torsdag den 28. december 2006

Læs her Jørgen Mads Clausen

Er det virkelig sådan, at kvinder bare ganske enkelt er mindre kompetente og har mindre talent for virksomhedsledelse? Så lad os da snakke lige ud om det. Hvis det til gengæld ikke er en troværdig påstand, så lad os gøre noget alvorligt ved den pinlige kendsgerning, at kun 8 % af bestyrelsesmedlemmerne i danske børsnoterede selskaber er kvinder.

Hvordan kan det være, at danske virksomheder har råd til at undvære kvinder i stort omfang på ledelses- og bestyrelsesposter, når der i den grad i disse år udfoldes de aller største anstrengelser i virksomhederne for at målrette sig til de kvindelige forbrugere alle vegne? Hvordan kan det være, at et samfund kan tro på vækst og global konkurrencedygtighed, hvis det samtidig tillader sig, at ignorere talenterne hos cirka halvdelen af befolkningen? Hvordan kan det være at to så forskellige lande som Norge og Spanien og måske inden længe også Sverige er nået frem til den samme konklusion: At det både af hensyn til konkurrenceevnen og demokratiet er nødvendigt at gøre noget ekstraordinært for at bryde mændenes magtmonopol og selvsupplering til samfundets højeste poster både i det politiske liv og i erhvervslivet? Er de 92 % mænd, som i dag sidder i de danske virksomheders bestyrelser lige så kompetente, som de kvinder, der kunne findes uden for?

Det var nogle af de interessante spørgsmål, som Danfoss-chefen Jørgen Mads Clausen burde have stillet sig selv, da han for nogle få uger siden kastede en brand ind i den danske ligestillingsdebat ved at gå til angreb på kønskvotering i statens selskaber og institutioner med bemærkningen om det beklagelige i at sidde sammen med nogle kompetente kvinder i sådanne råd og nævn, når der efter hans mening var langt mere kompetente mænd uden for.

Spanien bruger kvinder til nytænkning

Det er tankevækkende, at i det Spanien, som de fleste nok ville anse for mere mandsdomineret og gammeldags end vores moderne, frisindede Danmark, er der nu fremlagt en lov om, at kvinderne skal sidde på mindst 40 % af pladserne i bestyrelserne for de børsnoterede virksomheder inden for de næste otte år. Med et udgangspunkt i dag på 3,9 % kvinder i sådanne selskaber.

Inden for de næste to år skal de norske børsnoterede selskaber nå det samme mål på 40 % kvinder i bestyrelserne. I løbet af de seneste år er andelen af kvinder i de norske virksomhedsbestyrelser steget markant til 19,5 % under indtryk af truslen om, at der ellers ville blive lovgivet de 40 %.

Udviklingen i Europa hvad angår kvinder i virksomhedernes bestyrelser er i øvrigt stagneret. Ud af Europas top 300 virksomheder er der kun 8,5 % kvinder i bestyrelserne. For Skandinavien er tallet 15 %. I Sverige er der netop afleveret en udredning til regeringen og rigsdagen som anbefaler, at der indfører samme 40 %’s princip for de børsnoterede selskaber og de statslige selskaber med virkning fra 2008. Også her henvises der som i Norge og Spanien til den lige adgang til magten, men også den værdiskabelse, som kvinderne kan bidrage med til bestyrelsesarbejdet.

Jeg har i årevis tilhørt den gruppe af kvindelige ledere, der kontant og bastant har afvist enhver form for kønskvotering. Hvem har lyst til at få et job, som man måske ikke var den mest kvalificerede til, men som man fik, alene fordi man nu var kvinde? Jeg tror mange kan genkende sætningen. Nu har jeg imidlertid iagttaget udviklingen omkring bestyrelser og direktioner i tilstrækkeligt mange år til at nå frem til et par andre iagttagelser.

Hvad er det for præmisser i grundlaget for vores ledelsesudvælgelse og i udvælgelsen af egnede kandidater til bestyrelsesposterne, som gør, at mændene falder ud som værende så meget mere kvalificerede til netop disse opgaver? Hvorfor er det man tror, at man kan motivere kvinder til at tage lederposter, hvis det gang på gang viser sig, at de øverste og mest magtfulde poster indehaves af mænd, og at det tilsyneladende vedbliver at være mænd, der fra deres bestyrelsesposter sidder og udpeger mænd til direktionerne?

For at kunne være værdifuld som bestyrelsesformand eller bestyrelsesmedlem er det vigtigt selv at have haft erfaring fra direktionsarbejde lyder det fra erfarne bestyrelsesformænd i erhvervslivet. Men hvis ikke der kommer tilstrækkeligt mange kvinder i bestyrelserne, så lader der heller ikke til at komme tilstrækkeligt mange administrerende direktører af kvindekøn, og så er vi ved at være lige vidt. Der må startes et sted, og der er heldigvis allerede i dag mange kvinder med så betydelige ledelseserfaringer, at de vil kunne bidrage til bestyrelsesarbejdet både på det strategiske og forretningsudviklingsmæssige plan.

Hvorfor er det sådan, som forfatteren Gretelise Holm skrev for et par måneder siden i en kronik, at mænd simpelthen ikke kan diskvalificere sig til chefjobs, mens kvinder har så svært ved at kvalificere sig til dem? Tror man virkelig rundt omkring i virksomhederne, at det ikke bliver bemærket af kvinder som forbrugere, at der f.eks. ikke er kvinder i toppen af f.eks. den danske medieverden med undtagelse af magasinpressen? Og det samme gælder for mange andre brancher med kvindelige forbrugere som centrale beslutningstagere.

Det har været helt og aldeles umoderne at tale ligestilling på de områder, som handler om fordelingen af magten i samfundet. Vi har talt ligestilling når det gælder barsel, pasning af syge børn, ligeløn, pensionsrettigheder, balancen mellem arbejde og privatliv i vores jobs og meget mere. Men vi har talt os uden om magten meget længe. Det er også langt farligere for mændene at tale om den, for det er dem, der skal afgive den. Lige indtil Danfoss-direktøren bragte emnet på bane.

Det handler om magten

Når man i Norge og i Spanien går ind for kønskvotering så handler det om en udvikling af demokratiet og af magtfordelingen i samfundet, som i høj grad udøves i det private erhvervsliv. Det handler om ikke at lade ressourcer og talent gå til spilde. Det handler om progressivt at ville forandre og udvikle et samfund som en del af velfærdspolitikken. Det handler om demokratisk ligeværd, at både mænd og kvinder skal have mulighed for at deltage i de fora, hvor vigtige beslutninger tages og øve indflydelse på samfundet.

Store selskaber har en betydning for samfundsøkonomien, og for samfundet, og de udgør en betydelig magtfaktor. Derfor bør der også her være en ligestilling har det lydt i den norske debat. Men også at det handler om mangfoldighed og innovation, hvor kvinder kan bidrage til værdiskabelsen i virksomhederne med andre erfaringer, kreativitet og fleksibilitet end mændene, som har siddet på magten i mange år.

Den spanske statsminister, José Luis Rodriguez Zapatero, har modigt kaldt sig selv for feminist. Han har fremlagt et ligestillingsforslag, som kommer til at påvirke alle dele af det spanske samfund, fordi han mener at ligestillingen er det, der skal bringe fornyelse, vækst og velfærd til hans land. Alle partier skal afsætte 40 % af deres kandidatlister til kvinder, lige som de store virksomheders bestyrelser skal reservere 40 % af deres bestyrelsesposter til kvinder. Og han mener det alvorligt. Halvdelen af Zapateros regering er kvinder.

“Vi taler om slaveri, feudalisme og kvindeudnyttelse men den mest uretfærdige dominans er den, som halvdelen af den menneskelige race udøver over den anden halvdel”, er Zapatero citeret for at sige ifølge Washington Post i et interview.

Han har netop introduceret et særligt ”Family Responsible Employer certificate” for at anerkende virksomheder, der introducerer arbejdsprocesser og ordninger, der gør det muligt for kvinder at få bedre balance mellem arbejde og familie-forpligtelser. Hensigten er at give nogle vigtige incitamenter til virksomheder, som fjerner forhindringer for kvinder, som forsøger at passerer glasloftet til de øverste ledelseslag.

Hvad man interesserer sig meget for blandt kvindeforskere og kvindelige chefer i den spanske debat om 40 %’s lovforslaget, der ventes vedtaget i begyndelsen af det nye år, er at det ikke skal blive en boomerang for kvinderne, fordi der ikke kan skaffes tilstrækkelig mange kandidater. Som Professor Dr. Maria Nuria Chinchilla, direktør for ”The International Center on Work and Family”, på IESE Business School, ved Universitetet i Navarra, beskriver det, så kan man jo sige, at den spanske lovgivning om kønsbalance er som at bygge et hus og starte med taget.

Den mest udbredte grund til at kvinder ikke er så ofte at finde i toplederstillinger, ved bestyrelsesbordet er problemer med at få privatliv og arbejdsliv til at gå op. Der er således ikke alene et glasloft for kvinder, men også en cementgulv af tradition og forpligtelser, som mange af dem sidder fast i. Det er mændene, der har succeshistorierne gennem mange år som topchefer og bestyrelsesformænd i virksomhederne. Kvinderne skal først til at skabe tilsvarende resultater nu.

Derfor handler det ikke bare om at lovgive om kvinders adgang til chefposter og bestyrelsesposter, men også om at redefinere den måde, som arbejdet organiseres på. Med det formål har ”The International Center of Work and Family” hjulpet til med at finde seks små, seks mellemstore og seks store spanske virksomheder, som skaber de forandringer, der baner vejen for kvinderne til toppen. Og det er blevet Zapateros første 12 ”Family Responsible Employer” virksomheder, der skal vise vejen for andre.

