blik på undersøgelsens koncept og spørgemetodik. Er der tale om ledende spørgsmål, spørgsmål med klar politisk hældning til den ene eller den anden side? Det er ikke ualmindeligt, at vi den ene dag får at vide, at en ny undersøgelse f.eks. viser, at nu er de ældre meget mere tilfredse med den offentlige service, de får, og næste dag er der så en anden undersøgelse, der er nået til det modsatte resultat. Hvor er den historik og den arbejdsmetode i medierne, som giver det kritiske blik på, om afsenderne af undersøgelserne nu kan have modsat rettede interesser, eller om der rent faktisk er tale om helt andre spørgsmål, der giver det modsatte resultat.

Meningsmålinger er blevet et politisk redskab, som er stærkt anvendeligt også for politiske tænketanke, eksperter med en ganske bestemt dagsorden og opfindsomme interesseorganisationer, der godt ved at gammeldags udtalelser og pressemøder ikke længere er en farbar vej til medierne. Det er en ny undersøgelse til gengæld, og her mangler det kritiske eftersyn af spørgemetodik og temavalg for sådanne undersøgelser meget ofte.

Resultaterne er målingerne fremstilles i medierne som absolutte sandheder uden de nødvendige statistiske forbehold og påpegning af den relevante usikkerhedsmargin. Ind i mellem fremlægges meningsmålinger endog som selve afgørelsen på en sag og ikke kun som den temperaturmåling, der er tale om. Der er en klar tendens til, at jo længere tid en historie om en ny undersøgelse, der viser, har vandret i nyhedskværnen, jo mere slækkes der på, hvad der måtte have været af forbehold og perspektiv i historiens første led.

En ny undersøgelse i medierne er blevet dagens hurtige ”nyhedsfix”, der giver en historie med kød og blod i form af rigtige menneskers meninger og holdninger. Det er dagens uskyldige tidsfordriv på nettet, som rent faktisk kan samle adskillige tusinde tilkendegivelser på en populær sag på ganske få timer.

Her er nogle gode spørgsmål, som bør stilles til enhver meningsmåling. Hvem har lavet målingen? Er det et anerkendt meningsmålingsinstitut, som gerne redegør for sine metoder? Hvem har betalt for undersøgelsen? Præsenterer den i valget af spørgsmål kun et enkelt synspunkt på en sag, så ligner det nok en bestilt opgave. Hvor mange er interviewet og hvordan er de udvalgt? Er de resultater, som fremlægges, hele undersøgelsen eller kun dele af den? Hvordan blev undersøgelsen gennemført? Hvad er fejlmargin? Hvilke spørgsmål bliver der stillet? Er de fair og ikke manipulerende? Hvis hele denne liste kan besvares tilfredsstillende, så er der kun et spørgsmål tilbage.

Når der er så mange fejl- og manipulationsmuligheder, skal vi så overhovedet bringe meningsmålinger i medierne? Ja! En ny undersøgelse kan være et vigtigt bidrag til debatten, en nyttig information til læserne, det er god underholdning og den kan repræsentere vigtig ny viden. Men ligesom slikket ved kasseapparatet bør have det, så bør medierne underkaste disse undersøgelser et kritisk eftersyn af ingredienserne og forsyne dem med en varedeklaration, som giver bedre oplysning om kvalitet og afsender.

mandag den 2. april 2007

Vi tæller de døde i Irak

Vi ved det godt. Seerne, lytterne og læserne er trætte af "body count"-historierne fra Irak. De er blevet immune overfor dem. Men vi har ikke historierne fra hverdagslivet i Irak kun bilbomberne, drab og sekteriske vold at byde på i medierne. Journalistikken udvikler sig under enhver krig, og også Irak-krigen giver nogle nye bud på krigsdækning både i de gamle og de nye medier.

Hver eneste dag tæller vi de døde i Irak i medierne. Sådan vil det også være i denne påskeuge. Nye vejside-bomber. Ny sekterisk vold. Nye drab og selvmordsaktioner. For hver amerikansk, britisk eller dansk soldat, som er faldet i Irak, er der dræbt mindst 20 gange så mange irakere. Antallet af dræbte amerikanere har nu rundet de 3200.

I medierne ved vi, at publikum meget hurtigt bliver immune overfor historierne fra Irak, der ligner hinanden dag ud og dag ind. Reportagerne fra irakernes hverdag i Bagdad og andre af de mest farlige områder i Irak er næsten ikke eksisterende i de danske nyheder. Fordi det ganske enkelt er dødsensfarligt at arbejde som journalist i Irak.

Derfor hører vi sjældent irakerne selv give deres version af historien i de store medier. Derfor er kilderne alt for ofte alene de amerikanske briefinger eller informationer indsamlet af irakiske hjælpere, der er lønnet af de vestlige medier, og som må kæmpe med en dobbelt loyalitet. Ingen af disse kilder kan journalisterne i realiteten dobbelttjekke. De må bringe informationerne videre uden efterprøvning.

Hver ny krig sætter sig nye spor i journalistikken. Irak-krigen er ingen undtagelse. Magasinet ”Newsweek” bruger hele det nyeste nummer samt magasinets web-side (www.newsweek.com) til at give stemmer til de dræbte amerikanske soldater. Her møder vi de emails, som soldaterne har sendt hjem til deres familier, mens de stadig var i live. Her får vi de faldnes egne historier fra Irak gennem de video-klip, som deres familier modtog via Internettet. Det er dybt private vidnesbyrd uden skyggen af en professionel journalistisk filtrering og fortolkning.

Også på andre måder finder historier om livet i Irak vej til offentligheden uden om de officielle medier. Video-bloggen www.aliveinbaghdad.org er sådan et eksempel. En gang om ugen lægges en ny videofilm på nettet, som fortæller irakernes egen version af dagligdagen i Bagdad produceret af folk på stedet. En tredje mulighed er websiden www.iraqslogger.com med et kæmpe udbud af nyheder og baggrund fra alle parter i og omkring Irak. Selv den seneste humor i Irak, kan man blive opdateret på.

Vi tæller de døde i Irak. Også de døde journalister. Siden krigens start i 2003 har mellem 140 og 200 journaliser mistet livet i Irak. Og vi er desværre stadig langt fra at få den hele sandhed om situationen i Irak.

onsdag den 21. marts 2007

Mail-politik for ministre på vej?

Sagen om Brian Mikkelsens mail til DRs bestyrelsesformand rejser stadig nogle ubesvarede spørgsmål.

DR har været i det politiske skydetelt i sidste uge, og debatten fortsætter i Folketinget i dag i spørgetiden. En email fra kulturminister Brian Mikkelsen til DRs bestyrelsesformand, Jørgen Kleener, fra marts 2003 har udløst helt centrale diskussioner om ytringsfriheden i dette land. I går gav statsminister Anders Fogh Rasmussen kulturministeren en næse for at have refereret fra et ministermøde i mailen, men hvad angik selve mailens formål - at meddele DRs formand regeringens utilfreds med stationens nyhedsdækning - mente statsministeren ikke, der var noget at komme efter. Mon ikke statsministeren, kendt for sin hang til orden i tingene, trods alt dekreterer en ny og mere gennemtænkt mail-politik for ministre inden ugen er omme?

Statsministeren slår fast, at regeringen ikke kunne drømme om at blande sig i frie mediers redaktionelle dispositioner, og den regel skulle også gælde for DR. Respekt for det. Hvorfor er det så lige, at han synes, det er i orden, at hans kulturminister skriver til DRs bestyrelsesformand og fortæller, at regeringen på et officielt ministermøde har dissekeret DRs Irak-dækning og fundet den for regeringskritisk, lige som han udpeger konkrete DR-medarbejdere som årsagen til problemet? Selvfølgelig kan ministrene drøfte DRs udsendelser uformelt over morgenkaffen lige som så mange andre gør det, men hvorfor er DRs redaktionelle dispositioner overhovedet på dagsordenen på et ministermøde, hvis regeringen ikke blander sig i dem?

Kulturminister Brian Mikkelsen siger, at emailen var udtryk for en helt almindelig kontakt mellem ham og bestyrelsesformanden for DR. Mon kulturministeren på samme måde har gang i mailen til Det Kgl. Teaters bestyrelsesformand, hvis et teaterstykke ikke falder i hans smag? Kulturministeren udpeger bestyrelsesformanden for DR, som derefter ifølge loven har til opgave at skærme DR netop imod politisk indblanding - også fra kulturministeren. Bør ministeren så virkelig skrive til formanden, at regeringen er så grundsur over DRs dækning, at der jokes med at privatisere institutionen, og at navngivne medarbejdere er et problem for regeringen? Kan man virkelig forvente, at formanden modtager en sådan mail og bare siger: Nå! Sørme ærgerligt er det da!

Dansk Folkepartis medieordfører, Louise Frevert, mener ikke, at kulturministeren har noget problem. Partiet har altid i DRs bestyrelse haft det synspunkt, at den, der betaler for musikken, også bestemmer, hvad der skal spilles. Tekstet for politiske nybegyndere betyder det, at DR bør rette ind efter flertallet i Folketinget og være mindre kritiske overfor USA, Israel og udlændingepolitikken samt bandlyse ordet multikulturel. Hvordan harmonerer det med samme partis stærke og anerkendelsesværdige kamp for mediernes ytringsfrihed under Muhammedkrisen og ved andre lejligheder?

Hvilke lande er det lige, der er karakteriseret ved, at man beder det statsejede tv og radio rette ind efter det til enhver tid siddende flertal i parlamentet og udskifter generaldirektøren, så han har samme partifarve som flertallet? Er det de lande, vi gerne vil sammenligne os med?

