Brand i gaderne i bedste sendetid

Hvor er de indsigtsfulde artikler og tv-indslag om, hvad der sker i ungdomsmiljøet lige nu efter nedrivningen af Ungdomshuset på Nørrebro? Hvor er den kritiske afdækning af anholdelserne og retsbehandlingen af de mange sager mod de unge på Nørrebro? De gamle medier har ikke et brugbart kildenet blandt de unge. De taler alene om de unge, men ikke med de unge. Det er på internettet det interessante foregår, hvis man vil følge ungdomsmiljøerne.


Når der er kamp i gaderne mellem politi og demonstranter er der vigtige redaktionelle og presseetiske spørgsmål, som sættes i spil. Sådan har det været i dagevis omkring opgøret om Ungdomshuset på Nørrebro i København. Demonstrationerne ændrer nu karakter, men der kommer utvivlsomt et langt efterspil til slagsmålet om Jagtvej 69.

Da sociale uroligheder brød ud i forstæderne i Paris i november 2005 med bilafbrændinger, gadekampe, masseanholdelser og mange sårede traf de franske tv-stationer efter nogle døgn den aldeles kontroversielle beslutning at lade være med at tage rundt hver aften med sendebilerne for at filme aftenens og nattens vold og brandstiftelse, fordi de registrerede, at de unges aktioner blev organiseret efter medietilstedeværelsen. Tv-stationerne rapporterede i stedet næste morgen om, hvad der var sket, men medvirkede ikke til en ”iscenesættelse af volden”, som de franske medieledere kaldte det. CNN, BBC World og andre var helt uenige i den redaktionelle beslutning. Medier har til opgave at rapportere, hvad der sker, og ikke at forholde befolkningen nyhederne, mente de. En utrolig principiel diskussion, når man fulgte dagene på Nørrebro på direkte tv. Blev brandene, volden og gadekampene vedligeholdt af og optrappet af, at både DR og TV2 sendte nonstop i timevis fra dem?

Som klassisk nyhedsjournalist er man nødt til at sige, at medierne har til opgave at dække troværdigt og så objektivt som muligt, hvad der sker. Vi blander os ikke i, hvorfor det sker. Men så enkel er virkeligheden ikke længere, for medierne er en del af spillet. Det er medieopmærksomheden på gadekampene, der giver de unge demonstranter sympatitilkendegivelser fra hele verden, og som gør det nu forhenværende hus på Jagtvej til et symbol og ikke bare et hus. Det er medieopmærksomheden, der cementerer politikernes udmeldinger om ikke at bøje sig for vold, fordi vælgerne bestemt ikke vil belønne det. Og det er politiets rundvisning for pressen i det forladte Ungdomshus, der i offentligheden gør Ungdomshusets beboere til autonome kamptropper og ikke blot unge med lidt frihedstrang og en særlig musiksmag.

Spændingsopbygningen til konfrontationen på Nørrebro har været enorm i de landsdækkende medier. Medierne har et ansvar for at holde proportioner og ikke medvirke til iscenesættelse af vold og hærværk. Det er en vanvittig svær balancegang. De danske medier levede ikke op til den balancegang i denne omgang. Sendefladerne blev ryddet omkring og i de store nyhedsudsendelser for alt andet end Nørrebro-balladen. Transmissionerne blev til ”breaking news” drama fra gadehjørne til gadehjørne på højde med invasionen af Irak eller terrorbomberne i Madrid og London. Der gik fuldkommen krigsretorik i den.

Nørrebrosagen rejser andre interessante redaktionelle spørgsmål. Hvordan kan demonstranter få lov til at optræde anonymt og uden efternavn, mens alle andre afkræves navn af medierne? Hvorfor skal disse talsmænd og kvinder tildeles en særlig status, hvis de vil til orde og kæmper for deres sag med lovlige midler?

Hvad skal være de objektive og kritiske relationer mellem politi og presse? Skal politidirektøren sidde i studiet for Aftenshowet på DR1 og kommentere slagets gang og hendes håndgangne dygtige kommunikationseksperter være på alle kanaler hele tiden med beroligende bemærkninger til borgene? Fik medierne i kampens hede den kritiske vinkel med også på politiets arbejde? Jo, der var historier fremme om, at forældrene ikke fik ordentlig besked om de anholdte unge, men hvor var de reportere, der kritisk fulgte de over 200 fængslinger og som systematisk kunne skildre scenerierne i dommervagten? Hvorfor fik vi først den kritiske vinkel, da seks forsvarsadvokater stillede spørgsmål ved måden, det hele foregik på?