Barrierer for bedre kønsbalance

Der er mange synlige og usynlige barriere for en positiv kønsbalance i ledelsen af virksomhederne. Den første har jeg nævnt. At mændene har mange års tidligere succeser at henvise til, mens kvinderne ikke kan opvise en tilsvarende rekordliste. Man kan bare stille sig selv det spørgsmål, om den mandlige ledelsesdominans på topchef-poster og i bestyrelseslaget også passer til den globale udvikling og en konkurrence på kreativitet og innovation i stedet for rationalitet og effektivitet og et forbrug båret af følelser, værdier og irrationelle oplevelse i stedet for af materialisme og praktiske forhold. Måske passer kvindelige topchefer og bestyrelsesmedlemmer bedre til de nytænkende og innovative virksomheder.

Den anden handler om at kvinder og mænd bliver målt forskelligt som bestyrelsesformænd og topchefer. Mændene signalerer pondus og magt. Kvinder på de samme poster skaber en mere usikker fornemmelse både i medierne og hos investorerne, med mindre de agerer præcis med samme ledelsesstil som mændene. Måske har vi brug for en anden ledelsesmæssig målestok.

Det tredje handler om netværk. Mænd har mere veletablerede netværk til at finde hinanden og finde egnede kandidater til ledige poster og til at hjælpe hinanden ind i de rette cirkler. De kvindelige ledernetværk er få. De skal nærmest undskylde sig selv fra starten, og de fungerer ikke i samme sociale, uformelle sammenhæng som mændenes. For at være rigtigt seriøse og ikke nogen klynkeklubber, så hældes der på af professionelt indhold på møderne, mens de mandlige netværk kan fungere både i professionelle og private sammenhænge.

Det fjerde handler om kvindernes privatliv. De fleste kvindelige topchefer og bestyrelsesmedlemmer fremstilles i det bestandige dilemma mellem karrierevalg og privatliv. Det samme sker ikke for mændene. Historien om de kvindelige topchefer er enten, at de klarer det helt mirakuløse med en stor virksomhed og tre mindreårige børn derhjemme samtidig, eller også at de har en helt enestående mand, som har valgt en type job, hvor han kan tage sig af at dele det hjemlige med topchefen nogenlunde ligeligt. Tilsvarende problemer har de mandlige chefer ikke. I de fleste tilfælde har familien truffet et valg om, at konen passer hus og børn ved siden af et mindre krævende job, og manden fremfører sin tak for, at det uden hende derhjemme aldrig ville kunne lykkedes, og de er også kede af, at de ikke fik deres børn at se nok som små.

Mon ikke vi skulle vende tilbage til nogle af spørgsmålene i indledningen og se nærmere på, om 8 % er godt nok for kvindelige bestyrelsesmedlemmer i de børsnoterede virksomheder i Danmark. Rækker talentmassen blandt kvinderne ikke til mere, eller accepterer vi bare Jørgen Mads Clausens påstand om, at mænd bare er bedre. Jeg tror ikke Danmark har tid til at vente, hvis Norge, Sverige, Spanien og andre lande finder hurtigere metoder til at fange kvindernes talenter som både moderne topchefer og bestyrelsesmedlemmer.

søndag den 17. december 2006

Sæson for kalkunjagt og huller i spindet

Det var Dansk Folkeparti, der fældede Lars Barfoed, men det er medierne, der gennem for en gang skyld meget vedholdende og dygtig journalistik har afsløret, hvor galt det står til med den højt besugne danske fødevaresikkerhed

Christiansborg har sin egen særlige form for politisk mobning. Den går under navnet kalkunjagt. Det er en jagt på nemme og meget synlige mål i form af svage eller lettere skadede ministre, som ikke længere kan bevæge sig så hurtigt og elegant i det politiske terræn.

Som regel kommer de politiske kalkunjægere tomhændede hjem trods det svage bytte. Så har byttet fundet beskyttelse inden kuglerne rammer eller de rammer ved siden af. I onsdags blev en undtagelse med Lars Barfoeds dramatiske afgang som minister.

Tidspunktet for kalkunjagter er som regel, når regeringer er midt i en anden valgperiode, og ministrene har haft tilstrækkeligt lang tid til at blive gjort ansvarlige for et eller andet, der går galt, og som de ikke kan være så heldige at beskylde forgængerne for at have gjort. Jagtselskabet består af utålmodige oppositionspolitikere i en stærk kombination med medierne på jagt efter det slidstærke stof som rigtige skandalesager er gjort af.

Familie- og forbrugsminister Lars Barfoeds ufrivillige afgang som minister blev ikke et ydmygt men et bittert farvel, og hans tvangsfjernelse har udløst en betydelig krise mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Det er DF, som har fyret jagtriflen af mod Lars Barfoed, men det er rent faktisk medierne og ikke hverken oppositionen eller Rigsrevisionen, der har lagt patronerne til rette ved dygtigt at afsløre markante huller i den danske fødevaresikkerhed.

DRs forbrugermagasin Kontant lagde ud i foråret med i flere omgange at vise eksempler på salg af store mængder gammelt kød, som kødkontrollen ikke kontrollerede, selv om man var advaret om sagen. Ekstra Bladet, Jyllands-Posten og flere andre medier fulgte op og skandalerne stod i kø i overskrifterne.

I starten af april i år prøver oppositionen så at vælte Lars Barfoed første gang, men jagten må afblæses, da Dansk Folkeparti ikke vil være med. Men Dansk Folkeparti ville sætte deres egen politiske troværdighed totalt på spil, hvis de efter Rigsrevisionens og Statsrevisorernes kritik i denne uge fortsat skulle frede Lars Barfoed. Hele forløbet onsdag aften tyder på, at regeringen ikke havde forudset, at Pia Kjærsgaard ville turde afskrive Lars Barfoed på trods af statsministerens opbakning til ham. Men Pia Kjærsgaard havde ikke noget reelt valg, og Barfoed havde ikke opsparet nok politisk kapital og goodwill til at imødegå kritikken.

Rundt omkring i jagtterrænet i denne omgang har også været andre trofæer, som dog ser ud til at klare frisag. Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen har været der på grund af de lange ventetider i kræftbehandlingen og en garanti, der mere viste sig at være en slags hensigtserklæring. Og trafikminister Flemming Hansen har også været i skudlinjen for indtil flere kritiske DSB-sager senest om den blå asbest.

Det er interessant at iagttage fra den forløbne uge, at alle regeringens stærke mediekræfter blev sat ind på intenst at forhindre problemer for statsministeren selv og forsvarsminister Søren Gade med den meget omtalte dokumentarfilm ”Den hemmelige krig”, lige som presseberedskabet har været intenst rullet ud omkring sundhedsminister Lars Løkke Rasmussens søgang i medierne om
behandlingsgarantien. Her skulle der ikke være noget at komme efter.

Lars Barfoed måtte nøjes med at varme sig på statsministerens støttende ord på et pressemøde i tirsdags for så dernæst selv at gå af med brug af politiske kraftudtryk som hyklere om det Dansk Folkeparti, der trak tæppet væk under ham. Hele affæren vidner om en mediestrategi og en mediestyring i regeringen, der sejler for åbent oprørt hav lige for tiden.

Der er til gengæld grund til for pressen at rose sig af, at det var den, der afslørede den ringe tilstand, som vores fødevaresikkerhed har været i. Men hvis udviklingen i medierne ellers følger den sædvanlige praksis, så skynder vi os nu videre til næste sag. Vi tjekker først ind på fødevaresikkerheden igen, når nogen igen er blevet syge af mugne hindbær eller råddent kød.

På samme måde med kræftbehandlingen og ventelisterne. De historier kan skrives en gang om året. Stor ståhej og masser af uro i et par uger, og så går vi videre til næste sag. Det er sjældent de fast tilbagevendende reprise-sager i medierne lige frem koster en minister posten. Fordi medierne ikke holder fast og graver så dybt i sagerne, som de burde.

Det var Politiken som bragte den tvivlsomme behandlingsgaranti til kræftpatienterne frem. Det var Radioavisen, som bragte sagen om DSB og deres manglende kontrol med den blå asbest i togvognene frem i lyset. Nogen taler meget i disse tider om, at alt bliver for overfladisk, og at vi har alt for mange medier og alt for mange nyhedsudsendelser. Men ingen af de nævnte minister-sager her er uvæsentlige døgnfluer af historier, som der ellers er mange af i medierne. Den danske presse er heldigvis ikke blevet forvandlet fra vagthund til skødehund. Endnu.

fredag den 15. december 2006

Nye bud på internationale nyhedskanaler

FRANCE24 OG AL JAZEERA INTERNATIONAL BØR GIVE OS ALLE I MEDIEVERDENEN NOGET AF TÆNKE OVER. DE UDVIDER NYHEDSBILLEDET OG NUANCERER KONFLIKTERNE OM BÅDE RELIGION OG POLITIK.

Nu er der nye og meget spændende internationale bud på markedet for 24 timers nyhedskanaler, hvis du skulle være kørt træt af TV2 News, CNN eller BBC World.

Den 15. november åbnede Al Jazeera en engelsksproget international udgave af den arabiske 24-timers nyhedskanal og for få dage siden havde den nye franske France24 nyhedskanal premiere med en fransk og en engelsk udgave. En arabisk og en spansk udgave af France24 følger til næste år. Både France24 og Al Jazeera kan hentes gratis i live-versioner på nettet i modsætning til BBC World og CNN, som tager penge for deres netversion.