Det var bare lige det, jeg ville spørge om. Jeg håber, at ugen giver nogle gode svar.

lørdag den 17. marts 2007

Fra nyheder til nicher og fra argumenter til svar

Frisk fra fad ligger den årlige tilstandsrapport for de amerikanske nyhedsmedier nu klar, og den kan vi lære meget af, selv om den er temmelig pessimistisk. Den journalistiske trend går fra argument-journalistik til svar-journalistik.

Nyhedsjournanalistikken er ved at indskrænke sin ambition. For mange nyhedsredaktioner fokuserer på de samme få historier, og det betyder, at andet bliver overset. Sager, som har stor eller langsigtet betydning men lille appel til publikum, har en tendens til at få mindre interesse i medierne, og der er tegn på, at medierne svigter den basale lokale og regionale nyhedsovervågning. Har journalisterne stadig en rolle i forhold til at formidle en bred samfundsdagsorden, som dermed kan blive fælles viden for os som borgere?

Det gode spørgsmål er indeholdt i den årlige tilstandsrapport om amerikansk journalistik kaldet ”State of the News Media” er netop udkommet i en 2007-udgave (www.stateofthemedia.org/2007/). Som sædvanlig rejser rapporten en række tankevækkende spørgsmål og peger på nogle væsentlige tendenser i medierne og journalistikken, som vi slet ikke har svært ved at genkende herhjemme.

Det er den fjerde udgave af disse omfattende tilstandsrapporter og udsigterne er ikke lyse. Alle medier taber publikum og penge. Selv online-mediet ser ud til at være stagneret i vækst i forhold til antal brugere. Nyhedsbranchen har skruet ned for forventningerne og visionerne, og i stedet for at prøve at vende udviklingen har mange af medievirksomhederne påbegyndt en proces med at redefinere sig selv med mindre kapacitet og mindre ambition, noterer tilstandsrapporten.

Nyhedsorganisationerne satser mere på nu at være nichespillere med mindre generel interesse for, hvordan nyhederne dækkes, og mere fokus på de få udvalgte ting, der så dækkes. Tendenserne er ”hyperlokalisering”, personligheder og deres meninger og endelig hverdagsnærhed i journalistikken og involvering af brugerne.

Mediebranchen er mere præget af tryghedssøgning og kontinuitet end af forandring og innovation. Der mangler i den grad visioner. Der er brug for nogle rebeller og risikovillige ledere. Der mangler ganske enkelt nogen, der kan skabe de nye forretningsmodeller, der skal til i den nye medievirkelighed. Desværre giver rapporten ikke selv noget godt svar på det.

Til gengæld kan vi glimrende overføre problemet med det snævrere nyhedsfokus og problemet med den kritiske nyhedsovervågning til danske forhold.

Fra argumentkultur til svarkultur

På et andet meget væsentligt punkt peger den amerikanske medie-tilstandsrapport på en interessant tendens til, at journalistikken bevæger sig væk fra den hårde, konfronterende, udfordrende journalistik, der stiller spørgsmål og afdækker konflikter, og hen i retning af den journalistik, som i stedet for skaffer løsninger, og hvor værtens egen holdning spiller en afgørende rolle.

Her er det ikke længere et spørgsmål om at afteste, hvem der har en god og en dårlig sag og folde flere nuancer og meninger ud. Nu er sagen afgjort på forhånd. Journalisten har lagt fast, hvem der er helt eller skurk. Debatten er afgjort i hvert fald for værtens vedkommende, så må modspillerne klare sig så godt, de kan, under den beskydning, som de udsættes for.

Det mest populære show på kabel-tv i USA er - meget karakteristisk for den udvikling - skiftet fra at være de borende spørgsmål fra Larry King på CNN’s Larry King Live, til de stærke holdningsmæssige svar hos Bill O’Reilly, på Fox News med The O’Reilly Factor. Værterne på flere af de amerikanske stationer involverer sig mere personligt i historierne og svar-kulturen i amerikansk journalistik er blevet en del af brandingen af stationerne.

Klik ind på www.billoreilly.com og oplev hele den butik, som er forretningen Bill O’Reilly på Fox News med det amerikanske flag vel placeret i toppen. Her er der alt fra bøger, golfkugler og vindjakker med Bill O’Reillys selvvalgte titel som ”Culture Warrior” og forsvarer nr. 1 af de amerikanske værdier. Her er lister over venstreorienterede websider, som frarådes på det kraftigste, der er kaffekrus med boykot Frankrig, fordi landet var imod Irak-invasionen, der er blogs, radioudsendelser og en test for hele familien af de rette amerikanske værdier.

Der er ingen tvivl om, at svarkulturen og markedsføringen af stærke holdningsbærende værter med stor selvstændig profilering og egne svar på rede hånd er på vej også her hjemme til erstatning for den neutrale, borende, kritiske og sandhedssøgende journalist, der afprøver argumenter og afsøger konflikter. Konceptmæssigt er programmet ”Task Force” på DR1 i forsigtig form en udsendelse, der jagter løsninger og svar, og hvor værten på forhånd har valgt side. Når Clement Kjærsgaard folder sig ud på DR2 i ligeværdige diskussioner med sine samtalepartnere og med egne holdninger og teser til sagerne, så nærmer han sig den nye trend i en fordansket udgave. Nyhedsværterne både på DR og TV2, der nu blogger på nettet, tegner samme tendens.

Vores public service tradition for både DR og TV2 sætter nogle grænser for, hvor hurtigt vi kommer til at bevæge os fra argument-kulturen til den nye svarkultur, men vi er på vej.

lørdag den 10. marts 2007

Brand i gaderne i bedste sendetid

Hvor er de indsigtsfulde artikler og tv-indslag om, hvad der sker i ungdomsmiljøet lige nu efter nedrivningen af Ungdomshuset på Nørrebro? Hvor er den kritiske afdækning af anholdelserne og retsbehandlingen af de mange sager mod de unge på Nørrebro? De gamle medier har ikke et brugbart kildenet blandt de unge. De taler alene om de unge, men ikke med de unge. Det er på internettet det interessante foregår, hvis man vil følge ungdomsmiljøerne.


Når der er kamp i gaderne mellem politi og demonstranter er der vigtige redaktionelle og presseetiske spørgsmål, som sættes i spil. Sådan har det været i dagevis omkring opgøret om Ungdomshuset på Nørrebro i København. Demonstrationerne ændrer nu karakter, men der kommer utvivlsomt et langt efterspil til slagsmålet om Jagtvej 69.

Da sociale uroligheder brød ud i forstæderne i Paris i november 2005 med bilafbrændinger, gadekampe, masseanholdelser og mange sårede traf de franske tv-stationer efter nogle døgn den aldeles kontroversielle beslutning at lade være med at tage rundt hver aften med sendebilerne for at filme aftenens og nattens vold og brandstiftelse, fordi de registrerede, at de unges aktioner blev organiseret efter medietilstedeværelsen. Tv-stationerne rapporterede i stedet næste morgen om, hvad der var sket, men medvirkede ikke til en ”iscenesættelse af volden”, som de franske medieledere kaldte det. CNN, BBC World og andre var helt uenige i den redaktionelle beslutning. Medier har til opgave at rapportere, hvad der sker, og ikke at forholde befolkningen nyhederne, mente de. En utrolig principiel diskussion, når man fulgte dagene på Nørrebro på direkte tv. Blev brandene, volden og gadekampene vedligeholdt af og optrappet af, at både DR og TV2 sendte nonstop i timevis fra dem?

Som klassisk nyhedsjournalist er man nødt til at sige, at medierne har til opgave at dække troværdigt og så objektivt som muligt, hvad der sker. Vi blander os ikke i, hvorfor det sker. Men så enkel er virkeligheden ikke længere, for medierne er en del af spillet. Det er medieopmærksomheden på gadekampene, der giver de unge demonstranter sympatitilkendegivelser fra hele verden, og som gør det nu forhenværende hus på Jagtvej til et symbol og ikke bare et hus. Det er medieopmærksomheden, der cementerer politikernes udmeldinger om ikke at bøje sig for vold, fordi vælgerne bestemt ikke vil belønne det. Og det er politiets rundvisning for pressen i det forladte Ungdomshus, der i offentligheden gør Ungdomshusets beboere til autonome kamptropper og ikke blot unge med lidt frihedstrang og en særlig musiksmag.

Spændingsopbygningen til konfrontationen på Nørrebro har været enorm i de landsdækkende medier. Medierne har et ansvar for at holde proportioner og ikke medvirke til iscenesættelse af vold og hærværk. Det er en vanvittig svær balancegang. De danske medier levede ikke op til den balancegang i denne omgang. Sendefladerne blev ryddet omkring og i de store nyhedsudsendelser for alt andet end Nørrebro-balladen. Transmissionerne blev til ”breaking news” drama fra gadehjørne til gadehjørne på højde med invasionen af Irak eller terrorbomberne i Madrid og London. Der gik fuldkommen krigsretorik i den.

Nørrebrosagen rejser andre interessante redaktionelle spørgsmål. Hvordan kan demonstranter få lov til at optræde anonymt og uden efternavn, mens alle andre afkræves navn af medierne? Hvorfor skal disse talsmænd og kvinder tildeles en særlig status, hvis de vil til orde og kæmper for deres sag med lovlige midler?

Hvad skal være de objektive og kritiske relationer mellem politi og presse? Skal politidirektøren sidde i studiet for Aftenshowet på DR1 og kommentere slagets gang og hendes håndgangne dygtige kommunikationseksperter være på alle kanaler hele tiden med beroligende bemærkninger til borgene? Fik medierne i kampens hede den kritiske vinkel med også på politiets arbejde? Jo, der var historier fremme om, at forældrene ikke fik ordentlig besked om de anholdte unge, men hvor var de reportere, der kritisk fulgte de over 200 fængslinger og som systematisk kunne skildre scenerierne i dommervagten? Hvorfor fik vi først den kritiske vinkel, da seks forsvarsadvokater stillede spørgsmål ved måden, det hele foregik på?

