lørdag den 17. marts 2007

Fra nyheder til nicher og fra argumenter til svar

Frisk fra fad ligger den årlige tilstandsrapport for de amerikanske nyhedsmedier nu klar, og den kan vi lære meget af, selv om den er temmelig pessimistisk. Den journalistiske trend går fra argument-journalistik til svar-journalistik.

Nyhedsjournanalistikken er ved at indskrænke sin ambition. For mange nyhedsredaktioner fokuserer på de samme få historier, og det betyder, at andet bliver overset. Sager, som har stor eller langsigtet betydning men lille appel til publikum, har en tendens til at få mindre interesse i medierne, og der er tegn på, at medierne svigter den basale lokale og regionale nyhedsovervågning. Har journalisterne stadig en rolle i forhold til at formidle en bred samfundsdagsorden, som dermed kan blive fælles viden for os som borgere?

Det gode spørgsmål er indeholdt i den årlige tilstandsrapport om amerikansk journalistik kaldet ”State of the News Media” er netop udkommet i en 2007-udgave (www.stateofthemedia.org/2007/). Som sædvanlig rejser rapporten en række tankevækkende spørgsmål og peger på nogle væsentlige tendenser i medierne og journalistikken, som vi slet ikke har svært ved at genkende herhjemme.

Det er den fjerde udgave af disse omfattende tilstandsrapporter og udsigterne er ikke lyse. Alle medier taber publikum og penge. Selv online-mediet ser ud til at være stagneret i vækst i forhold til antal brugere. Nyhedsbranchen har skruet ned for forventningerne og visionerne, og i stedet for at prøve at vende udviklingen har mange af medievirksomhederne påbegyndt en proces med at redefinere sig selv med mindre kapacitet og mindre ambition, noterer tilstandsrapporten.

Nyhedsorganisationerne satser mere på nu at være nichespillere med mindre generel interesse for, hvordan nyhederne dækkes, og mere fokus på de få udvalgte ting, der så dækkes. Tendenserne er ”hyperlokalisering”, personligheder og deres meninger og endelig hverdagsnærhed i journalistikken og involvering af brugerne.

Mediebranchen er mere præget af tryghedssøgning og kontinuitet end af forandring og innovation. Der mangler i den grad visioner. Der er brug for nogle rebeller og risikovillige ledere. Der mangler ganske enkelt nogen, der kan skabe de nye forretningsmodeller, der skal til i den nye medievirkelighed. Desværre giver rapporten ikke selv noget godt svar på det.

Til gengæld kan vi glimrende overføre problemet med det snævrere nyhedsfokus og problemet med den kritiske nyhedsovervågning til danske forhold.

Fra argumentkultur til svarkultur

På et andet meget væsentligt punkt peger den amerikanske medie-tilstandsrapport på en interessant tendens til, at journalistikken bevæger sig væk fra den hårde, konfronterende, udfordrende journalistik, der stiller spørgsmål og afdækker konflikter, og hen i retning af den journalistik, som i stedet for skaffer løsninger, og hvor værtens egen holdning spiller en afgørende rolle.

Her er det ikke længere et spørgsmål om at afteste, hvem der har en god og en dårlig sag og folde flere nuancer og meninger ud. Nu er sagen afgjort på forhånd. Journalisten har lagt fast, hvem der er helt eller skurk. Debatten er afgjort i hvert fald for værtens vedkommende, så må modspillerne klare sig så godt, de kan, under den beskydning, som de udsættes for.

Det mest populære show på kabel-tv i USA er - meget karakteristisk for den udvikling - skiftet fra at være de borende spørgsmål fra Larry King på CNN’s Larry King Live, til de stærke holdningsmæssige svar hos Bill O’Reilly, på Fox News med The O’Reilly Factor. Værterne på flere af de amerikanske stationer involverer sig mere personligt i historierne og svar-kulturen i amerikansk journalistik er blevet en del af brandingen af stationerne.

Klik ind på www.billoreilly.com og oplev hele den butik, som er forretningen Bill O’Reilly på Fox News med det amerikanske flag vel placeret i toppen. Her er der alt fra bøger, golfkugler og vindjakker med Bill O’Reillys selvvalgte titel som ”Culture Warrior” og forsvarer nr. 1 af de amerikanske værdier. Her er lister over venstreorienterede websider, som frarådes på det kraftigste, der er kaffekrus med boykot Frankrig, fordi landet var imod Irak-invasionen, der er blogs, radioudsendelser og en test for hele familien af de rette amerikanske værdier.

Der er ingen tvivl om, at svarkulturen og markedsføringen af stærke holdningsbærende værter med stor selvstændig profilering og egne svar på rede hånd er på vej også her hjemme til erstatning for den neutrale, borende, kritiske og sandhedssøgende journalist, der afprøver argumenter og afsøger konflikter. Konceptmæssigt er programmet ”Task Force” på DR1 i forsigtig form en udsendelse, der jagter løsninger og svar, og hvor værten på forhånd har valgt side. Når Clement Kjærsgaard folder sig ud på DR2 i ligeværdige diskussioner med sine samtalepartnere og med egne holdninger og teser til sagerne, så nærmer han sig den nye trend i en fordansket udgave. Nyhedsværterne både på DR og TV2, der nu blogger på nettet, tegner samme tendens.

Vores public service tradition for både DR og TV2 sætter nogle grænser for, hvor hurtigt vi kommer til at bevæge os fra argument-kulturen til den nye svarkultur, men vi er på vej.