Både Al Jazeera International og France24 er efter min mening værd at stifte bekendtskab med. De er begge professionelle kanaler. De udvider nyhedsbegrebet og perspektivet på nyhederne. De er mindst lige så interessante på analyser og kommentarer som BBC og CNN, men det er meget ofte andre politikere og ekspertkilder som anvendes end dem, vi er vant til at se på de andre internationale nyhedskanaler. Ikke mindst når det gælder Mellemøsten og Afrika, så udvider de to nye kanaler udsynet og giver nogle andre indfaldsvinkler. Men det gælder faktisk også, når det drejer sig om den europæiske dækning.

France24 er som nævnt det nyeste skud på stammen. Kanalen blev født i forbindelse med den franske modstand i 2003 mod at invadere Irak. Den franske præsident Jacques Chirac var vred over den ensidige negative dækning af den franske og tyske holdning til krigen på de internationale nyhedskanaler CNN og BBC World og flere andre steder. Franskmændene har længe forsøgt at gøre EuroNews til det europæiske modstykke til CNN uden held. Nu har vi så den rene vare - det franske modstykke til CNN - France24. Kanalen er søsat som et samarbejdsprojekt mellem den populære private station TF1 og de franske statsejede public service kanaler. 170 medarbejdere med en gennemsnitsalder på 33 år, et budget på 80 mio. euro i ryggen og et nyhedsbudskab med fransk udgangspunkt til potentielt 250 millioner mennesker er i gang med opgaven.

Deres åbningshistorie forleden var historisk nok Baker-Hamilton-rapporten om Irak-strategien, der anbefalede en gradvis tilbagetrækning af tropperne fra 2008. Den engelske udgave af France24 med en kendt tidligere CNN studievært som gennemgående figur har haft nogle startvanskeligheder men kører nu som den skal i et topmoderne studie, der minder en del om TV2 News i sin hvide indretning og med et aktivt nyhedsrum som baggrund.

Medarbejderne har alle skrevet under på stations værdigrundlag, hvor af det fremgår, at formålet med nyhedskanalen er at sprede de franske værdier, fransk kultur og fransk livsstil til hele verden, lige som de skal udbrede en debatform, præsentere modsætninger og konfrontere udsagn og synspunkter, så det er muligt bedre at forstå, hvad der foregår i verden omkring os. Stationen vil ligeledes bestræbe sig på en dybere dækning af Europa, Afrika og den arabiske verden.

France24 levere i sin franske udgave den alternative journalistiske form og stil, som også karakteriserer de traditionelle franske nyhedsudsendelser, og der er noget at hente i forhold til et bredere udsyn til Afrika og den arabiske verden. Når det gælder den europæiske dækning, så kommer der også andre aspekter på EU-spørgsmålene end dem, vi er vant til at se. Trods sit stramme 24-timers nyhedshjul med masser af gentagelser, formår stationen alligevel at have de perspektiverende interviews med i tilbuddene.

Al Jazeera baner vejen

Al Jazeera har været den arabiske verdens svar på CNN siden 1996, men den nye internationale udgave på engelsk har alligevel været imødeset med spænding. ”En oase af ytringsfrihed midt i en ørken af diktaturer” er stationen blevet kaldt af dens varme tilhængere. Hvad emiren af Qatar, som ejer kanalen, har af bagtanker med lanceringen af den internationale udgave meddeler han ikke selv til offentligheden, men personligt tror jeg, at kanalen frit tilgængelig på Internettet og på adskillige millioner tv-apparater i den vestlige verden vil kunne give muslimerne uden for Mellemøsten en anden mulighed for identifikation med nyhedsbilledet end de får på deres nationale kanaler.

En amerikansk kommentator fra The New York Sun, Brendan Bernhard, skrev i forbindelse med lancering en, at kanalen i løbet af få dage efter premieren den 15. november blev oplevet som en ydmygelse af den amerikanske udgave af CNN, MSNBC og Fox News - de store amerikanske nyhedstilbud - p.g.a. dens langt større udsyn til verden og globale præg.

Al Jazeera International drives i høj grad af tidligere BBC ansatte redaktionelle chefer og reportere med den legendariske Sir David Frost i spidsen, som nu kan ses som vært for programmet ”Frost Over the World” på den arabiske 24-timers kanal. Hans første gæst var i øvrigt Storbritanniens premierminister, Tony Blair.

Det interessante ved at se Al Jazeera International er ikke alene der globale udsyn, de præsterer. Det er også, stationens forsøg på at give os andre vinkler på, hvad der sker her i Europa. Kanalen har bl.a. et program med titlen ”Listening Post” som laves af den tidligere BBC reporter, Rageh Omaar. Han prøvede forleden at lave en rapport fra Dewsbury i det nordlige England, som er blevet kendt som stedet, hvor en af lederne af det seneste terrorangreb i London havde opholdt sig i seks måneder, og fordi en 23 årig studerende fra dette område måtte i retten for at insistere på at bære niqab i skoleklassen - den lange sorte beklædning, som kun efterlader øjnene synlige.

En tredjedel af byen er muslimer. Reporteren fra Al Jazeera tog til Dewsbury for at finde ud af, om der nu var så dyb og stor en konflikt mellem det muslimske miljø og de øvrige beboere i området, som den britiske presse har fremstillet det. I første omgang blev tv-holdet på vej rundt i byen mødt af en stor gruppe vrede unge mænd, som i ikke særlige pæne og utvetydige vendinger bad tv-holdet om at forsvinde langt væk. Først da de blev klar over, hvor tv-holdet kom fra, blev der basis for en dialog og nogle interessante interviews, som viste, at de bare var trætte af, hvordan den britiske presse havde fremstillet stedet som nærmest en terrorist-rede præget af politisk og religiøs konflikt. De kunne ganske enkelt ikke identificere sig med det billede, som medierne tegnede af dem og deres by.

Man kunne jo stille det interessante spørgsmål, om der virkelig skal en reporter fra Al Jazeera til at fortælle englænderne, hvad der foregår i England, eller danskerne, hvad der egentlig foregår i Vollsmose eller Gellerupparken.

Hold øje med varedeklarationen

Rusland fik for et år siden sin engelsk-sprogede 24-timers nyhedskanal ”Russia Today”. Siden 1999 har Channel NewsAsia, som sender fra Singapore, eksisteret. Indien har sin 24 timers nyhedskanal. Iran arbejder på at etablere en nyhedskanal kaldet ”Press”. Den kinesiske regering overvejer en 24-timers kanal, og det samme gør private investorer i forhold til en 24 timers pan-Afrikansk tv-kanal. Der bliver nok at vælge i mellem. Både statsejede eller statsdirigerede kanaler og fri og uafhængige kanaler. Men det er jo ikke uvæsentligt at vide, hvilke kanaler, der er propagandasendere og hvilke, der drives efter uafhængige redaktionelle principper og uden censur.

søndag den 10. december 2006

AVISER DE ER DA GRATIS...

I adskillige årtier rasede priskrigen på aviser. Abonnementerne blev foræret væk for at sikre opretholdelsen af læsertallene af hensyn til annonceindtægterne. Nu har vi så fået gratisavis-krigen. Nu foræres aviserne helt væk. Til gengæld udkommer de nye daglige husstandsomdelte af dem kun som tilfældige punktnedslag og i dele af landet. Så præcis hvor mange læsere, der er til dem, det er foreløbig ovre i lotteriafdelingen.

Betalingsaviserne har ført stor reklamekampagne til mange millioner for, at redaktionelt kvalitetsindhold koster penge. Nu fører nogle af de samme aviskoncerner reklamekampagner for, at redaktionelt kvalitetsindhold er gratis, hvis bare det er lavet i kortere form og pakket ind i en anden type avis. Og på nettet konkurrerer bladhusene benhårdt med tilførsel af stadig flere ressourcer på at servere stadig flere nyheder helt gratis.

Man kan i hvert fald ikke påstå, at vi 5 millioner danskere ikke har noget at vælge i mellem, når det gælder medier. På den anden side forekommer det en anelse usandsynligt selv med opbyggelsen af den aller største optimisme på mediernes vegne, at vi også om nogle år har det antal gratisaviser og betalingsaviser, som vi ser i dag.

Gratisaviser er kommet for at blive

Hvis man vurderer kvaliteten af gratisaviserne i Danmark, så er den relativ høj. Gratisaviserne er jo en international trend, og vi mangler at se om det argument holder stik, at mange og gode gratisaviser får de unge til at vænne sig til avislæsning, så de som ældre vælger ligefrem at betale for deres avis for at få andet og mere for pengene.

Gratisaviserne er jo en slags Internet på print. Et mylder af korte nyheder i simpel ”hvem, hvad, hvor, hvornår”-format. Et øjebliksbillede, som giver en hurtig, kort opdatering. Det er en valgmulighed for at slå tiden ihjel nogle minutter, mens man venter på næste tog eller bus. Og det er en mulighed for hurtigt om morgenen at bladre nyhederne igennem der hjemme, hvis man er så heldig at få en af de nye husstandsomdelte aviser, hvis man altså bor i det rigtige distrikt, og hvis de altså har et bud, der kommer forbi bare et par gange om ugen.

Gratisaviserne er ikke et forbigående dansk fænomen. Selv om mange regner med, at der bliver lukket og slukket igen meget hurtigt på det danske avismarked for daglige husstandsomdelte gratisaviser, hvis først det lykkes Berlingske og JP/Politiken med henholdsvis Dato og 24 timer at kvæle den islandsk ejede Nyhedsavisen, så tror jeg personligt, at gratisaviserne er kommet for at blive. Vi vil se flere af dem, og vi vil komme til at se en større mangfoldighed i dem.