Medierne har holdt mikrofonen for ukritisk både for de unge og for politiets dygtige kommunikationsstrateger. Hvad er det - vurderet kritisk og helt i dybden - at Ungdomshuset egentlig har haft af betydning? Er det blevet et symbol på et fristed, på samme måde som Christiania blev det for et par årtier siden, for unge der ikke vil presset ind i det velfriserede ungdomsmiljø? Er det den forsvundne venstrefløjs rekrutteringssted eller er det et samlingssted for en musikkategori, som ikke har plads andre steder? Kan nedrivning af Ungdomshuset betyde en radikalisering af ungdomsmiljøet?

Hvor er den artikel eller det tv-indslag, som fortæller historien om den modkultur mod Ungdomshuset, som trives på nettets nye elektroniske forsamlingshus ”You Tube”, som gør op med Ungdomshusets forkæmpere og kalder dem forkælede unge, der udsætter børn, gamle og politiet sågar for vold, brandstiftelse og hærværk.

Den danske del af bz-bevægelsen fra starten af 1980’erne havde både en hård politisk kerne og en veludviklet humoristisk side. Måske er de unge fra Ungdomshuset ved at finde andre metoder end vold og hærværk. Deres nyeste tiltag går under betegnelsen ”Blød Front – Division Krammedyr”.

De gamle medier - aviser, tv og radio - har mistet kontakten til de unge. De taler om de unge men ikke med de unge, og har intet brugbart kildenet blandt de unge. Derfor får vi desværre ikke de indsigtsfulde historier om, hvad der egentlig sker i ungdomsmiljøet.

mandag den 5. marts 2007

Kvinderne fra Jagtvej 69

De unge har ikke monopol på samfundskritiske holdninger sendt ud fra adressen Jagtvej 69 på Nørrebro. Før Ungdomshuset var Jagtvej 69 Arbejdernes Forsamlingshus og her blev kvindernes internationale kampdag den 8. marts faktisk indstiftet på et møde i 1910.

Nu får de unge fra det forhenværende og snart nedrevne Ungdomshus på den verdensberømte adresse Jagtvej 69 i København forhåbentlig ikke lov til at stjæle hele billedet hele tiden, selv om vi sikkert med webkameraer fra de nærmeste husblokke i de kommende dage skal følge nedrivningen sten for sten.

De unges ønske om et sted til at praktisere deres særlige ungdomskultur i København er gået op i røg. Det er der rigtigt mange, der ikke gider bruge flere minutter af deres liv på at høre mere om. Arbejdernes Forsamlingsbygning på Jagtvej, som det oprindeligt var, er ved at være en saga blot.

Der er gået storpolitisk valgstrategi i ikke at vise nåde overfor voldsmænd og ballademagere, for den slags har absolut ingen politisk sympati i den brede befolkning. Hos politiet er der gået prestige i at få dømt det rekordstore antal anholdte, fordi det mislykkedes at samle beviser nok sidste gang under de voldsomme gadekampe i december. Hos medierne er der gået hysterisk konkurrence i at overvåge hver eneste lille forsamling af unge på Nørrebro, der måske - måske ikke - ville kunne udvikle sig til stenkastere.

Når eftertanken på et tidspunkt melder sig, så kunne der være brug for lidt internationalt udsyn og lidt nytænkning omkring mulighederne for at lade den mindre velfriserede dele af ungdomskulturen udfolde sig i København. Den forsvinder jo ikke, fordi Jagtvej 69 er jævnet med jorden. Spørgsmålet er, om manglen på et selvstyrende ungdomshus og et fristed af den karakter ikke reelt vil kunne risikere at medføre en temmelig uhensigtsmæssig radikalisering af dele af ungdomsmiljøet, som ingen vil være tjent med.

Kvinderne fra Jagtvej 69 er en hel anden sag, men den handler også om kamp. I denne uge er det nemlig 8. marts og dermed kvindernes internationale kampdag. I 1910 blev den 2. internationale socialistiske kvindekonference holdt i København. Det var bl.a. Danmarks første kvindelige minister, Nina Bang, der stod bag arrangementet, som rent faktisk fandt sted i det daværende Arbejdernes Forsamlingsbygning på adressen Jagtvej 69 i København.

Lige præcis her blev det besluttet at indstifte en årlig kampdag for at agitere for kvindelig valgret og rettigheder.

Dengang handlede den om kvindernes lige adgang til magten. Det gør det desværre stadig væk. Ligestillingsdebatten i Danmark mangler udsyn og ambition. Den burde handle om, at et moderne samfund med globaliseringens heftige udfordringer slet ikke kan undvære de kompetencer og de ressourcer på samfundets ledende poster, som kvinderne repræsenterer.

Samtidig er kendsgerningen nu, at kvinder er lige så godt uddannet som mænd, der er flere af dem end mænd på de højere, videregående uddannelser, de har en højere gennemførelsesprocent, og de får bedre karakterer end mændene. Men det er stadig mændene, der sidder med en massiv overvægt på 80-90 % af de mest magtfulde poster i samfundet.

Kvinderne på Jagtvej 69 valgte nogle ambitiøse mål. Det er på tide, vi gør det igen.

søndag den 18. februar 2007

Det skjulte kamera alle vegne

Endnu engang er det journalister under skjult identitet og iført skjult kamera, der skal afslører misrøgt, elendig opførsel og et brutalt menneskesyn på nogle af de institutioner, som rummer samfundets svageste. Og vi kan i medierne tilsyneladende genopføre disse historier år efter år. Og kommentarerne fra de ansvarlige er også en genopførelse. Lad os få en anden slags åben debat om problemerne og et uafhængigt tilsyn.

Brugen af skjult kamera er uden diskussion det stærkeste redskab i den journalistiske værktøjskasse. Det må aldrig anvendes som en simpel effekt til at skabe et iscenesat drama eller pirre nysgerrigheden eller småforargelsen. Det bør alene bruges til at dokumentere det, der har en virkelig samfundsmæssig betydning. Programmer med skjult kamera som en helt fast bestanddel af konceptet er en fejltagelse og forvandler seriøs journalistik til underholdning.

To vigtige tendenser kæmper imidlertid imod det synspunkt. Den ene er, at der internationalt udvikles tv-koncepter, der direkte spekulerer i de mest absurde former for skjult kamera, som udstiller og latterliggør folk, der gør alt for 10 minutters berømmelse og lidt penge i en konkurrence. Lad os bede til tv-guderne om, at den slags ikke vinder indpas i Danmark.

Den anden tendens er, at de seriøse medier får stadig sværere ved at udøve den for demokratiet så vigtige kontrollerende funktion af dem, der sidder på magten. Sagen er nemlig, at der er et skjult ”våbenkapløb” i gang. Magthaverne opruster med kommunikationsfolk, spindoktorer og advokater for at kunne styre uden om eller kvæle dårlig presseomtale allerede i fødslen. Medierne opruster til gengæld til stærkere våben som skjult kamera for at kunne præstere ubestridelig dokumentation. Problemet ved det er, at det har en tendens til at blive butiksassistenten, social- og sundhedsmedhjælperen og den lille håndværker, der kommer i mediernes gabestok, og ikke koncernchefen, plejehjemslederen eller direktionen. Hvad de laver, tænker og siger bag lukkede døre bliver ikke afsløret med skjult kamera.

Men når alle kontrolinstanser synes at svigte i forhold til omsorgen for nogle af de svageste grupper i samfundet, så er der ingen anden udvej end at bruge skjult kamera. Hvad i himlens navn skal vi med en diskussion om en kvalitetsreform i den offentlige sektor, hvis vi et par gange hvert år i medierne igen skal præsenteres for sager om misrøgt, mangel på anstændig omgangstone og dårlig pleje. Og sådan er realiteterne jo. Hver gang skal vi høre på, at alle er rystede. Lovgivningen er klar nok, men menneskesynet er blevet sygt. Vi vil jo have, at de offentligt ansatte med disse svære jobs skal være dagens helte og klare den pasning, vi ikke selv magter. Derfor gør det så ondt, når de årlige afsløringer smadrer det billede. Det er nemlig vores egen dårlige samvittighed, der springer op.

Der må ske en professionalisering af ledelsen af sådanne institutioner og de offentlige ansatte må foretage et selvkritisk eftersyn. Lad os få en åben debat om, hvad der er virkeligheden for de ansatte med svære plejeopgaver, hvad der er dårlig kultur, hvad der er mangel på ressourcer, og hvad der er elendig ledelse. Og så må vi have et uafhængigt tilsyn, som ikke er kommunerne eller regionerne, der kontrollerer sig selv.

søndag den 11. februar 2007

Hvad lærte vi egentlig af Muhammed-krisen?

Diskussionen om Jyllands-Postens Muhammedtegninger fik en reprise i byretten i Paris forleden præcis et år efter, at de 12 tegninger satte Danmark og en hel verden på den anden ende. Hvis byretten i Paris dømmer anderledes end byretten i Århus, så er det ikke kun fransk presse, der har et problem. Det er os alle sammen.

Lige i disse dage for præcis et år siden var Danmark på den internationale dagsorden som aldrig nogensinde tidligere. Vi stod midt i den største udenrigspolitiske krise siden anden verdenskrig. To danske ambassader var blevet stukket i brand i Beirut og Damaskus. Danske flag blev brændt af i gaderne og plakater af vores statsminister blev symbolsk gennemhullet af skudsalver. Udenrigsministeriet stod på gloende pæle. Danske varer blev fjernet fra hylderne i Mellemøsten og andre steder. Og statsminister Anders Fogh Rasmussen måtte på arabisk tv for at forklare, hvad vi mener med ytringsfrihed her i Danmark.

