Hvad lærte vi egentlig af Muhammed-krisen?

Diskussionen om Jyllands-Postens Muhammedtegninger fik en reprise i byretten i Paris forleden præcis et år efter, at de 12 tegninger satte Danmark og en hel verden på den anden ende. Hvis byretten i Paris dømmer anderledes end byretten i Århus, så er det ikke kun fransk presse, der har et problem. Det er os alle sammen.

Lige i disse dage for præcis et år siden var Danmark på den internationale dagsorden som aldrig nogensinde tidligere. Vi stod midt i den største udenrigspolitiske krise siden anden verdenskrig. To danske ambassader var blevet stukket i brand i Beirut og Damaskus. Danske flag blev brændt af i gaderne og plakater af vores statsminister blev symbolsk gennemhullet af skudsalver. Udenrigsministeriet stod på gloende pæle. Danske varer blev fjernet fra hylderne i Mellemøsten og andre steder. Og statsminister Anders Fogh Rasmussen måtte på arabisk tv for at forklare, hvad vi mener med ytringsfrihed her i Danmark.

Mærkeligt at der er gået et helt år siden det, der i Danmark blev kaldt Muhammed-krisen opkaldt efter de 12 tegninger af Muhammed i Jyllands-Posten, som udløste en international steppebrand blandt muslimer og en gigantisk dansk diskussion om ytringsfrihed, om imamer og om religion i det offentlige rum eller som en privatsag.

Lige nu genopføres diskussionerne om pressens ytringsfrihed og Jyllands-Postens 12 tegninger i byrettens 17. afdeling i Paris, hvor chefredaktøren af det satiriske blad Charlie Hebdo, Philippe Val, er anklaget af to muslimske organisationer for brud på den franske racismelovgivning. Chefredaktøren trykte nemlig i februar 2006 Jyllands-Postens 12 tegninger. Prominente kolleger i franske presse støtter Philippe Val. Det var ventet med spænding om de franske præsidentkandidater ville turde tage parti i sagen vel vidende, at det kunne bringe dem på kant med temmelig mange muslimske vælgere om kort tid, men såvel den borgerlige favorit til præsidentvalget, Nicolas Sarkozy, som lederen af det franske socialistparti, François Hollande, forsvarer bladets ret til at trykke tegningerne. Man må inderligt håbe, at den franske byret når frem til den samme konklusion som Byretten i Århus. At der ikke er noget at komme efter.

En status på Muhammedkrisen i Danmark et år efter giver en række positive iagttagelser og nogle enkelte negative. Til positivlisten hører, at vi har fået langt mere mangfoldighed i blandt de muslimske stemmer i den offentlige debat. Imamernes monopolagtige status i medierne som talsmænd for muslimerne i Danmark er brudt. Medierne gav dem set i bakspejlet en fuldstændig overeksponering i en desperat mangel på andre kilder i indvandrermiljøet. Nu er der rettet betydeligt op på den skævhed.

Der er kommet nye organisationer og foreninger til blandt muslimerne i Danmark. Medierne har nu fattet, alt for sent kan man sige, at de 200.000 muslimer i Danmark er præcis lige så politisk og holdningsmæssigt forskellige som os andre.

Til positivlisten hører selve debatten om ytringsfriheden. Sammenstød mellem en række meget prominente debattører og to store dagblade i samme bladhus - Jyllands-Posten og Politiken - skabte en opmærksomhed på nogle centrale værdier. Det gik op for rigtigt mange lige pludselig, at ytringsfrihed ikke er noget, vi kan tage for givet, at vi alle opfatter på præcis samme måde og i samme definitive form. Ytringsfriheden har vi, men hvordan vi anvender den er noget, vi hele tiden skal udfordre og diskutere. Til positivlisten hører også, at vi har fået en større grad af bevidsthed om vores danske værdier under krisen, og betydningen af vores egne kristne rødder.

Til negativlisten hører, at vi endnu ikke har vænnet os til at være en del af en meget sammenhængende verden. Forstået på den måde, at selv den mindste lille sag i offentligheden som en stump video af lettere beduggede unge fra en sommerlejr i Dansk Folkepartis Ungdom eller et alvorligt sammenstød mellem politiet og forkæmperne for et ungdomshus på Jagtvej i København, med sekunders varsel kan vandre verden rundt på nettet og sende diplomatiet i Udenrigsministeriet på overarbejde igen. Og naturligvis må det også skrives på negativlisten, at dansk eksport til de berørte lande i Mellemøsten og andre steder endnu ikke er tilbage på samme niveau som før krisen.

Hvad kan vi så lære af krisen? Efter min mening først og fremmest at selvcensur må bekæmpes. Vi må have modet til også at sætte religiøse og kulturelle værdier til debat, under kritisk lys og under kærlig satirisk behandling. Fremstillingen af andres religion og kultur som unuancerede stereotyper - enten som terrorister eller tilbagestående individer - skal bekæmpes, og vi bør i stedet også i medierne tage ansvar for at søge at vise mangfoldigheden.

I det hele taget bør vi være mere velovervejede i vores dækning af religiøse spørgsmål. Interessen for og indsigt i religion og religiøsitet har ikke lige frem været det, der har stået forrest, når fagområderne har skullet uddeles i medierne eller efteruddannelsesprojekterne har skullet vælges. Men religion er blevet en konfliktlinje såvel i storpolitikken som i den danske integrationsdebat og værdidebat. Det samme er debatten om Islam og demokrati overhovedet kan forenes, og om ytringsfriheden har visse grænser.

At forstå og respektere forskellige kulturer og religioner i en globaliseret verden er essentielt. Det samme er retten til at stille spørgsmålstegn ved og debattere kultur og religion i ytringsfrihedens og pressefrihedens ånd. Hvis Byretten i Paris dømmer anderledes er det ikke kun fransk presse, der har et problem.