Den svenske MTG-koncerns satsning på Metro-aviserne var en original idé i markedet, som mange nu kopierer. Trafikavisen tog udgangspunkt i, at det var et brugerbehov, som ingen andre havde udnyttet, og ikke i at annoncemarkedet manglede en ny afsætningskanal. Metro-aviserne med MetroXpress i Danmark ramte ud over et upåagtet brugerbehov også et alderssegment i markedet, som betalingsaviserne ikke magtede at komme i kontakt med. Og faktisk kunne vi have forudset det hele i den danske avisbranche.

Adskillige år før Metro-avisen i Stockholm blev lanceret som den første trafikavis lavede de danske dagblade undersøgelser som viste, at de unge havde et andet syn på aviser end de ældre generationer. Aviser var for dem det samme som alle mulige andre varer på hylderne i et stort supermarked, og hvis man skulle slå nogle minutter ihjel mellem to andre opgaver eller en ventetid et eller andet sted, så kunne de bruge en avis, men vel at mærke, hvis den var gratis. Ellers glem alt om fars og mors kedelige avis.

Hertil kom at de unges avis skulle have en kort journalistisk overbliksform med masser af historier, masser af indgange, masser af små korte klip og en blanding af nyheder og underholdning, som kunne være svær for gamle betalingsaviser med indbyggede traditionelle væsentlighedskriterier at sluge. Analyserne blev lagt på hylden. Og en medievirksomhed med udgangspunkt i TV (i Danmark repræsenteret ved bl.a. TV3) skulle blive opfinderen af den trafikomdelte gratisavis, der efter en hård opstart har ramt noget i markedet. Og bemærkelsesværdigt nok ramte MetroXpress og de andre Metro-aviserne det uden at blive en plat kopi af tabloidaviserne. I stedet har de lagt sig genremæssigt mellem de gamle morgenaviser og tabloidaviserne.

Kampene om gratisaviserne andre steder i verden er ikke mindre end her i Danmark - snarere tværtimod. London er vel det mest indlysende eksempel. Og det er nogle af de største spillere på markedet, der har begivet sig ind i gratisavismarkedet i kølvandet på pioneren Metro. Det er nu også Rupert Murdoch med hele hans verdensomspændende medieimperium og nogle af de andre rigtigt store mediespillere der hopper med på gratisavis-vognen.

Betalingsaviserne i det røde ocean

Jeg tror ikke, det bliver gratisaviserne, der bliver det største problem for betalingsaviserne, det bliver Internettet. Det bliver på Internettet, at den største økonomiske kamp mellem mediehusene bliver udkæmpet på længere sigt, men gratisaviskrigen bliver et mellemstep. Det er på Internettet, der er ved at være grøde i indtægterne. Det er her rubrikannoncerne forsvinder hen. Mens avisernes annoncemarked kun fik 2 % af tilvæksten på 8 % i 2006, så har Internettet fået hele 48 %. Bare en lille smagsprøve på den kommende udvikling.

Economist spåede i august i år, at over de næste par årtier vil over halvdelen af den vestlige verdens betalingsaviser lukke ned. Der udkommer nu daglige oplag på 28 millioner gratisaviser i Europa og USA. De udgør 16 % af det daglige oplag i Europa, og det tal er stigende kraftigt.

Hvad gør betalingsaviserne? De har skåret ned på antallet af journalister for at få butikken til at løbe rundt, trimmet organisationen og indrettet sig på mere at følge brugernes behov. De skifter stofområder til underholdning og livsstil for at tilpasse sig læserne og ud ryger nogle af de gamle traditionelle områder. De skærer ned på deres råstyrke og kapacitet til den selvstændige, originale journalistik. De lægger om til tabloid-størrelse for at imødekomme de yngre læsere. De investerer i gratisaviser. Men vil det få dem til at overleve? De fleste af dem mangler desværre at finde den originale ide - særpræget.

Management by panic er det blevet kaldt, hvad der foregår i avishusene for tiden. Murduch har udarbejdet en strategi om at opkøbe de værste af de nye konkurrenter på nye medieområder til sit eget imperium af gamle medier for at være sikker på også at sidde på næste generations medier og selv være den, der kører kanonen i stilling. Management by selfdestruction er det blevet kaldt, da hans selskab News Corp. købte Internet-community-portalen MySpace sidste år for omkring fire milliarder kroner. MySpace har for tiden omkring 115 millioner registrerede brugere fra hele verden.

Er det det, dagbladene gør? Øvelsen går vel ud på at vinde annoncemarkederne - eller rette sagt at holde på dem. Men annoncørerne følge læserne, så det forudsætter, at dagbladene vinder kampen om fremtidens læsere og finder frem til bedre at udfylde deres behov. Og nu skal de både overbevises om at god journalistik er gratis og at god journalistik koster penge. Det er en ret svær øvelse.

Jeg var forleden til en konference for at høre professor Chang Kim, forfatteren til Blue Ocean Strategy-bestsellerer bogen som man jo simpelthen skal have læst nu om dage, hvis man vil kunne sige det rigtige ved direktørfrokosterne.

Der er ingen tvivl om, at store dele af mediebranchen befinder sig i det, som han kalder de røde oceaner. Der, hvor der konkurreres på marginalerne og på prisen, og hvor alle laver kopier af hinanden. Her konkurrerer man hinanden til døde - heraf farven og betegnelsen ”de røde oceaner”. Det handler ikke om politik, skal jeg understrege.

Overfor det står virksomheder som formår at tænke i de blå oceaner. Der hvor konkurrencen ikke er så stor endnu, der hvor strategien er original og produkt, processer og arbejdskraft hænger sammen på en fornuftig måde med lave omkostninger. Professor Chang Kim talte om, at det ikke handler så meget om at udvikle nye produkter. Det handler om at udvikle nye ideer og værdier baseret på brugerbehov og til så lave omkostninger som muligt. De første af gratisaviserne - trafikaviserne - fandt et hul i markedet. De udviklede en original strategi, et produkt med høj kundeværdi, med den rigtige segmentering af indholdet og med lave omkostninger.

Jeg tror, at kundeværdi i form af tilfredsstillelsen af konkrete behov, vision og originalitet i indholdskoncept, tilgængelighed og brugerrelevans samt flermedial eksponering og tilgang er afgørende for en strategi, der skal ramme det blå ocean, hvor man overlever. Det handler om at forudse, hvor læserne har lyst til at svømme rundt om 2-3 år, hvordan deres livsstil, medieforbrug, arbejdsrutiner, transportforhold og meget andet ser ud. Det handler om at finde ud af, hvad det er for informationer, vi vil søge hvor og hvornår som fremtidens medieforbrugere. Hvis mediehusene kun har kræfter til at kæmpe om dagen og vejen nu og i morgen, så forbliver de i de røde oceaner med den kortsigtede kamp om markeds-marginalerne. Så får vi desværre ikke et spændende og levedygtigt dansk avismarked om 10 år. Medieforskerne på dagbladsområdet er altid så kloge på at kigge bagud. Lad os se en forskning der i stedet kigger ind i fremtidens marked.

onsdag den 6. december 2006

Den hemmelige krig og en vigtig debat

”Der er så meget i den sag - NUL!”

Det citat fra statsminister Anders Fogh Rasmussen og en meget sigende håndbevægelse fra dagens spørgetid i Folketinget, der aftegner hvad han virkelig mente med nul, vil omgående ryge ind i arkivkategorien af historiske tv-klip på linje med andre berømte klip som ”Der er ikke noget at komme efter” (også Anders Fogh Rasmussen) og ”Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet” (tidl. statsminister Poul Schlüter) eller den om Dansk Folkeparti, der aldrig bliver stuerene (tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen).

Efter flere dages politisk opstandelse om Christoffer Guldbrandsens dokumentarfilm med navnet ”Den hemmelige krig”, får danskerne endelig mulighed for i morgen aften på DR2 med egne øjne at se, hvad hele debatten handler om. Det er nok den mest langtrukne medielanceringsplan, der længe er set for en så kontroversiel dokumentarfilm. Allerede i fredags blev nyheden sluppet løs i flere medier. I mandags blev filmen vist for et indbudt publikum af politikere, mediefolk og eksperter. Og dermed blev debatten skruet op i det højrøde felt blandt de indviede, mens resten af befolkningen lettere måbende kunne høre oppositionen tale om stærk mistillid til regeringen og afgivelse af fejlagtige oplysninger til folketinget, og regeringspartiernes ordførere gav igen med udtalelser om ”en tendentiøs film”, ”et mediestunt” og et stort nul pakket ind i god markedsføring.

Regeringen gik i stilling allerede i går til kommunikationsmæssig ”damage control” ført an af både statsministeren og forsvarsministeren med meget bastante afvisninger af filmens indhold. De juridiske eksperter luftede potentialet til en sag om vildledning af Folketinget - ja lige frem en eventuel rigsretssag. Kommunikationseksperterne og spindoktoranalytikere stod også klar i starthullerne og forudså store vanskeligheder for regeringen.

Jeg havde lejlighed til at se filmen i mandags. Glæd jer til at se en meget grundig, tankevækkende, dramaturgisk flot klippet dokumentarfilm, som for første gang kaster et kritisk lys på de danske elitestyrkers indsats i Afghanistan. Den postulerer ikke at være objektiv. Christoffer Guldbrandsen har sat sig for at efterprøve, hvad der skete med de 31 tilbageholdte i de dansk elitestyrkers varetægt, som i overensstemmelse med den militære instruks blev overleveret til amerikanerne. Hans konklusion er, at det tætte sammenhold med USA og mellem den danske statsminister og den amerikanske præsident har fået den danske regering til at i bedste fald at lukke øjnene for, hvad der er sket i Afghanistan i de amerikanske fangelejre, i værste fald at holde det skjult for offentligheden og Folketinget.