Mærkeligt at der er gået et helt år siden det, der i Danmark blev kaldt Muhammed-krisen opkaldt efter de 12 tegninger af Muhammed i Jyllands-Posten, som udløste en international steppebrand blandt muslimer og en gigantisk dansk diskussion om ytringsfrihed, om imamer og om religion i det offentlige rum eller som en privatsag.

Lige nu genopføres diskussionerne om pressens ytringsfrihed og Jyllands-Postens 12 tegninger i byrettens 17. afdeling i Paris, hvor chefredaktøren af det satiriske blad Charlie Hebdo, Philippe Val, er anklaget af to muslimske organisationer for brud på den franske racismelovgivning. Chefredaktøren trykte nemlig i februar 2006 Jyllands-Postens 12 tegninger. Prominente kolleger i franske presse støtter Philippe Val. Det var ventet med spænding om de franske præsidentkandidater ville turde tage parti i sagen vel vidende, at det kunne bringe dem på kant med temmelig mange muslimske vælgere om kort tid, men såvel den borgerlige favorit til præsidentvalget, Nicolas Sarkozy, som lederen af det franske socialistparti, François Hollande, forsvarer bladets ret til at trykke tegningerne. Man må inderligt håbe, at den franske byret når frem til den samme konklusion som Byretten i Århus. At der ikke er noget at komme efter.

En status på Muhammedkrisen i Danmark et år efter giver en række positive iagttagelser og nogle enkelte negative. Til positivlisten hører, at vi har fået langt mere mangfoldighed i blandt de muslimske stemmer i den offentlige debat. Imamernes monopolagtige status i medierne som talsmænd for muslimerne i Danmark er brudt. Medierne gav dem set i bakspejlet en fuldstændig overeksponering i en desperat mangel på andre kilder i indvandrermiljøet. Nu er der rettet betydeligt op på den skævhed.

Der er kommet nye organisationer og foreninger til blandt muslimerne i Danmark. Medierne har nu fattet, alt for sent kan man sige, at de 200.000 muslimer i Danmark er præcis lige så politisk og holdningsmæssigt forskellige som os andre.

Til positivlisten hører selve debatten om ytringsfriheden. Sammenstød mellem en række meget prominente debattører og to store dagblade i samme bladhus - Jyllands-Posten og Politiken - skabte en opmærksomhed på nogle centrale værdier. Det gik op for rigtigt mange lige pludselig, at ytringsfrihed ikke er noget, vi kan tage for givet, at vi alle opfatter på præcis samme måde og i samme definitive form. Ytringsfriheden har vi, men hvordan vi anvender den er noget, vi hele tiden skal udfordre og diskutere. Til positivlisten hører også, at vi har fået en større grad af bevidsthed om vores danske værdier under krisen, og betydningen af vores egne kristne rødder.

Til negativlisten hører, at vi endnu ikke har vænnet os til at være en del af en meget sammenhængende verden. Forstået på den måde, at selv den mindste lille sag i offentligheden som en stump video af lettere beduggede unge fra en sommerlejr i Dansk Folkepartis Ungdom eller et alvorligt sammenstød mellem politiet og forkæmperne for et ungdomshus på Jagtvej i København, med sekunders varsel kan vandre verden rundt på nettet og sende diplomatiet i Udenrigsministeriet på overarbejde igen. Og naturligvis må det også skrives på negativlisten, at dansk eksport til de berørte lande i Mellemøsten og andre steder endnu ikke er tilbage på samme niveau som før krisen.

Hvad kan vi så lære af krisen? Efter min mening først og fremmest at selvcensur må bekæmpes. Vi må have modet til også at sætte religiøse og kulturelle værdier til debat, under kritisk lys og under kærlig satirisk behandling. Fremstillingen af andres religion og kultur som unuancerede stereotyper - enten som terrorister eller tilbagestående individer - skal bekæmpes, og vi bør i stedet også i medierne tage ansvar for at søge at vise mangfoldigheden.

I det hele taget bør vi være mere velovervejede i vores dækning af religiøse spørgsmål. Interessen for og indsigt i religion og religiøsitet har ikke lige frem været det, der har stået forrest, når fagområderne har skullet uddeles i medierne eller efteruddannelsesprojekterne har skullet vælges. Men religion er blevet en konfliktlinje såvel i storpolitikken som i den danske integrationsdebat og værdidebat. Det samme er debatten om Islam og demokrati overhovedet kan forenes, og om ytringsfriheden har visse grænser.

At forstå og respektere forskellige kulturer og religioner i en globaliseret verden er essentielt. Det samme er retten til at stille spørgsmålstegn ved og debattere kultur og religion i ytringsfrihedens og pressefrihedens ånd. Hvis Byretten i Paris dømmer anderledes er det ikke kun fransk presse, der har et problem.

torsdag den 1. februar 2007

DR på den politiske skydebane

Som nyhedsdirektør i DR i perioden 1998 til november 2006 har håndteringen af et tiltagende politisk pres været en del af min dagligdag i otte år. Derved adskiller DR sig ikke fra andre public servicevirksomheder i disse tider. Nedenstående er en aktuel kommentar til debatten om statsministerens angreb på DRs troværdighed.

Lad mig begynde med at slå en ting fast med syvtommersøm: DR vil som public service virksomhed og en stor, markant kulturinstitution altid være og bør faktisk altid være i centrum på den offentlige skydebane. Der hvor politikere, medier, kulturpersonligheder og hele Danmark for den sags skyld mødes, forarges, fornøjes og diskuterer på livet løs. Hvis ikke DR befinder sig lige der, så lever institutionen ikke op til sin rolle som et væsentligt kritisk, debatskabende, fornyende og udfordrende bidrag til samfundet og kulturlivet i Danmark. Og så bliver Danmark temmelig meget kedeligere. Begrebet arbejdsro omkring DR bør ikke eksistere. Det ville nemlig indebære, at institutionen enten havde lukket sig om sig selv, eller at den var blevet tandløs og ligegyldig.

Som nyhedsdirektør i DR i otte år har jeg haft livet i skudlinjen inde på tætteste hold, og der er absolut ingen som helst grund til at være stresset, indigneret, paranoid eller opbragt over den situation, at DR nu igen er skydeskive for kritik. Tværtimod. Hvis DR ikke vækker debat, så har institutionen forfejlet sin rolle.

DR har nogle meget klare og veldefinerede opgaver og mål. Når det gælder nyheds- og aktualitetsjournalistikken stilles der ganske særlige forventninger til, at det, der leveres, skal være troværdigt, uafhængigt, alsidigt, kritisk og fair. Det er på en gang en meget enkel og en svær leveregel, fordi journalistik ikke alene består af fakta, men også af følelser, oplevelser og masser af prioriteringer. Holder man sig skarpt til levereglen, så får man ikke nødvendigvis venner på de højeste steder, men så tror jeg til gengæld med sikkerhed, at institutionen lever op til borgernes forventninger til DR. Og det er nok så vigtigt.

Den magtfaktor, som DR uomtvisteligt er, vil altid friste til forsøg på direkte såvel som indirekte politisk pression. Sådan var det i Radiorådets dage, hvor de politiske studehandler var helt åbenlyse. Jeg havde selv fornøjelsen af som ung journalist fra Berlingske Tidende at referere fra Erhard Jakobsens livlige opgør med de røde lejesvende i starten af 70erne. Men den politiske blæst om DR er nu slået over i storm.

Ømskindet? Nej glem det. DR må og skal tåle meget, når institutionen selv går i kødet på politikere og andre magthavere. DR begår ind i mellem som alle andre også fejl, som man selvfølgelig må stå til ansvar for.

Som øjenvidne til de seneste otte år frem til november 2006 må jeg bare konstatere, at DR præcis som andre public service virksomheder i Europa i stigende omfang bliver brugt som politisk kastebold, udsættes for politisk dæmonisering og bliver gjort til nyttig slagmark for alle mulige uforløste værdidiskussioner og kulturkampe i samfundet. Og midlerne er mere udspekulerede end tidligere. I stedet for at gå efter bolden og den konkrete sag med påpegning af eventuelle fejl og mangler eller af en kritisabel journalistisk fremgangsmåde, så er den politiske metode for forsøg på styring af meningsdannelsen i dag langt mere sofistikeret. Den handler om, via nyttige mellemmænd og kvinder, via spindoktorer, kommentatorer, erhvervsfolk og andre netværk i samfundets elite, at iscenesætte et mangesidet angreb på det aller dyrebareste DR har - nemlig en kolossal troværdighed og tillid i befolkningen opbygget igennem mange års professionelt virke.

De fire fronter


På fire afgørende fronter har den metode været anvendt i de senere år.

• I forbindelse med kulturværdi-debatten, hvor DR af de borgerlige kulturkæmpere med kulturministeren i spidsen i 2003 blev gjort til hovedfjenden og selve adressen på det kulturradikale parnas, der skulle bekæmpes og rives ned. Sagen var bare, at angrebet kom på et tidspunkt, hvor parnasset for længst var lukket og en ny generation journalister rykket ind, samt at en del af historiefortællingen viste sig at være forkert.

• I forbindelse med Irak-krigens udbrud i 2003, hvor DR blev beskyldt for antiamerikansk propaganda, hvor flere navngivne journalister blev hængt ud og hvor nyhedsdirektøren stod tæt på fyring. Her valgte jeg selv at foreslå en uafhængig forskning i DR dækning, som senere faktisk viste, at DR havde været neutral eller endda mere regeringsvenlig end regeringskritisk i sin tilgang.

