onsdag den 6. december 2006

Den hemmelige krig og en vigtig debat

”Der er så meget i den sag - NUL!”

Det citat fra statsminister Anders Fogh Rasmussen og en meget sigende håndbevægelse fra dagens spørgetid i Folketinget, der aftegner hvad han virkelig mente med nul, vil omgående ryge ind i arkivkategorien af historiske tv-klip på linje med andre berømte klip som ”Der er ikke noget at komme efter” (også Anders Fogh Rasmussen) og ”Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet” (tidl. statsminister Poul Schlüter) eller den om Dansk Folkeparti, der aldrig bliver stuerene (tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen).

Efter flere dages politisk opstandelse om Christoffer Guldbrandsens dokumentarfilm med navnet ”Den hemmelige krig”, får danskerne endelig mulighed for i morgen aften på DR2 med egne øjne at se, hvad hele debatten handler om. Det er nok den mest langtrukne medielanceringsplan, der længe er set for en så kontroversiel dokumentarfilm. Allerede i fredags blev nyheden sluppet løs i flere medier. I mandags blev filmen vist for et indbudt publikum af politikere, mediefolk og eksperter. Og dermed blev debatten skruet op i det højrøde felt blandt de indviede, mens resten af befolkningen lettere måbende kunne høre oppositionen tale om stærk mistillid til regeringen og afgivelse af fejlagtige oplysninger til folketinget, og regeringspartiernes ordførere gav igen med udtalelser om ”en tendentiøs film”, ”et mediestunt” og et stort nul pakket ind i god markedsføring.

Regeringen gik i stilling allerede i går til kommunikationsmæssig ”damage control” ført an af både statsministeren og forsvarsministeren med meget bastante afvisninger af filmens indhold. De juridiske eksperter luftede potentialet til en sag om vildledning af Folketinget - ja lige frem en eventuel rigsretssag. Kommunikationseksperterne og spindoktoranalytikere stod også klar i starthullerne og forudså store vanskeligheder for regeringen.

Jeg havde lejlighed til at se filmen i mandags. Glæd jer til at se en meget grundig, tankevækkende, dramaturgisk flot klippet dokumentarfilm, som for første gang kaster et kritisk lys på de danske elitestyrkers indsats i Afghanistan. Den postulerer ikke at være objektiv. Christoffer Guldbrandsen har sat sig for at efterprøve, hvad der skete med de 31 tilbageholdte i de dansk elitestyrkers varetægt, som i overensstemmelse med den militære instruks blev overleveret til amerikanerne. Hans konklusion er, at det tætte sammenhold med USA og mellem den danske statsminister og den amerikanske præsident har fået den danske regering til at i bedste fald at lukke øjnene for, hvad der er sket i Afghanistan i de amerikanske fangelejre, i værste fald at holde det skjult for offentligheden og Folketinget.

Når jeg lytter til og læser, hvad der siden i mandags er sagt og skrevet i medierne om den film, som meget få endnu har set, så savner jeg nogle overordnede refleksioner. Filmens markante påstande er:

- At de danske elitestyrker i Afghanistan i 2002 tog fanger i flere tilfælde end dem, der er blevet afgivet oplysninger til Folketinget om. Flere amerikanske officerer bekræfter i filmen, at det er tilfældet. Der tales om et noget upræcist antal på 5-6 gange.

- At de amerikanske soldater ikke behandlede fangerne, som de bl.a. fik overleveret fra de danske styrker, efter Geneve-konventionernes principper om beskyttelse af krigsfanger. Tidligere amerikanske forhørsledere bekræfter det i dokumentarfilmen og fortæller om, at forhørene ikke kørte efter bogen og reglerne. Der tales direkte om en daglig praksis i fangelejren, som vi andre ikke ville tøve et sekund med at kalde tortur.

- At de danske styrker overleverede fanger til amerikanerne, selv om de måtte have vidst, at de ikke blev behandlet efter konventionerne i fangelejren i Afghanistan, og selv om de havde udtrykkelig besked på, at tilfangetagne - ifølge den danske politiske beslutning om involvering i Afghanistan - skulle behandles med respekt for Geneve-konventionerne. Påstandene understøttes i filmen dels af en dansk tolk, der arbejdede i fangelejren, dels af en jægersoldat, der udtalte sig anonymt. Desuden medvirker den amerikanske reporter fra Washington Post som beskrev en mishandling af de 31 fanger i sin avis. Hans oplysninger om de 31 sammenlignes i filmen med de fanger, som de danske soldater har tilbageholdt. Beskrivelsen ser ud til at passe. Filmen stiller spørgsmålet, om forsvaret og den danske regering har lukket øjnene for, hvad der skete i den amerikanske fangelejr.