Når jeg lytter til og læser, hvad der siden i mandags er sagt og skrevet i medierne om den film, som meget få endnu har set, så savner jeg nogle overordnede refleksioner. Filmens markante påstande er:

- At de danske elitestyrker i Afghanistan i 2002 tog fanger i flere tilfælde end dem, der er blevet afgivet oplysninger til Folketinget om. Flere amerikanske officerer bekræfter i filmen, at det er tilfældet. Der tales om et noget upræcist antal på 5-6 gange.

- At de amerikanske soldater ikke behandlede fangerne, som de bl.a. fik overleveret fra de danske styrker, efter Geneve-konventionernes principper om beskyttelse af krigsfanger. Tidligere amerikanske forhørsledere bekræfter det i dokumentarfilmen og fortæller om, at forhørene ikke kørte efter bogen og reglerne. Der tales direkte om en daglig praksis i fangelejren, som vi andre ikke ville tøve et sekund med at kalde tortur.

- At de danske styrker overleverede fanger til amerikanerne, selv om de måtte have vidst, at de ikke blev behandlet efter konventionerne i fangelejren i Afghanistan, og selv om de havde udtrykkelig besked på, at tilfangetagne - ifølge den danske politiske beslutning om involvering i Afghanistan - skulle behandles med respekt for Geneve-konventionerne. Påstandene understøttes i filmen dels af en dansk tolk, der arbejdede i fangelejren, dels af en jægersoldat, der udtalte sig anonymt. Desuden medvirker den amerikanske reporter fra Washington Post som beskrev en mishandling af de 31 fanger i sin avis. Hans oplysninger om de 31 sammenlignes i filmen med de fanger, som de danske soldater har tilbageholdt. Beskrivelsen ser ud til at passe. Filmen stiller spørgsmålet, om forsvaret og den danske regering har lukket øjnene for, hvad der skete i den amerikanske fangelejr.

- Forsvarets ledelse beskriver, hvordan man har registreret hver enkelt af de 31 tilbageholdte fanger i marts 2002, men registeroplysninger er nu smidt væk. De tilbageholdte viste sig ikke at være fjendtlige talibankrigere men faktisk en del af de afghanske sikkerhedsstyrker. Derfor blev de løsladt efter et par dage i den amerikanske lejr, og aktionen var en fejltagelse. I dokumentarudsendelsen interviewes flere af de tilbageholdte, som omtaler at de fik slag og spark og måtte tåle hårde afhøringsmetoder.

Statsministeren og forsvarsministeren afviser på det bestemteste at have kendskab til, at danske styrker i Afghanistan har tilbageholdt flere end de allerede kendte antal fanger. Statsministeren og forsvarsministeren afviser, at have kendskab til tortur eller mishandling i de amerikanske fangelejre, og det er baseret på oplysninger indhentet fra det amerikanske forsvarsministerium. Der er nul indhold i sagen, mener regeringen. Nu må Folketinget og alle vi andre afvente statsministerens uddybende redegørelse om sagen og i mellemtiden kan alle så få lejlighed til at se filmen.

Øvelse til forsvarets kommunikation

Til min refleksion over denne sag hører to andre ting. Den ene handler om forsvarets optræden i dokumentarfilmen. Den anden handler om mediernes behandling af den danske involvering i Afghanistan.

Forsvarskommandoen har 52 mand ansat i et nyt mediecenter med alt muligt moderne kommunikationsudstyr fra tv-studie til online-faciliteter. Der bliver medietrænet og arbejdet med professionel kommunikation som en del af det imageskabende omkring forsvaret. Ingen kan have noget imod en professionel kommunikation fra forsvaret.

Forsvarets nyindstiftede kommunikationspris 2006 blev uddelt af forsvarsminister Søren Gade for nogle måneder siden og givet til oberstløjtnant Hans-Christian Mathiesen, som indtil i sommer var chef for forsvarets kommunikationssekretariat. Nu er han chef for det andet hold af danske soldater som gør tjeneste i det sydlige Afghanistan. "I din dialog med medierne har du udvist stor forståelse og respekt for deres arbejdspræmisser. En forståelse der - sammen med din fattethed og dit glimt i øjet - har været med til at sikre, at dine budskaber er gået igennem," sagde forsvarsministeren blandt andet i sin tale.

I Christoffer Guldbrandsens film ser vi samme Hans Christian Mathiesen overvære et interview med elitestyrkernes chef for aktionen i Afghanistan i 2002, som Mathiesen afbryder, da spørgsmålene bliver for nærgående, og interviewofferet roder sig ud i svære problemer. Efterfølgende bringer Guldbrandsen en lydoptagelse af en samtale med Mathiesen, hvor journalisten uden omsvøb får at vide, at han er blevet for besværlig og stiller for mange besværlige spørgsmål, så derfor skal journalisten regne med at blive lagt på is.

Guldbrandsen afslører også, at forsvarschefen har hukommelsestab, på et afgørende punkt om en afgørende samtale i sagen. Jeg er sikker på, at dokumentarudsendelsen vil indgå i øvelsesprogrammet ude i forsvarets mediecenter i fremtiden. Det med åbenheden og forståelsen for pressens arbejdsvilkår ligger lidt i ruiner nu i offentligheden.

Succeshistorie til salg

Til sidst lidt om mediernes dækning af de danske styrker i Afghanistan. I modsætning til Irak-situationen er det lykkedes forsvaret hidtil at ”sælge” de danske operationer i Afghanistan som en succeshistorie. Både den del som i starten handlede om de farlige og hemmelige aktioner med elitestyrkerne og den efterfølgende indsats med at skabe sikkerhed og bidrage til genopbygningen af landet.

Selv når de danske soldater kom i den hårde skudlinje i det sydlige Afghanistan og måtte opgive en udsat bastion i det aller farligste område blev det til en positiv historie. De danske medier har på skift fået mulighed for at flyve ud til Afghanistan og følge operationerne. Resultatet har været positive historier. Hvis der begyndte at komme usikkerhed og spørgsmål til, hvad vi egentlig laver der i de hårdeste områder af landet, så blev der sendt et hold politikere der ud på besøg.

Krigen mod terror udkæmpes fortsat i Afghanistan fire år efter, at den startede. Det er sikkert en vigtig og rigtig opgave, de danske styrker udfører, men har vi rigtigt gjort os klart her i Danmark, hvad det indebærer at kæmpe mod terrorister, eller er vi ofre for en illusion om, at den slags kan foregå efter bogen og alle konventionerne, når man ofte ikke aner, hvem der er ven, og hvem der er fjende i den slags krigførelse? Har vi klare og sikre garantier for, hvad amerikanerne gør med de tilbageholdte, som de fanger i Afghanistan i dag? Hvordan kan der være et så skærende misforhold mellem udtalelserne fra amerikanerne i dokumentarfilmen samt et par danske kilder og så svarene fra Pentagon? Filmen "Den hemmelige krig" rejser mange gode spørgsmål.

tirsdag den 5. december 2006

DEMOKRATIET OG PRESSEFRIHEDEN VANDT

Frifindelsen af de to Berlingske-journalister og deres chefredaktør for uberettiget at have videregivet fortrolige oplysninger fra Forsvarets Efterretningstjeneste er en foreløbig lykkelig udgang på en retssag, som aldrig nogensinde burde have været rejst.

I den afgørende balancegang mellem hensynet til statens sikkerhed og pressens både ret og pligt til at viderebringe oplysninger af åbenbar almeninteresse er Københavns byret nået frem til den konklusion, at argumenterne talte tungest til fordel for det sidste. Man må håbe, at anklagemyndigheden i de kommende dage lader det blive ved det, og at sagen ikke ankes.

Hvis retten skulle være kommet frem til den modsatte konklusion på lige præcis det her foreliggende grundlag, så ville det have været en helt urimelig beskyttelse af en institution som Forsvarets Efterretningstjeneste og af det politiske system i forhold til den åbne og grundige debat, som burde være en forudsætning i ethvert demokrati, når politikerne overvejer noget så fundamentalt og principielt som at sende danske soldater i krig.

Hvis retten ikke var kommet frem til, at offentliggørelsen af de papirer, som Frank Grevil lækkede til Berlingske Tidende, lå inden for den åbenbare almeninteresse, så ville den pressefrihed i Danmark, som vi ellers roser os selv så meget af, have fået et ganske alvorligt problem.

Selv tre år efter folketingsflertallets beslutning om at sende Danmark i krig i Irak i 2003 kan denne sag mod Berlingske journalisterne stadig bringe sindene i kog. Det kan den, fordi den er så principiel for pressen, lige som den tilsyneladende er det for myndighederne. Hvad de færreste imidlertid i offentligheden har noteret sig er, at Forsvarets Efterretningstjenestes chef under retssagen mod journalisterne ikke engang selv har kunnet argumentere med, at selve indholdet af de oplysninger, der blev offentliggjort i Berlingske Tidende, var særlig problematisk for landets sikkerhed. Faktisk var notaternes indhold sammenstykkede oplysninger fra åbne og tilgængelige amerikanske og britiske kilder.

MISBRUG AF TERRORTRUSLER

Det var alene Efterretningstjenestens omdømme, der stod på spil, fordi det selvfølgelig altid er pinligt, når der er en lækage i systemet og når navne på konkrete samarbejdspartnere blandt de andre efterretningstjenester offentliggøres. Men den slags hænder jo trods alt også for kollegerne i andre lande, og når lækagens indhold begrænser sig til nogle oplysninger, der alligevel kom fra åbne - det vil sige offentligt tilgængelige kilder - så er det pinlige måske til at overse. Desuden har Frank Grevil allerede betalt prisen for at være årsag til lækagen, idet han blev dømt skyldig den 23. september 2005 og fik fire måneders fængsel.