• I forbindelse med debatten om integration og indvandring, hvor DR beskyldes for at svigte varetagelsen af det nationale til fordel for at fremme en multikulturel fremmarch i landet. DR er i høj grad blevet kastebold mellem lokalisterne og globalisterne i den danske debat.

• Og endelig er DR blevet fast ingrediens i Dansk Folkepartis politikudvikling, når der skal slås på, at de store gamle institutioner født ud af en socialdemokratisk/radikal oplysningstradition bekæmper Pia Kjærsgaard og hendes folk. Hvis man undersøgte det nøjere, så tror jeg, at Dansk Folkeparti nok vil være det enkeltparti, der får mest omtale og medvirker oftest i DRs nyhedsudsendelser under VK-regeringen. Det gør de selvfølgelig, fordi partiet har magt og indflydelse og enhver journalist kan finde ud af at tælle til 90 mandater.

Det kræver en usædvanlig modig ledelse at stå på mål for kugleregnen, når det tunge skyts kommer fra ejerkredsen selv. Men det kræver også en ledelse, der ikke går i pindsvinestilling og afviser alt. Det er afgørende, at DR viser lydhørhed og åbenhed overfor al relevant og konkret kritik samt viser evne til hurtigt og med sikker hånd at reagere og rette op, hvis noget faktuelt er på galt spor. Det kræver en ledelse, som medarbejderne kan stole 100 % på vil bakke dem op, når de prøver grænser af og udfordrer magthaverne. Og det kræver en bestyrelse, som forsvarer DRs uafhængighed, og er der med opbakningen til den frie og uafhængige journalistik, især når institutionen er under beskydning.

Hvis disse forudsætninger ikke er til stede, så er konsekvensen ikke, at hele institutionen ryster i sin grundvold, og at der står malet selvcensur med usynlig skrift hen over murene i DR Byen. Men konsekvensen af et vedvarende politisk pres på DRs troværdighed er, at det journalistiske fokus bliver defensivt i stedet for offensivt, og det er dybt bekymrende for pressefriheden. Konsekvensen er ikke, at den kritiske journalistik stopper, for et tilstrækkeligt utåleligt pres, kan også medføre et modpres. Men konsekvensen på lidt længere sigt er, at selv ihærdige, dygtige journalister næste gang overvejer, om det er det værd at begive sig frivilligt ind i skudlinjen med risikoen for at komme i dobbeltild.

Statsministerens skygge

Jeg har personligt haft stor respekt for statsministerens forsvar for ytringsfriheden under Muhammed-krisen i starten af 2006. Man kan diskutere længe og inderligt - som det også er blevet gjort - om han valgte taktisk klogt ved at afvise et møde med de muslimske landes ambassadører. Man kan diskutere om sådan et møde overhovedet ville have ændret noget, hvis det havde fundet sted, og ambassadørerne havde fået en høflig men bestemt afvisning af deres ærinde i forhold til Jyllands-Posten. Jeg skal ikke åbne den debat yderligere igen. Men man kan ikke anfægte Anders Fogh Rasmussens principielle og personlige forsvar for ytringsfriheden dengang.

Anders Fogh Rasmussen er samtidig på samfundets vegne ejer af DR. Og mellem statsmagten og en statslig public service institution som DR gælder det såkaldte armslængdeprincip, som sikrer DRs redaktionelle frihed og uafhængighed mod politisk indblanding af enhver art. Alt andet end dette armslængdeprincip ville omgående give en statsejet medievirksomhed som DR stemplet ”propagandakanal” for den til enhver tid siddende regering.

Da statsminister Anders Fogh Rasmussen den 25. januar kastede sig ud i et markant angreb på DRs troværdighed, så overskred han dette helt fundamentale armslængdeprincip. Det var ”gratis” for statsministeren at forsvare Jyllands-Postens ytringsfrihed, for der ikke er nogen ”arm” mellem Jyllands-Posten og staten som ejer. Det er en privat virksomhed. Anderledes er det med DR. Med sit angreb på DRs generelle troværdighed og kravet om en intern undersøgelse i Afghanistan-sagen lænede statsministeren sig så langt ind over DR, DRs politisk udpegede bestyrelse og DRs ledelse, at armslængden forsvandt, og helt forudsigeligt rører nogle af politikerne i DRs bestyrelse nu uroligt på sig.

Selvfølgelig har Anders Fogh Rasmussen som andre medlemmer af regeringen deres ytringsfrihed og ret til at kritisere og påpege konkrete fejl, mangler, misforståelser eller manipulationer i DRs udsendelser. Det manglende da bare. Statsministeren har selv været så venlig at citere mig for i folketingssalen i et svar til indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen i efteråret at understrege ministres ret til på lige fod med alle andre at fremkomme med konkret kritik. Det er ikke det, der er problemet. Den direkte og åbne dialog bør altid kunne være der, og er der noget at komme efter, så bør DR hurtigst muligt se at få det rettet. Havde statsministeren holdt sig til bolden og ikke gået efter manden, så havde der ikke været nogen principiel sag i dag.

Det sædvanlige refræn om DR

De senere år - i særdeleshed siden 2003 - har budt på en lang række betænkelige, generelle intimideringer af DRs uafhængighed, troværdighed og kritiske journalistik, som har været fremført på en måde, som er meget vanskelig at imødegå i det offentlige rum, fordi angrebene er generaliserede og ukonkrete og bliver gentaget og vedligeholdt som det elskede refræn fra en gammel og slidt revyvise. Nu fortjener debatten et modspil.

At den til enhver tid siddende regering kan være irriteret på DR over kritiske journalistiske indslag, er der intet odiøst i. Det har både den tidligere socialdemokratisk ledede regering og den nuværende været. Det gælder selvfølgelig om at komme bedst muligt ud til vælgerne med budskabet uden alt for meget modfase undervejs, og kampen om mediernes opmærksomhed og dækning er en del af moderne politikskabelse og hele spinnet på Christiansborg. Men presset på DR i den forbindelse må selvfølgelig aldrig blive koblet sammen med den kendsgerning, at DR med de samme politikere skal forhandle sine økonomiske rammer, sin handlefrihed og udsendelsesmæssige vilkår. Så er det, at den der arm igen er på vej til at blive vredet om på ryggen, og pressefriheden kastes overbord.

Når jeg gør regnebrættet op, så er der i min tid som nyhedsdirektør politikere, der uden omsvøb har kædet de to ting sammen, eller som i meget kontante henvendelser pr. telefonopringning, pr. mail eller pr. sms har krævet indslag korrigeret eller taget af. Jeg har oplevet personlige politiske vink med en vognstang efter devisen: Den, der betaler for musikken, har også krav på at bestemme, hvad der skal spilles, og ikke mindst hvem, der dirigerer orkestret. Jeg har oplevet henvendelser, som ikke i ordvalg og formuleringer ville gøre sig kønt på tryk. Politikere skal også have lov til at få luft for vreden, når de møder kritik. Det handler om at lytte og sortere i den slags. Lytte efter den relevante kritik, korrigere hvor der er behov for det og ignorere den politiske pression. Min erfaring har altid været, at den direkte og bramfri diskussion med kritikerne giver de bedste resultater. Det utrygge er, at man ikke aner, hvordan aggressionerne løber videre og til hvem.

Når Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, som forleden går ud og fastslår på DRs egen kanal i den bedste sendetid, at DR generelt er imod USA, Israel, regeringen og Dansk Folkeparti, så får påstanden lov til at blive hængende i luften fuldstændig udokumenteret og er medvirkende til en helt urimelig dæmonisering af DR. Når der efterspørges konkrete eksempler på problemer med DRs journalistik i den forbindelse, så henvises der til en enkeltsag med en dagplejemor på Mors, som fik en meget kontant og håndfast opfølgning af DRs generaldirektør tilbage i 2003. Der henvises til dækningen af forældreblokaderne ved daginstitutionerne i efteråret 2006, hvor DR beklagede en enkelt uigennemtænkt og generaliserende sætning i et morgenindslag i TV Avisen. Det er nu nærmest i samtlige landes aviser - og i det faste politiske refræn om DR - blevet til, at hele dækningen var problematisk. Det er der ingen som helst dokumentation for.

Når undervisningsministeren og TV Avisens søndagsvært, Anders Bech Jessen, ryger i clinch om en historie om priserne på fritidsordninger og daginstitutioner, fordi den ene står og banker løs på et lokalt eksempel og den anden henholder sig til et landsgennemsnit, så er det jo ikke udtryk for manipulation, men for et interview, som kører af sporet og ikke gør folk særligt meget klogere. Men Haarders skarpe angreb på DR i udsendelsen er nu blevet en del af historieopbygningen til regeringens opgør med DR.

Den hemmelige krig

Jeg har i denne kommentar valgt ikke at gå ind i detaljerne omkring filmen ”Den hemmelige krig”. Det har jeg, fordi der efter min mening er tale om en film, der rejser en hel række relevante spørgsmål og interessante indicier men ikke rummer det fældende bevis mod regeringen. Det er en film som rummer nogle interessante afsløringer af, hvordan forsvaret arbejder kommunikationsmæssigt med kritiske journalister, og giver os som seere et unikt indblik i, hvad det er for vilkår danske tropper arbejder under på særlige missioner. Der er ikke det fældende bevis for, at der blev afleveret flere fanger, end regeringen har oplyst til Folketinget, og der er ikke det fældende bevis for, at regeringen på det tidspunkt i marts 2002 burde have været vidende om, at fangerne - overleveret i amerikansk varetægt - ville kunne blive udsat for mishandling eller tortur. Det ændrer ikke på, at filmen rejser en række vigtige spørgsmål og indicier, som kalder på en nærmere efterprøvelse.