Medierne har holdt mikrofonen for ukritisk både for de unge og for politiets dygtige kommunikationsstrateger. Hvad er det - vurderet kritisk og helt i dybden - at Ungdomshuset egentlig har haft af betydning? Er det blevet et symbol på et fristed, på samme måde som Christiania blev det for et par årtier siden, for unge der ikke vil presset ind i det velfriserede ungdomsmiljø? Er det den forsvundne venstrefløjs rekrutteringssted eller er det et samlingssted for en musikkategori, som ikke har plads andre steder? Kan nedrivning af Ungdomshuset betyde en radikalisering af ungdomsmiljøet?

Hvor er den artikel eller det tv-indslag, som fortæller historien om den modkultur mod Ungdomshuset, som trives på nettets nye elektroniske forsamlingshus ”You Tube”, som gør op med Ungdomshusets forkæmpere og kalder dem forkælede unge, der udsætter børn, gamle og politiet sågar for vold, brandstiftelse og hærværk.

Den danske del af bz-bevægelsen fra starten af 1980’erne havde både en hård politisk kerne og en veludviklet humoristisk side. Måske er de unge fra Ungdomshuset ved at finde andre metoder end vold og hærværk. Deres nyeste tiltag går under betegnelsen ”Blød Front – Division Krammedyr”.

De gamle medier - aviser, tv og radio - har mistet kontakten til de unge. De taler om de unge men ikke med de unge, og har intet brugbart kildenet blandt de unge. Derfor får vi desværre ikke de indsigtsfulde historier om, hvad der egentlig sker i ungdomsmiljøet.

Kvinderne fra Jagtvej 69

De unge har ikke monopol på samfundskritiske holdninger sendt ud fra adressen Jagtvej 69 på Nørrebro. Før Ungdomshuset var Jagtvej 69 Arbejdernes Forsamlingshus og her blev kvindernes internationale kampdag den 8. marts faktisk indstiftet på et møde i 1910.

Nu får de unge fra det forhenværende og snart nedrevne Ungdomshus på den verdensberømte adresse Jagtvej 69 i København forhåbentlig ikke lov til at stjæle hele billedet hele tiden, selv om vi sikkert med webkameraer fra de nærmeste husblokke i de kommende dage skal følge nedrivningen sten for sten.

De unges ønske om et sted til at praktisere deres særlige ungdomskultur i København er gået op i røg. Det er der rigtigt mange, der ikke gider bruge flere minutter af deres liv på at høre mere om. Arbejdernes Forsamlingsbygning på Jagtvej, som det oprindeligt var, er ved at være en saga blot.

Der er gået storpolitisk valgstrategi i ikke at vise nåde overfor voldsmænd og ballademagere, for den slags har absolut ingen politisk sympati i den brede befolkning. Hos politiet er der gået prestige i at få dømt det rekordstore antal anholdte, fordi det mislykkedes at samle beviser nok sidste gang under de voldsomme gadekampe i december. Hos medierne er der gået hysterisk konkurrence i at overvåge hver eneste lille forsamling af unge på Nørrebro, der måske - måske ikke - ville kunne udvikle sig til stenkastere.

Når eftertanken på et tidspunkt melder sig, så kunne der være brug for lidt internationalt udsyn og lidt nytænkning omkring mulighederne for at lade den mindre velfriserede dele af ungdomskulturen udfolde sig i København. Den forsvinder jo ikke, fordi Jagtvej 69 er jævnet med jorden. Spørgsmålet er, om manglen på et selvstyrende ungdomshus og et fristed af den karakter ikke reelt vil kunne risikere at medføre en temmelig uhensigtsmæssig radikalisering af dele af ungdomsmiljøet, som ingen vil være tjent med.

Kvinderne fra Jagtvej 69 er en hel anden sag, men den handler også om kamp. I denne uge er det nemlig 8. marts og dermed kvindernes internationale kampdag. I 1910 blev den 2. internationale socialistiske kvindekonference holdt i København. Det var bl.a. Danmarks første kvindelige minister, Nina Bang, der stod bag arrangementet, som rent faktisk fandt sted i det daværende Arbejdernes Forsamlingsbygning på adressen Jagtvej 69 i København.

Lige præcis her blev det besluttet at indstifte en årlig kampdag for at agitere for kvindelig valgret og rettigheder.

Dengang handlede den om kvindernes lige adgang til magten. Det gør det desværre stadig væk. Ligestillingsdebatten i Danmark mangler udsyn og ambition. Den burde handle om, at et moderne samfund med globaliseringens heftige udfordringer slet ikke kan undvære de kompetencer og de ressourcer på samfundets ledende poster, som kvinderne repræsenterer.

Samtidig er kendsgerningen nu, at kvinder er lige så godt uddannet som mænd, der er flere af dem end mænd på de højere, videregående uddannelser, de har en højere gennemførelsesprocent, og de får bedre karakterer end mændene. Men det er stadig mændene, der sidder med en massiv overvægt på 80-90 % af de mest magtfulde poster i samfundet.

Kvinderne på Jagtvej 69 valgte nogle ambitiøse mål. Det er på tide, vi gør det igen.