Det eneste interessante ved de papirer, der blev offentliggjort i Berlingske, var et rent dansk, politisk anliggende. Det var, at Forsvarets Efterretningstjeneste tog nogle forbehold for oplysningerne om Saddam Husseins besiddelse af masseødelæggelsesvåben, som den danske regering valgte ikke at tage på tilsvarende måde i sine udtalelser til Folketinget. Disse forbehold for visse af de amerikanske oplysninger blev afleveret til regeringen få dage før vedtagelsen i Folketinget af beslutningsforslaget om at Danmark skulle deltage i krigen i Irak, men de blev ikke gjort tilgængelige for de politiske partier heller ikke i fortrolig form.

Danmarks engagement i Irak deler stadig den danske befolkning nu, som det gjorde det dengang. Berlingske-sagen handler ikke om man er for eller imod Danmarks engagement i Irak. Den handler om de oplysninger, som de danske politikere havde til rådighed, da de traf beslutningen om at gå i krig. Den handler om, hvad regeringen byggede sine argumenter på, og hvad dens egne efterretningskilder fortalte regeringen. Tilsvarende diskussioner om har længe været i gang både i USA og Storbritannien.

Pressen skal ikke for enhver pris offentliggøre fortrolige efterretningspapirer. Medierne bærer et ansvar, som det også er fastslået i straffeloven, for at en sådan offentliggørelse ikke kan bringe landets sikkerhed i fare. Men der er i dag en meget klar risiko for, at myndighederne med henvisning til terrortrusler, landets sikkerhed og sikkerheden for de danske soldater udsendt i Irak eller Afghanistan lukker offentligheden ude fra at få kendskab til væsentlige politiske beslutninger eller militære instrukser, som Folketinget burde have kendskab til, og som pressen burde have haft mulighed for at kontrollere.

søndag den 3. december 2006

NYHEDS-UNDERHOLDNING I HVID INDPAKNING

TV2 har fået sin nyhedskanal. Danskerne har fået flere valgmuligheder, når de vil have hurtige nyheder. Spindoktorerne, virksomhederne, organisationerne og alle de professionelle meningsmagere i Danmark har fået endeløse afsætningsmuligheder til en umættelig nyhedskanal. Nyhedspulsen i Danmark er gået et par slag op i hastighed siden i fredags.

Inden premieren på TV2 News rykkede hele det sædvanlige kor af mediebekymrede i felten. Danmark er for lille til en 24 timers nyhedskanal. Vi tager skade af at se så mange nyheder. Hvorfor skal vi påduttes dårlig samvittighed over ikke at have lyst til hele tiden at skulle opdateres? Sådan lød advarslerne.

Jeg er begejstret for, at Danmark har fået en 24 timers nyhedskanal. Det er med nyhedskanaler som med sprøjtemidler. Anvendes de med omtanke i små doser, så har de en høj nytteværdi. Anvendes de forkert og i alt for store mængder, så kan de være særdeles skadelige og giftige.

En nyhedskanal kan være et glimrende kosttilskud til alle de øvrige muligheder, vi har som medieforbrugere, hvis man ikke nøjes med den alene. Men den kan også i dårlig udførelse ende med at skabe et opblæst, overdramatiseret, nyhedsbillede uden proportioner og med et totalt misbrug af ”breaking news”-effekten. Det er ikke til at sige endnu efter 2 ½ døgn, om TV2 News ender som vitaminer eller junkfood på nyhedsbordet.

Flere danske nyheder søges

24-timers nyhedskanaler er og bliver nyhedsunderholdning. Verden over bliver den slags kanaler krydret med små lette magasin-programmer om alt fra mode og biler til politik og finans, præcis som TV2 News bliver det. Der er ikke meget dansk særpræg over det koncept, som så dagens lys i fredags, under det heller ikke ligefrem danske navn TV2 News. Er der et dansk særpræg må det ligge i det helt upersonlige, hvide badeværelsesagtige studie, som TV2 News afvikles i. Det ville med sikkerhed ingen international kanal have fundet på. Som professionelle tv-folk ved vi, at varme i lyssætning og indbydende scenografi betyder alt for seernes velbefindende. De hvide borde, de hvide mursten i baggrunden og det blå neonlys virker koldt og klinisk. Selv vejrmanden har fået en hvidkalkning.

TV2 News mangler endnu at vise, at kanalen kan være først med de danske nyheder. Den mangler at vise, at den er et tilskud til nyhedsbilledet i bredden. Den mangler at vise, at den kan mere end kriminalhistorierne, som meget hurtigt er blevet en hovedingrediens på kanalen sammen med udlandstelegrammerne. Der var i starten alt for lidt direkte tv. Her i løbet af weekenden er der kommet gang i flere direkte indslag og flere udskiftninger af historierne i nyhedsrullen.

Til lykke til TV2 med nyhedskanalen, som uden al tvivl har stor strategisk og forretningsmæssig betydning for stationen. Om det bliver en gevinst for os som seere afhænger af, hvad der bliver den daglige redaktionelle kurs, som TV2 ledelsen udstikker for kanalen, når tiden for markedsførings-flosklerne nu er forbi, og hverdagen er der lige nu og her.

torsdag den 30. november 2006

BORGERKRIG ELLER EJ I IRAK

De store aviser og elektroniske medier i USA og Storbritannien samt de internationale nyhedskanaler rundt omkring i verden er i disse dage optaget af en meget interessant redaktionel diskussion om dækningen af konflikt, mord og vold i Irak. Det er samtidig med, at der er intenst nyhedsfokus på spørgsmålet om hvornår de amerikanske, britiske og danske styrker kan trækkes hjem fra Irak og på den forventede Baker-Hamilton rapport om USA fremtidige Irak-strategi, der offentliggøres i næste uge. Dele af den lækkede til pressen i dag.

Den interne redaktionelle diskussion handler om den rette betegnelse af situationen i Irak. Er der tale om en borgerkrig eller er der ikke? Hvad skal der til for at kalde det en borgerkrig? Hvad er det voksende antal af sekteriske myrderier, hvis der ikke er tale om en borgerkrig?

Velrenommerede og journalistisk respekterede aviser som New York Times, Los Angeles Times og andre førende amerikanske medier har valgt nu at kalde situation i Irak borgerkrig. Det samme har en af de store amerikanske nyhedskanaler NBC News. Andre stationer som f.eks. BBC går meget forsigtigt til værks og afstår fra at lade deres reportere bruge betegnelsen. Stationer som CNN, ABC og CBS samt de store internationale nyhedsbureauer har valgt ikke at have en fælles redaktionel linje på spørgsmålet, men lader det være op til deres reportere på stedet, hvilke udtryk de vil anvende. De arabiske medier har længe ikke været i tvivl om, at situationen i Irak burde kaldes borgerkrig. FNs afgåede generalsekretær, Kofi Annan, kaldte det for nylig diplomatisk, at Irak befandt sig på kanten af en borgerkrig. Iraks egen tidligere regeringsleder Iyad Allawi sagde allerede i marts i år: ”Hvis dette ikke er borgerkrig, så må guderne vide, hvad borgerkrig er”.

Ordvalg kan flytte stemmer

Hvorfor er det overhovedet vigtigt hvad det hedder? Fordi hvis situationen i Irak betegnes som en borgerkrig, er det ikke alene et semantisk spørgsmål, så sender det et politisk budskab, og det forventes at øge presset i offentligheden for at få koalitionsstyrkerne hjem fra Irak. Hvis det er en borgerkrig, så holder billedet af, at dette er en krig mod international terror ikke længere hverken i den amerikanske eller i den internationale offentlighed.

Præsident Bush blev konfronteret med spørgsmålet om borgerkrig eller ej i forbindelse med NATO topmødet i Riga i denne uge, og han omtaler den voksende vold i Irak som ”et systematisk mønster af angreb fra al-Queda kæmpere med det formål at skabe sekterisk vold ved at fremprovokere interne konflikter”. Præsidentens nationale sikkerhedsrådgiver, Stephen Hadley, har tilføjet det yderligere argument imod anvendelsen af borgerkrigs-betegnelsen, at den irakiske hær og politiet ikke deltager i de sekteriske opgør, og at regeringen formår stadig at holde sammen på landet.

For familierne til de irakere og koalitionsstyrkesoldater, som har mistet livet siden 2003, så er det jo temmelig ligegyldig hvad slags krig, der foregår i Irak. Men ingen er i tvivl om, at en borgerkrig i fuld skala vil være værre. Et stigende antal af de eksperter på universiteterne, som beskæftiger sig med at analysere på situationen i Irak er for flere måneder siden nået frem til den konklusion, at der er tale om borgerkrig.

Hvad er en borgerkrig?

Definitionen af en borgerkrig bygger ifølge de lærde på nogle klare kriterier: De grupper, som bekriger hinanden, skal være fra det samme land, og de skal kæmpe om magten over den politiske og militære kontrol i en selvstændig stat eller for et afgørende skift af politik i den pågældende stat. Konflikten skal have mindst to eller flere bevæbnede grupper, staten skal formelt eller uformelt være involveret i opgøret, og konflikten skal have et betydeligt antal ofre. Konflikten i Irak lever op til alle disse kriterier.