Jeg er sikker på, at havde regeringen ikke haft den meget svære situation omkring håndteringen af Danmarks deltagelse i Irak-krigen mellem hænderne, så havde diskussionen om denne film overhovedet ikke antaget de ekstreme dimensioner, som vi ser nu. Filmen udfordrer hele spørgsmålet om samarbejdet med amerikanerne, den udfordrer spørgsmålet om, hvad vi egentlig får at vide om forholdene, når Danmark går i krig.

Det tilkommer ikke mig at kommentere på DRs strategi og overvejelser hverken omkring valget af filmen ”Den hemmelige krig” eller håndteringen af diskussionerne med henholdsvis Nyhedsavisen, forsvarsministeren og statsministeren om denne sag. Blot den personlige bemærkning, at jeg har meget svært ved at se Pressenævnet gjort til overdommer i en sag, der nu er blevet så politisk betændt, og som ikke længere handler om fejl og mangler i nogle tv-udsendelser. Det kunne risikere at kaste selve institutionen Pressenævnet ud i meget svære vanskeligheder.

tirsdag den 30. januar 2007

Demokrati version 2.0

Når vi skal udvikle velfærdssamfundet til fremtidens udfordringer, hvorfor så ikke demokratiet? Det aller dyrebareste, vi har, undergår så mange forandringer i disse år, at der er brug for at tænke over, hvordan vi sikrer et livskraftigt og nytænkende, involverende demokrati i fremtiden, så ikke alt overlades til eksperterne spindoktorerne og den professionaliserede valgkampstrategi i partierne.

I sin tale til Venstres landsmøde i november kaldte statsminister Anders Fogh Rasmussen kvalitetsreformen af den offentlige sektor for ”Velfærd version 2.0”. Associationen til begrebet ”Web 2.0” skulle formentlig signalere en større grad af borger- og brugerstyring af ydelserne fra den offentlige sektor - en slags brugerdreven innovation af vores velfærdsprojekt. Præcis på samme måde, som ”Web 2.0” for nogen er betegnelsen for en videreudvikling af Internettet drevet af brugerne og deres behov og ønsker, mens version 1.0 mere var drevet af de professionelle indholdsleverandører og producenter.

Nogle gange går der bare så meget inflation i brugen af et nyt modebegreb, at vi glemmer at standse op og overveje, hvad der egentlig er betydningen af det, vi siger. Og en del af os ved, at ikke enhver ny computerversion løser alle problemer. Snart sagt ethvert offentligt og privat fremtidsoplæg i dag skal hedde noget med 2.0 for at være smart, opdateret og rigtigt med på noderne. Det gælder lige fra oplæg til Bibliotek 2.0, til Velfærd 2.0 og Journalistik 2.0 for den sags skyld. Hvis man bruger søgemaskinen Google på nettet til alene at finde frem til ”Web 2.0”, så får man ca. 158 mio. hits fra hele verden at vælge i mellem på den eksakte sammensætning af ”Web” og ”2.0”.

Brugerne overtager magten

Begrebet Web 2.0 opstod for godt tre år siden i efterdønningerne af den bristede dot.com-boble i efteråret 2001, hvor mange små og store IT-virksomheder krakkede. De mest visionære net-pionerer gav ikke op, men de så den bristede boble som vejen til at udvikle nye muligheder og visioner for Internettet. Den første konference for de troende i Internet-samfundets verdenskirke blev afholdt i 2004 og introducerede begrebet ”Web 2.0”. Ingen har eneretten til den korrekte definition af ”Web 2.0”. Den slås entusiasterne stadig om.

Den første definition af Web 2.0 bliver ofte refereret til som anden generations Internet baseret på nye services, nye sociale medier, hvor brugerne og ikke leverandørerne styrer indholdet, og hvor det handler om at dele viden, at dele meninger og dele oplevelser. De mest hotte digitale mødesteder samler millioner af brugere og lægger en ny dimension til begrebet verdenssamfundet. Det er steder som My Space og You Tube, Wikipedia, Flickr. Nogen siger forenklet at version 1.0 af Internettet handlede om at forbinde computere og flytte informationer og version 2.0 om at forbinde mennesker. Andre argumenterer imod det og betegner 2.0-bølgen som blot en smart kommerciel måde at relancere Internettet på.

Tilbage til statsministerens lancering af ”Velfærd version 2.0” og den brugerdrevne velfærd. Hvorfor ikke et demokrati version 2.0, når vi nu er i gang? Er der næsten noget som helst vigtigere? Et konkret initiativ fra regeringen eller fra Folketinget i samarbejde med de nye regioner og storkommuner, som kunne handle om at udvikle vores demokrati og bryde topstyringen med anvendelse af alle de nye muligheder, som ligger i Web 2.0.

85 procent af alle danske husholdninger har nu en computer. 83 % af befolkningen har adgang til Internettet i hjemmet. 77 pct. af befolkningen bruger Internettet mindst en gang om ugen. Hvor er muligheden for på www.folketinget.dk eller på www.borger.dk at diskutere på tværs af politiske holdninger eller komme i direkte dialog med politikerne. Der er masser af oplysninger at hente, men bliver vi klogere af det, og bliver vi mere engagerede uden en mulighed for direkte involvering og deltagelse? Der er ikke meget national sammenhængskraft i My Space eller You Tube.

Hvis præsidentkandidat Hilary Clinton kan åbne for en samtale på nettet med hele den amerikanske befolkning om, hvad der er vigtige emner, inden hun lægger sig fast på sit valgprogram til den kommende præsidentvalgkamp, og hvis den franske præsidentkandidat, Segolene Royal, med ambitioner om at forny den politiske konversation kan lave digitale møder med sine vælgere, hvorfor kan en førende IT-nation og et lille homogent land som Danmark så ikke præstere en strategi for udvikling af demokratiet version 2.0?

Mere monolog end dialog
Rolig nu! Vi har tårnhøj valgdeltagelse i Danmark. Vi er blandt de mest oplyste folk i Europa, når det gælder viden om EU. Vi har et rigt foreningsliv og en unik åben og uformel adgang til vores politikere.

Det ændrer ikke på, at vi mere end nogensinde har brug for at udvikle vores demokrati. Der er nemlig andre tendenser, som sætter deres præg på den politiske udvikling. Partierne har fået en mindre medlemsbase og er blevet mere topstyrede og professionaliserede, når det gælder medie- og kampagnestyring, politik-udvikling og iscenesættelse af de ledende politikere. Mediernes dækning af det politiske stof har forandret sig mærkbart tilpasset forandringerne i den politiske markedsføring. Der er mere fokus på personanalyser, der bruges flere kræfter på at analysere de politiske processer end på politiske initiativer og visioner. De politiske partiers websider bugner af kommunikation indefra og ud men inviterer ikke meget til kommunikation udefra og ind.

De nye storkommuner og regioner vil betyde, at de kommunale valgkampe skifter karakter og kommer til at ligne landspolitikernes mere. De kommunale og regionale websider ligner mere monolog end dialog. Nærheden og kontakten på gadeplan bliver mindre spontan, og der kommer en større distance ind mellem borgere og politikere. Dertil kommer at befolkningens medieforbrug er ved at ændre sig betydeligt i disse år og dermed ændres også tilstedeværelsen af den fælles basisviden om det danske samfund, vi hidtil har haft.

Alle andre steder taler vi om at brugerne tager magten. En meget stor del af politik-formuleringen og meningsdannelsen i fremtiden vil komme til at gå uden om den traditionelle symbiose mellem politikerne og de etablerede medier, hvor man efterhånden kender hinandens indarbejdede rutiner og næste skaktræk. Vi er på vej ud i noget langt mere ustyrligt og uforudsigeligt for de politiske strateger. Hvis ikke alle disse tendenser tilsammen skulle få os til at iværksætte et seriøst arbejde med udviklingen af ”Demokrati version 2.0” både nationalt og lokalt, så ved jeg ikke, hvad der skulle til.

mandag den 22. januar 2007

Den store dagsorden i den lille

Fred og sikkerhed står øverst på ønskelisten fra befolkningerne rundt omkring i verden, når politikere, erhvervsfolk og eksperter i denne uge mødes i Davos i Schweiz til årets toplederklub i World Economic Forum. Til gengæld har vi ikke meget tiltro til, at politikerne og erhvervsfolkene kan lede denne verden.

Der er nok at se til sådan i den almindelige nyhedsstrøm på en uge. Den ene dag skal vi alle sammen tage stilling til, om det nu er rigtigt eller forkert, at en urhandler begår selvtægt. Den anden dag skal vi forholde os til regeringens plan om at fordoble andelen af alternativ energi i det danske energiforbrug frem til 2025. Så skal vi lige drøfte, hvad der får mænd til at begå et jalousimord. Og endelig skal vi forholde os til om det nu er rigtigt eller forkert af USAs præsident Bush at øge andelen af amerikanske tropper i Irak.

Den nyhed, jeg nævner nu, vil med garanti ikke komme til at rydde forsiderne i denne uge. Men det burde den måske. For i denne uge mødes indflydelsesrige politikere og erhvervsfolk fra hele verden i Davos i Schweiz til World Economic Forum for at drøfte, hvad der er de vigtigste punkter på den globale dagsorden lige nu. Klimaforandringerne, den økonomiske udvikling, frihandel, sygdomsbekæmpelse, terror, atomvåbenspredning, ulighed og behovet for et stærkt politisk lederskab, der handlekraftigt kan tage hånd nogle af de problemer, vi står overfor i verden.

Davos er ikke at sted, hvor almindelige borgere har noget at skulle have sagt. Og dog. For til mødet er udarbejdet en Gallup International Voice of the People undersøgelse blandt 55.000 borgere i 60 lande rundt omkring i verden. Den sender nogle klare budskaber til de høje herrer i Davos om, hvad de bør prioritere, og hvordan vi ser på sagen fra gulvniveauet. Hele 43 % af os globale borgere betragter politikerne som uærlige. For erhvervstoppen er det kun 34 %. 37 % mener, at politikerne ligger under for pres. For erhvervslederne er tallet 31 %. 27 % mener ganske enkelt at de politiske ledere er inkompetente. Her kan erhvervslederne nøjes med 18 %.

Og hvad er det så politikerne og erhvervslederne først og fremmest skal gøre noget ved? Fred og sikkerhed kommer øverst på vores liste. Dernæst kommer at bekæmpe fattigdom. Og i tæt rækkefølge herefter kommer økonomisk vækst, krigen mod terror, mindre ulighed og beskyttelse af miljøet.

De fleste politikere tror, at vi kun interesserer os for det nære - peberspray eller ej til selvforsvar, ventelisterne på hospitalerne og friske fødevarer i butikkerne. Men de tager fejl. Alle de gigantiske spørgsmål i Davos er i de senere år rykket meget tættere på os danskere. Ruden til verden omkring os er for længst slået ind med et brag, og måske kunne vi også her i landet godt bruge lidt mere luft under vingerne i den politiske debat og lidt mere politisk lederskab. Ingen nævnt - ingen glemt.

søndag den 21. januar 2007

Baghjul til Danmark i ligestilling

World Economic Forum måler hvert år ligestillingen i de enkelte lande rundt omkring i verden. Vores nordiske venner topper hitlisten, men Danmark er overhalet af lande som Tyskland, Filippinerne og New Zealand.

På onsdag den 24. januar åbner World Economic Forum dørene til fire dages intense politiske og økonomiske drøftelser om verdens fremtid i Davos i Schweiz. Jeg vender tilbage her på mediebloggen til flere af mødets temaer og emner.

Mellem centrale spørgsmål som klimaændringer, politiske lederskab i verden, befolkningernes tillid til politikerne og meget mere, findes der også en lille statusrapport over ligestillingen i verden. 115 lande repræsenterende 90 % af verdens befolkning indgår i ”The Global Gender Gap Report 2006”. Analysen måler ligestillingskløften mellem mænd og kvinder på fire kritiske punkter:
• Økonomiske muligheder
• Uddannelsesniveau
• Politisk deltagelse
• Sundhed og levealder

Selvfølgelig ligger de nordiske lande i spidsen med hensyn til ligestilling med Sverige som førende land skarpt forfulgt af Norge, Finland og Island. Det interessante er, at Danmark kun ligger på en ottende plads. Vi er temmelig chokerende blevet overhalet af Tyskland, Filippinerne og New Zealand.

Man kan altid diskutere den slags karaktergivning og rating af lande med meget forskellige samfundssystemer, men det er ikke hvem som helst, der har lavet analysen. Analysen er lavet af World Economic Forums eksperter bag Women Leaders Programme i samarbejde med professorer fra Harvard University og London Business School.

Indekset viser, at de 115 lande næsten har lukket 90 % af kløften for ulighed mellem mænd og kvinder, når det gælder uddannelse og sundhed. Til gengæld er der kun lukket lidt over 50 % af kløften mellem mænd og kvinder, når det gælder økonomisk deltagelse d.v.s. ligeløn og lige adgang til de faglærte jobs, og når det gælder forskellene i forhold til at deltage i samfundets politiske beslutningsstrukturer, så er kun 15 % af uligheden fjernet.

Der findes ikke 100 % ligestilling i nogen af de 115 lande, som er undersøgt. Men en af medforfatterne til undersøgelsen udtaler, at rapporten giver bevis for, at der er en forbindelse mellem kønsbalancen og så de økonomiske resultater, som det enkelte land kan præstere. Der er en stærk sammenhæng mellem bruttonationalindkomsten pr. indbygger og ligestillingen. Lande, som ikke udnytter det fulde potentiale ved at kvinderne deltager på lige fod med mændene, er svagere i konkurrenceevne.

Når nu jeg har nævnt hvem, der topper listen over kønsbalancen ovre på den anden side af Øresundsbroen, så skal vi også have bundskraberne. Det er aller nederst Yemen. Så kommer Saudi Arabien, Chad, Pakistan, Nepal, Egypten og Iran.

Hvordan er Danmark havnet kun på en ottende plads i ligestilling? Tallet er sammensat af, at vi kun får en plads som nummer 76, når det gælder sundhedstilstand og levealder. Vi får en 19. plads, når det gælder ligeløn og økonomisk deltagelse, og vi får en 11. plads, når det gælder deltagelse i de politiske beslutningsprocesser. Til gengæld er der en 1. plads at hente på uddannelsesområdet.

onsdag den 17. januar 2007

Skal vi overhovedet have en politisk debat?

Statsminister Anders Fogh Rasmussen har trukket stikket ud for den demokratiske debat i Danmark, når han afviser at møde Socialdemokratiets formand med henvisning til et manglende politisk projekt. Magtarrogance og forsøg på patronisering af en kvindelig modspiller er ikke den bedste vej til de kvindelige vælgeres hjerter.

Det er ikke ualmindeligt at høre politikere bebrejde medierne, at de ikke giver plads for en seriøs politisk debat men kun for enkeltsager, sensationer og personfnidder samt en endeløs række af politiske analyser af, hvad politikerne mon mener, i stedet for at vi selv kan høre dem stille op til at besvare kritiske og relevante spørgsmål.

I årevis har en mere overordnet debat i Danmark om ideologier og værdier været ikke eksisterende på grund af det politiske klump-spil på midten. Det fremmer ikke befolkningens tiltro til, at politikerne har løsningerne og kan vise os andre vejen og visionen i forhold til nogle af de store nationale og internationale udfordringer, vi står overfor.

Det er til gengæld en demokratisk set hel uholdbar situation, at statsministeren og lederen af landets største parti, Anders Fogh Rasmussen, nu overhovedet ikke ønsker at deltage i en direkte debat med den opposition, som han ganske vist ikke har brug for så længe Dansk Folkeparti er regeringens faste støtteparti, men som han på den anden side burde vise almindelig demokratisk respekt.

Magtarrogance ville man uden at tøve kalde det uden for det christiansborgske taktikrum, hvor man muligvis i regeringens spinkogeri kan se det smarte i at fremstille Socialdemokratiets formand, Helle Thorning-Schmidt, som kaptajn på et skib i havsnød. Uanset hvor mange huller eller ikke huller der måtte være i Socialdemokraternes politiske projekt, så er det vel ikke op til Venstres formand at give karakter for det og på bedste skolelærermaner meddele, at fru Thorning-Schmidt kan henvende sig igen og bede om en tid, når hun har læst på lektien og udfyldt alle rubrikkerne i skemaet? Det strider ganske enkelt helt fundamentalt imod vores politiske tradition her hjemme.

”Regeringen har besluttet, at nu tør de ikke lade S være i fred mere. Det er på tide at gå til angreb. Men det indebærer risikoen for, at folk spørger sig selv, hvad regeringens projekt egentlig er”, siger statsministerens tidligere spindoktor, Michael Kristiansen, til Berlingske Tidende i dag. En rigtig god og central pointe. Hvis regeringen kan gå til angreb på Socialdemokraterne på denne måde og vinde den offentlige dagsorden tilbage efter et kaotisk efterår ved at udvise arrogance, selvtilstrækkelighed og manglende respekt for dansk demokratisk tradition, så er både medierne og oppositionen faldet i søvn.

På sit tirsdagspressemøde konstaterede statsministeren efter adskillige opfordringer fra Socialdemokratiet til et fælles debatmøde, at der senest havde været et glimrende et af slagsen i 2005 arrangeret af Venstre. Han mente ikke siden, at der var kommet et samlet politisk projekt fra S, og at det var så uklart, hvor partiet stod, at det ikke kunne danne grundlag for at debattere noget som helst. Når man siger den slags ting udsætter man sig meget nemt for at få en sten ind igennem eget glashus.

Vil statsministerens forsøg på at patronisere en kvindelig socialdemokratisk partileder hjælpe ham godt på vej til at få de kvindelige vælgere hjem til Venstre igen? Svaret er klart nej. Den form for retorik har den stik modsatte effekt. Står det i dag tindrende klart for vælgerne, hvad der er regeringens projekt ud over at blive ved magten og styre videre af samme midterkurs som hidtil? Svaret må igen være et klart nej.

Er forudsætningen for at en fri og åben demokratisk debat i Danmark nu kan finde sted, at der skal lægges store politiske projekter frem fra alle partier, så får vi en rigtig spændende tid i medierne. Oven i købet en tid, hvor al politisk journalistik ikke kun alene handler om at kunne tælle til 90 mandater i enhver sag. Det ville være befriende.

Statsministeren kunne jo starte med at stille hjørneflagene op til sit eget næste store projekt efter velfærdsreform, strukturreform og kvalitetsreform. Lad os dernæst se tilsvarende udspil fra Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og alle de andre efter tur. Så skal der nok komme gang i den.

Hvis statsministeren mener, at det hele sejler for Socialdemokratiets formand, som han antydede i tirsdags på sit pressemøde, så ville det jo være en smal sag for en så dygtig politiker som Anders Fogh Rasmussen at gå ud og møde både hende og andre fra oppositionen i direkte debatter med stor træfsikkerhed for at blive udråbt vinder af slaget. Hvad er statsministeren bange for?

Sagen er, at det ikke er det, det hele handler om. Statsministerens strategi er ren mediestyring. Det er ikke at forære S-formanden den platform i den offentlige debat og den sendetid i medierne, at hun får mulighed for at diskutere med regeringschefen, der automatisk altid vil sidde tungt på netop den offentlige dagsorden, når der reelt er tale om et flertalsstyre som nu med Dansk Folkeparti.