De medier, som ikke vil kalde situationen i Irak borgerkrig argumenterer med, at der er tale om et meget broget billede, som ikke kan puttes ind i den akademiske definition på borgerkrig. Volden, drabene og bombningerne har forskellige mål. Nogen steder er der tale om opgør mellem Sunni-muslimer og koalitionsstyrker. Andre steder kæmper forskellige Shia-militser mod hinanden. De to mest magtfulde er Abdul-al-Hakims Badr organisation og Moqtada al-Sadrs Mahdi hær. Det er i krydsilden mellem disse to militser, at danske og britiske styrker nogen gange befinder sig. Andre steder er der tale om regulære opgør og hævnaktioner mellem Shia og Sunni muslimske grupper.

Diskussionen i nyhedsmedierne og kampen på det politiske topniveau om, hvad situationen i Irak skal kaldes, er et meget stærkt bevis på de mange situationer, hvor selve retorikken i udenrigspolitikken kan flytte holdninger og dagsordener i offentligheden. Den er også et interessant vidnesbyrd om, hvordan hele argumentationen omkring invasionen af Irak i 2003 til stadighed er et følsomt politisk emne.

De fleste reportere i Irak, er ikke i tvivl om, at det der foregår nu er borgerkrig. En af de reportere, som har gjort størst indtryk på mig med sin blog om Irak, er Richard Engel, korrespondent for NBC i Irak. Læs selv hans konklusioner her på dette link: http://onthescene.msnbc.com/baghdad/2006/11/civil_war_unfor.html

Også de danske medier må diskutere, om det, vi i dag er involveret i, er at forhindre en de facto borgerkrig i at udvikle sig endnu mere, eller om det er en international kamp mod terror eller begge dele. Det er ikke medierne opgave at tage det politiske hensyn til, om stemningen i befolkningen skifter, hvis retorikken omkring Irak ændres. Det er mediernes opgave at tegne så objektivt et billede som muligt af realiteterne i Irak i dag.

Vi skriver i medierne hver dag den kladde til den kommende historieskrivning om Irak-udviklingen, som fremtidens dygtige historikere kan bygge videre på, når vi alle skal til at analysere i det altid kloge bakspejl. Vi må rapportere i medierne, hvad vi ser lige nu i Irak med alle de forbehold og dilemmaer, det rummer. Og det har væsentlige elementer af borgerkrig i sig. Diskussionen kommer utvivlsomt til at løbe videre også i medierne, når Baker-Hamilton-rapporten afleveres til præsident Bush i næste uge.

tirsdag den 28. november 2006

BLAIR IKKE LÆNGERE POLITIKERNES KOMMUNIKATIONSIDOL

Den britiske premierminister Tony Blair kom forbi Danmark i dag til vigtige samtaler med statsminister Anders Fogh Rasmussen om situationen i Irak og Afghanistan, om den humanitære krise i Dafur i Sudan, om klimaspørgsmål og bæredygtig energi og meget mere. Forbløffende hvad rigtige statsmænd kan nå at tale om på en god times tid med ordentlig forberedelse. Det efterfølgende pressemøde bød ikke på kontante nyheder men en justering af det danske og britiske engagement i Irak til foråret. Alligevel har den slags møder en meget stor betydning med den direkte og personlige kontakt mellem politikerne. Ingen tvivl om det.

Tony Blair skulle også på vejen nå et kort møde med partifællen Helle Thorning-Schmidt. Hvis han skulle have et par gode råd med til hende med hensyn til at vinde næste valgkamp, så kan det godt være, at S-formanden skal være lidt tilbageholdende med at lytte. I sin tid da Fogh vandt regeringsmagten for fem år siden, havde statsministeren sine folk sendt til Storbritannien for at studere Blairs legendariske ry for at være mester til politisk spin, til brillant politisk kommunikation og til styring af den offentlige dagsorden. Når man kigger på, hvad der sker rundt omkring i andre europæiske lande og hos andre regeringsledere og oppositionsledere i dag, så er de ved at overhale Blair og New Labour med flere hundrede meter i udnyttelsen af de nye redskaber og nye medier til politisk kommunikation og agenda-styring.

Fra den nye populære franske politiker og præsidentkandidat Ségolène Royal til Ungarns statsminister Ferenc Gyurcsany, Irans præsident Mahmoud Ahmadinejad og til Storbritanniens Tony Blair, så har de alle sammen en blog på nettet og har fanget tendensen og værdien af denne dagsordensætning. Interessant at USAs præsident Bush stadig holder sig til ugentlige radiotaler, som dog nu bliver podcastet.

Dialogen der blev væk

Her i Danmark er vi bare rigtigt langt bagefter endnu. Når jeg besøger Statsministeriets hjemmeside, så kan jeg få statsministerens biografi, hans kalender i hovedtræk, svar til Folketinget, pressemeddelelser, taler og artikler, et fotogalleri, links og en dokumentoversigt. Og jeg kan få en melding om, at statsministeren normalt holder pressemøde hver tirsdag og dertil kommer i særlige ekstraordinære situationer. Ingen åbning for nogen dialog her. Bedre er det ikke på Venstres webside. Her kan jeg se statsministerens vigtigste taler i parti-sammenhæng som video på nettet men ikke nogen millimeter åbning til direkte dialog. Et kig på Blairs webside for Downing Street No. 10 giver helt andre muligheder. Her stiller ministre og centrale rådgivere op til webcast direkte med briterne. Her er der mulighed for at sende emails med spørgsmål og kommentarer til statsministeren, som to journalister så vælger iblandt hver uge og stiller til premierministeren. Det hele optages på video, som findes på websiden.

Hvem skulle nu tro, at Tysklands Angela Merkel faktisk har kastet sig ud i noget af det nyeste i den politiske kommunikations-værktøjskasse? Det er Vlogs eller video blogging. Da hendes første udgave havde premiere den 8. juni, var det tilsyneladende rigtigt godt stof for stand up komikerne og satiretegnerne, fordi en temmelig stiv og mediekejtet regeringschef på en trist blå baggrund sad og læste op fra en teleprompter af en rimelig kedelig tekst. Hendes første Vlog blev kult på You Tube, hvor der findes alle mulige parodier på den. Nu har hun hyret en ny producer, kastet teleprompteren væk, optagelserne sker forskellige steder ude i virkeligheden, og Merkel er blevet mere direkte og konkret i sit sprog i den ugentlige kanslerin-Vlog, som lægges ud hver lørdag på nettet. Set med danske øjne er det stadig temmelig stift at se på, men her kunne jeg f.eks. i dag hente Merkels bud på, hvad det NATO-topmøde i Riga, som Blair og Fogh sad og forberedte her i København i formiddags, burde handle om.

Det går så godt med Merkels Vlog, at oppositionspartierne har været nødt til at gøre hende kunsten efter. Ifølge Merkels talsmand bliver den tyske regeringschefs ugentlige video blog downloaded næsten 200.000 gange om ugen. På hendes (www.bundeskanzlerin.de )og den tyske regerings hjemmeside kan man i øvrigt abonnere på et nyhedsbrev, komme i kontakt med ministrene og børn kan sågar hente information om, hvad en kansler går og laver.

Det ser ud som om den franske præsidentkandidat Ségolène Royal er ved at gøre Merkel kunsten efter. De danske politiske websider trænger mildt sagt til lidt frisk luft under vingerne og lidt nytænkning, hvis de nye medier skal kunne bruges til noget mere demokratisk nærkontakt.

mandag den 27. november 2006

KVINDER PÅ SCOREKORTET

Kvinder synes at være tidens mest populære og ombejlede målgruppe både for statsministre og statsministerkandidater, der vil vinde næste valg, for medievirksomheder, der gerne vil tage halvdelen af landets befolkning alvorligt, og for virksomheder i almindelighed, der gerne vil have de bedste hoveder til topposterne, når fremtidens udfordringer skal klares.

Så kan man bare undre sig over, at der stadig er så pinligt få af de dygtige erhvervskvinder på topposter i virksomhederne. Man kan undre sig over, at kvinder på topposter i medieverdenen næsten ikke er til at få øje på i et mikroskop. Der er dømt mænd over hele linjen.

Man kan undre sig over, at vi stadig i dagens Danmark kan finde en tidligere politisk ordfører og nu radiochef for TV2, Jens Rohde, som tilsyneladende finder det relevant at sætte spørgsmålstegn ved, om S-formand Helle Thorning-Schmidts stigende popularitet i befolkningen nu også skyldes andet end den kendsgerning, at hun er kvinde, da hun tilsyneladende efter hans opfattelse ikke har meget politisk at komme med.

Man kan undre sig over en lederskribent på BT, Erik Meier Carlsen, i en kommentar til Rohde-sagen finder det mere relevant at beskæftige sig med, at samme Helle Thorning-Schmidt ser godt ud, end at hun faktisk blev valgt som formand ved en urafstemning blandt samtlige S-medlemmer og efter et år er lykkedes med at vende en opinionskurve fra en ren katastrofekurs til en opadgående tendens.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen forsøgte på Venstres landsmøde forleden i en markant iscenesættelse af et politisk velfærdsshow med indlagte småinterviews med kvinderne på gulvet i den det danske velfærdssystem at trænge igennem til den eftertragtede kvindelige vælger, som kan være nøglen til at vinde det næste valg. Måske er nøglen at Venstres topledelse også ser temmelig mandetung ud.

Løsninger i stedet for analyser

Måske mændene skulle holde op med at gå og analysere så meget på, hvordan de får fat i kvindelige vælgere, hvordan de får fat i kvindelige seere, lyttere og læsere, og hvordan de kan få flere kvindelige kandidater til topposterne i erhvervslivet og medieverdenen og så ganske enkelt se at få gjort noget ved problemet.