Er statsministeren taktik gennemtænkt? Jeg tror rekyl-effekten af det angreb, han kom med i tirsdags, kan blive betydelig, hvis sagen bliver taget alvorligt, og det bør den. Man må undre sig over, at en så usædvanlig politisk udmelding fra statsministeren af medierne blot behandles ud fra den vinkel, ”at nu tager Anders Fogh Rasmussen Socialdemokratiets formand alvorligt som politisk modstander”. Hvor er den principielle diskussion om, hvad udmeldingen betyder for den politiske debat i det hele taget og for vælgernes muligheder for at tage stilling til politikernes dagsorden.

søndag den 14. januar 2007

Hvad et samtalekøkken og offentlig omsorg har til fælles

Regeringens store projekt for en kvalitetsreform af den offentlige sektor angår os alle. Den handler om alt det, vi taler om i det daglige. Normeringen i daginstitutionerne, kvaliteten i sundhedsvæsenet, omsorgen for de ældre, behandlingen af de handicappede. Alligevel har kun to - gentager to - borgere valgt at sende statsministerens deres bidrag til debatten på reformens webside. Det er pinligt dårligt.

Statsministerens nytårstaler bliver altid endevendt ned til mindste detalje i medierne. Dette år er ingen undtagelse. Forud for statsministerens tale blev der skrevet spaltekilometer om forventningen til, at Anders Fogh Rasmussen i talen ville tage det politiske førergreb igen efter lidt ballade i bagbutikken både internt i Venstre og mellem de konservative og Dansk Folkeparti.

Efter talen blev der skrevet spaltekilometer igen om, hvorfor statsministeren alligevel ikke valgte at lancere nye markante initiativer, hvorfor han alligevel ikke gik ind på problemerne i Irak, og hvorfor han faktisk holdt en hel ukontroversiel tale med alfaderlig appel til danskerne om på en række områder at tage et personligt ansvar og ikke overlade det hele til det offentlige.

På trods af alle de kloge analyser, så er der en enkelt sætning i statsministerens nytårstale, som jeg simpelthen ikke kan få ud af hovedet. Det er mærkeligt, at den ikke har spillet nogen som helst rolle i analyserne, men for mig at se, så er den uhyre interessant.

”Langt de fleste familier i Danmark har mærket, at det går godt med øko-nomien. Og hvis vi lige har fået et nyt køkken derhjemme, så er vi nok også ekstra opmærksomme på, om kvaliteten i børnehaven, på skolen, på plejehjemmet eller på sygehuset nu også er i top. Det er naturligt nok. Når vort samfund bliver rigere, har vi også råd til at sikre en offentlig service af høj kvalitet,” sagde statsministeren. Jeg har slået det efter på Statsministeriets hjemmeside. Hvis vi lige har fået nyt køkken, så tænker vi altså ifølge statsministeren som det naturligste i verden også på, om lille Peter har nu har pædagoger nok omkring sig i børnehaven, om mor på plejehjemmet får tilstrækkelig omsorg af personalet og god mad og om ventelisterne til sygehusene er for lange.

Nu ved jeg godt, at samtalekøkkener for længst er blevet alle mands eje, hvis man skal tro livsstilssektionerne i aviserne. Og at de rigtigt trendy folk for længst er gået videre til samtale-badeværelser, hvor der helst skal være to håndvaske og måske også to brusere. Men jeg tænker bare på hvilken taleskriver, der dog har fået statsministeren til at etablere associationen fra køkkenelementerne og kogeøen til kvaliteten af den offentlige sektor. Jeg har prøvet at stå i mit (nye) køkken og afteste koblingen. Det fungerer ikke. Kvalitet handler jo nok så meget om mennesker, om tid, om respekt og om omsorg og en hel masse af den slags elementer, som er svære at sætte på en politisk formel eller ind i køkkenarkitekturen.

Statsministeren har sat sin personlige prestige ind på en kvalitetsreform af den offentlige sektor. Modellen er, at statsministeren i spidsen for en stribe ministre bruger et antal møder sammen med forskellige eksperter, udvalgte brugerrepræsen-tanter og folk fra den offentlige sektor på at diskutere temaer, der så skal ende i en strategi for en kvalitetsreform. I torsdags blev temamøde nummer 2 om en sammen-hængende service med respekt for borgerne afholdt. Det er helt utvivlsomt rasende vigtige debatter for alle i Danmark. Men jeg undrer mig bare over, hvorfor drøftelserne finder sted lige præcis i de her måneder, hvor det vigtigste mål for forandringerne - nemlig personalet i det offentlige - er totalt begravet i flyttekasser, omstruktureringer, nye arbejdsopgaver, nye lokaler, nye chefer og nye kolleger. De har jo ikke tid til at deltage.

Jamen er målet for debatten med offentligheden så borgerne? Hus forbi igen. Mediernes dækning af kvalitetsreformen og regeringens temaer er slet ikke på højde med dækningen af statsministerens berømte bemærkninger om de socialistiske ballademagre, der blokerede daginstitutionerne sidste år i protest mod offentlige forringelser. Projektet har selvfølgelig sin egen hjemmeside.

Når man kigger ind forbi hjemmesiden www.kvalitetsreform.dk har borgerne siden lanceringen i november 2006 haft mulighed for at komme med gode ideer og eksempler direkte til statsministeren. Det er der to danskere, der har gjort. Der ligger et indlæg om registreringen af motorkøretøjer, der er for besværlig, og et indlæg om brugerbetaling på bibliotekerne, så folk ikke bestiller en masse, som de alligevel ikke henter. To indlæg på to måneder. Det bliver en sej debat. Til gengæld har alle organisationerne og en række eks-perter selvfølgelig bidraget med indlæg i lange baner til de to temaer, der endnu har været afholdt.

Er kvalitet i den offentlige sektor ikke for vigtig en sag at overlade til politikerne og eksperterne alene? De kommende måneder vil byde på masser af ud-fordringer for borgerne, når bedste og ringeste offentlige service skal nivelleres til at passende gennemsnit i de nye storkommuner, og når de nye regioner skal have ventelistegarantier, personalemangel og en tilsyneladende evig vækst i hospitalsudgifterne til at gå op i en højere enhed.

Tillad mig derfor dette usædvanlige initiativ: En reklame for mangfoldige borgerbidrag på statsministerens kvalitetsreform-hjemmeside, hvor der er plads til mange flere køkkenskrivere.





søndag den 7. januar 2007

Saddam stjæler stadig billedet

Denne uge står igen i Iraks tegn med det længe ventede udspil fra præsident Bush om en ny Irak-strategi. Men hængningen af eksdiktator Saddam Hussein har bragt dødsstraffen som den ultimative dom på dagsordenen på flere tankevækkende måder. Er det rent hykleri, når vi forarget tager afstand fra den?

Mens vi spændt venter på den amerikanske præsidents udmelding om en ny Irak-strategi i denne uge, formår den henrettede Saddam Hussein stadig at stjæle billedet. Nu kender vi alle tænkelige detaljer af hans sidste minutter. Både i den officielle og den uofficielle version. Vi ved, hvordan det lød, da rebet knækkede halsen på ham. Vi har set hans døde krop i ”close up”. Så godt som samtlige danske aviser bragte billederne af Saddam med rebet om halsen i XLarge-størrelse.

”Vi vil ikke stå i vejen for historien”, konstaterede den amerikanske tv-station NBCs nyhedschef. Det ville vi heller ikke i medierne her hjemme. Vi har til opgave at bringe dokumentationen, også når den er særdeles ubehagelig at se på. Der er tale om helt unikke, historiske billeder. Det er ”breaking news”, og der er masser af nysgerrighed og fascination i at se en diktator dø. Hvis man er i tvivl om det, kan man bare studere hvor mange, der har hentet den uofficielle og barskere version på nettet. Jeg efterlyser en etisk refleksion i medierne oven på reality-showet fra Bagdad.

Hvordan hænger det sammen, at samtlige danske avisledere med foragt har kritiseret Iraks brug af dødsstraf, men svælger i nærbilleder af Saddam på skafottet og pensler detaljerne ud fra henrettelsen i flere artikler. Hvordan hænger det sammen, at vi med tager afstand fra dødsstraf i Danmark - ja, vi betragter os nærmest som eksportør af et humant retsvæsen - når samtidig mere end hver anden dansker ifølge en måling fortaget af Analyse Danmark for BT rent faktisk var godt tilfredse med, at lige præcis Saddam blev henrettet. Næsten hver fjerde dansker var ifølge analysen tilhænger af den dødsstraf, som Danmark afskaffede i 1933. Er der ikke noget, vi mangler at få talt ud om her hjemme?

USA’s præsident, George W. Bush, tog ikke afstand fra hængningen af Saddam men kaldte den for ” en milepæl på vejen til demokrati” i Irak. Sidste år henrettede USA 53 personer, de fleste i præsident Bushs hjemstat Texas.

Mener vi det alvorligt med at være imod dødsstraf, så gælder det vel også for tyranner, eller gør det? Hvis vi mener det alvorligt, så er det vel ikke kun Irak, vi heftigt skal bebrejde brug af dødsstraf, men også det USA, der stadig hylder det princip at hævne et mord med et statsautoriseret mord. Hvis vi mener det alvorligt, bør medierne vel undersøge nærmere, hvorfor så mange af os tilsyneladende går ind for den dødsstraf, vi afskaffede i 1933.

Udfordringen i Irak er ikke blevet mindre af Saddams død. Fordi retsopgøret efter Saddam kun nåede halvvejen, og fordi hængningen af ham blev en politisk handling og ikke et juridisk punktum. Denne uge stjæler Irak billedet igen. Og de vigtige valg, præsident Bush træffer, påvirker også os.