Det starter med at have respekt for, at kvinder ikke er et supplement til ledelsen i erhvervsvirksomhederne og medierne, men at de kommer i samme professionelle kapacitet som mændene. Det er måden at kommunikere og netværke på, der kan være forskellig. Det er måske holdningen til selviscenesættelse og trangen til magtkampe, der kan være anderledes. Men det er ikke evnen til at målstyre, til at skabe innovation, til at træffe de hårde beslutninger eller til at skaffe resultater, der adskiller kønnene. Her findes der gode og dårlige eksempler på chefer af begge køn.

Det starter med at anerkende, at kvindelige medieforbrugere ikke lader sig tale ned til men har præcis samme ønske om at blive kvalificeret informeret, udfordret, underholdt og inspireret som mændene. De er endda ofte mere kritiske forbrugere. Det kan jo være derfor, at de vælger noget til og andet fra.

Det starter med at anerkende, at kvindelige vælgere måske er mere trætte af politiske floskler og den traditionelle magtretorik og ser sig om efter en ny politisk tiltalestil og et mere direkte, løsningsorienteret politisk koncept. Hvis man ser nærmere på udviklingen i Frankrig omkring socialisternes spidskandidat, Ségolène Royal, så dukker der nogle af de tendenser op, på samme måde som der gjorde det i analyserne af Angela Merkels valgsejr i Tyskland. Det handler meget om en tillid og troværdighed i forhold til at skære igennem gamle magtkampe, politisk mudderkastning og positioneringslege og erstatte det med at få jobbet gjort. At holde jordforbindelse og at få fundet et nyt mere helhedsorienteret budskab. Det gamle systems svaghed med enkeltsager og ”hanekampe” er gennemskuet.

Måske ville meget løse sig, hvis mændene holdt op med at analysere på, hvad kvinderne gerne vil have som vælgere, som medieforbrugere og som dygtige medarbejdere i virksomhederne. Det var da nemmere at overlade det til kvinder bare at få arbejdet gjort.

søndag den 26. november 2006

VENTETIDER OG MEDIESVIGT

For en uge siden satte forsiden af Politiken og den 50-årige kræftpatient Lea Pedersens skæbne alle medierne på rød alarm. Det betyder på almindeligt mediedansk: her er en sag med tilstrækkelig stor politisk betydning til at bringe en minister og en regering i alvorlige vanskeligheder og med tilstrækkelig stor identifikation til at interessere stort set os alle i befolkningen.

Der er i ugens løb skrevet spaltekilometer og bragt mængder af indslag i radio og tv om ventetider, strålekanoner og kræftbehandling. Der er produceret dybsindige analyser af operation syndebuk ved Jens Kristian Gøtriks afgang som chef for Sundhedsstyrelsen og om sundhedsminister Lars Løkke Rasmussens overlevelseschancer både som minister og som kronprins i Venstre. Der er spillet ansvars-rundbold mellem Sundhedsstyrelsen og amterne om, hvem der har skylden for hvad på en måde, som ingen almindelige mennesker kan gennemskue. Vi har set kræftramte stå frem med deres historier om ventetider, som overhovedet ikke ligner det, der står i loven fra 2001 om de fire uger, og vi har beskæmmet måttet se til, at kræftramte danskere har lovprist den hurtige og gode behandling på tyske hospitaler.

Reprise hvert år
Det deprimerende ved historien er, at den har gentaget sig selv hvert eneste år i de seneste fem år. Det er som regel en personhistorie, der udløser en ny omgang politisk og mediemæssig ståhej. Det er de samme svar, vi viderebringer i medierne år efter år selv om tallene skifter lidt.

Antallet af strålebehandlinger er steget voldsomt i de seneste fem år. Antallet af milliarder til strålekanoner er steget, skønt det stadig ikke er nok. Antallet af kræftpatienter i behandling er steget og metoderne betyder flere behandlingsmuligheder. Antallet af læger og sygeplejersker til at betjene patienterne og kanonerne er stadig et problem, og det samme er tilsyneladende de arbejdsprocedurer, som gør, at vi stadig hænger bag ud. Vi hørt det samme gang på gang. Og vi vil høre og se dem igen til næste år, hvis ikke vi i medierne begynder at dække det her med en anderledes konsekvens og indsigt.

Tre markante citater
Her er bare et lille udvalg på tre citater fra sidste uge, som gjorde et markant indtryk på mig:
  • Behandlingsgarantien på de fire uger har faktisk aldrig på noget tidspunkt siden 2001 været overholdt på alle seks centre i Danmark, som udfører denne slags behandling. Det oplyste professor i sundhedsøkonomi og direktør for Institut for Sundhedsvæsen, Jes Søgaard.
  • Når garantier udstedes, gøres det ofte i uvidenhed om, hvad det kræver at indløse dem. Det er der ikke nogen, der har regnet på, konstaterede professor i Sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, Kjeld Møller Pedersen, der tilføjede at han mente garantierne var direkte skadelige.
  • Sundhedsministeren Lars Løkke Rasmussen sagde til Folketingets sundhedsudvalg i et samråd, at behandlingsgarantien ikke var en garanti i juridisk forstand. Det er ikke en ultimativ garanti, der sikrer behandling inden for fire uger. Han forklarede, at behandlingsgarantien er et sæt regler om, hvad man skal gøre, hvis sygehusene ikke kan tilbyde behandling inden for fire uger. Og det er for eksempel at undersøge, om der er mulighed for at blive behandlet på et andet sygehus eller i udlandet. Men det er ikke ensbetydende med, at man finder et sted, tilføjede han.

Et eller andet må vi lære i medierne efter denne nye omgang kritisk lys på kræftbehandlingen. Et lys, der hidtil et slukket lige så hurtigt, som det er blevet tændt af en følsom historie. Et lys der hidtil er forblevet lige så overfladisk, som det er startet. Og om en uge er vi videre til næste sag.

Var vi ubønhørligt kritiske i eftersynet af den dækningsløse behandlingsgaranti og den kræftplan, som Folketinget vedtog i 2001 under den forrige regering? Har vi været ubønhørligt kritiske i eftersynet af den opfølgning, som var højt prioriteret stof for den nuværende regering og dens støtte parti, Dansk Folkeparti lige fra starten? Var vi tilstrækkeligt kritiske overfor ”Kræftplan II” i 2004 og meldingen fra statsministeren om, at nu skulle kræftbehandlingen på danske sygehuse op på højeste internationale niveau?

Hvis vi i medierne dengang og de efterfølgende år systematisk, vedholdende og kritisk havde fulgt op på denne sag, kunne det så have betydet, at vi ikke nu for femte år i træk skal høre de samme begrundelser? Eller kunne det have betydet, at vi i det mindste fik en ærlighed og realisme ind i forventningerne til, hvad sygehusene reelt kan levere, og hvad en garanti reelt betyder for os som borgere?

Talmagien
I forbindelse med at alt støvet nu hvirvles op for en kort periode omkring kræftbehandlingen kommer det også frem, at Sundhedsministeriet i marts i år droppede en landsdækkende undersøgelse af, hvordan det gik med gennemførelsen af kræftplan II. Med henvisning til nedlæggelsen af amterne og etableringen af de nye regioner skulle undersøgelsen vente til 2007 mente ministeriets og sundhedsstyrelsens embedsmænd. Hvor var de kritiske journalister, som tidligere på året havde fulgt kræftbehandlingen så tæt, at den sag kunne være kommet frem dengang og ikke først nu.

Det skal indrømmes alle og enhver, at det ikke hører til nemhederne i dansk journalistik at gennemskue det økonomiske spil mellem regeringen, amterne og kommunerne i disse år og at følge pengesporet til mandskab og strålekanoner helt præcist fra den ene kasse til den anden. De fleste selv dygtige journalister løber skrigende bort fra den opgave.

Derfor løber medierne sur i endeløse historier om, hvem der nu har givet penge til hvad, og hvem der ikke mener at have fået penge til noget. Vi løber forgæves spidsrod mellem ministeren, Sundhedsstyrelsen og amterne for at finde de ansvarlige. Vi hælder derfor til det lettest fattelige - at Lea Pedersen og hendes medpatienter stadig venter for længe.

Mediesvigt
Medierne burde for længst have afdækket kommunikationsbristen mellem sygehusene og Sundhedsstyrelsen, når det gælder hvem der havde ansvaret for at finde alternative behandlingsmuligheder for patienterne. Medierne burde for længst have afsløret, at en politisk behandlingsgaranti ikke er en juridisk behandlingsgaranti. Vi burde have afsløret, at ingen havde kontrol med en præcis opfølgning på den stærkt profilerede kræftplan, og at en bebudet undersøgelse var blevet udskudt. Medierne burde have afsløret, at der ikke for alvor er sat gang i at øge antallet af uddannede medarbejdere til at betjene strålekanonerne - det der gang på gang har været påvist som flaskehalsen i processen.

Kunne man ikke sige det sådan nu, at pressen kunne gå efter de enkle svar på spørgsmålene:

  • Hvornår er behandlingsgarantien en reel garanti for alle patienter?
  • Hvad betyder garantien egentlig i forhold til de dage og måneder, der går med forundersøgelser, nye undersøgelser ved hospitalsskift og ventetid på administrative procedurer?
  • Hvem er det helt præcis fra i dag af, der har ansvaret for at skaffe alternative behandlingsmuligheder, hvis ventetiden er længere end fire uger?
  • Hvad er tidsperspektivet for at få de seks danske behandlingscentre så meget op i gear, at de selv kan håndtere behandlingsgarantien uden hjælp fra udenlandske hospitaler?
  • Hvor mange penge koster det, hvis behandlingsgarantien reelt skal være noget værd?

Når det er på plads kan vi tage fat på at kulegrave, hvem der burde have gjort hvad siden 2001. Medierne har i hvert fald ikke levet op til sit kritiske ansvar for at efterse politikernes løfter.