- Forsvarets ledelse beskriver, hvordan man har registreret hver enkelt af de 31 tilbageholdte fanger i marts 2002, men registeroplysninger er nu smidt væk. De tilbageholdte viste sig ikke at være fjendtlige talibankrigere men faktisk en del af de afghanske sikkerhedsstyrker. Derfor blev de løsladt efter et par dage i den amerikanske lejr, og aktionen var en fejltagelse. I dokumentarudsendelsen interviewes flere af de tilbageholdte, som omtaler at de fik slag og spark og måtte tåle hårde afhøringsmetoder.

Statsministeren og forsvarsministeren afviser på det bestemteste at have kendskab til, at danske styrker i Afghanistan har tilbageholdt flere end de allerede kendte antal fanger. Statsministeren og forsvarsministeren afviser, at have kendskab til tortur eller mishandling i de amerikanske fangelejre, og det er baseret på oplysninger indhentet fra det amerikanske forsvarsministerium. Der er nul indhold i sagen, mener regeringen. Nu må Folketinget og alle vi andre afvente statsministerens uddybende redegørelse om sagen og i mellemtiden kan alle så få lejlighed til at se filmen.

Øvelse til forsvarets kommunikation

Til min refleksion over denne sag hører to andre ting. Den ene handler om forsvarets optræden i dokumentarfilmen. Den anden handler om mediernes behandling af den danske involvering i Afghanistan.

Forsvarskommandoen har 52 mand ansat i et nyt mediecenter med alt muligt moderne kommunikationsudstyr fra tv-studie til online-faciliteter. Der bliver medietrænet og arbejdet med professionel kommunikation som en del af det imageskabende omkring forsvaret. Ingen kan have noget imod en professionel kommunikation fra forsvaret.

Forsvarets nyindstiftede kommunikationspris 2006 blev uddelt af forsvarsminister Søren Gade for nogle måneder siden og givet til oberstløjtnant Hans-Christian Mathiesen, som indtil i sommer var chef for forsvarets kommunikationssekretariat. Nu er han chef for det andet hold af danske soldater som gør tjeneste i det sydlige Afghanistan. "I din dialog med medierne har du udvist stor forståelse og respekt for deres arbejdspræmisser. En forståelse der - sammen med din fattethed og dit glimt i øjet - har været med til at sikre, at dine budskaber er gået igennem," sagde forsvarsministeren blandt andet i sin tale.

I Christoffer Guldbrandsens film ser vi samme Hans Christian Mathiesen overvære et interview med elitestyrkernes chef for aktionen i Afghanistan i 2002, som Mathiesen afbryder, da spørgsmålene bliver for nærgående, og interviewofferet roder sig ud i svære problemer. Efterfølgende bringer Guldbrandsen en lydoptagelse af en samtale med Mathiesen, hvor journalisten uden omsvøb får at vide, at han er blevet for besværlig og stiller for mange besværlige spørgsmål, så derfor skal journalisten regne med at blive lagt på is.

Guldbrandsen afslører også, at forsvarschefen har hukommelsestab, på et afgørende punkt om en afgørende samtale i sagen. Jeg er sikker på, at dokumentarudsendelsen vil indgå i øvelsesprogrammet ude i forsvarets mediecenter i fremtiden. Det med åbenheden og forståelsen for pressens arbejdsvilkår ligger lidt i ruiner nu i offentligheden.

Succeshistorie til salg

Til sidst lidt om mediernes dækning af de danske styrker i Afghanistan. I modsætning til Irak-situationen er det lykkedes forsvaret hidtil at ”sælge” de danske operationer i Afghanistan som en succeshistorie. Både den del som i starten handlede om de farlige og hemmelige aktioner med elitestyrkerne og den efterfølgende indsats med at skabe sikkerhed og bidrage til genopbygningen af landet.

Selv når de danske soldater kom i den hårde skudlinje i det sydlige Afghanistan og måtte opgive en udsat bastion i det aller farligste område blev det til en positiv historie. De danske medier har på skift fået mulighed for at flyve ud til Afghanistan og følge operationerne. Resultatet har været positive historier. Hvis der begyndte at komme usikkerhed og spørgsmål til, hvad vi egentlig laver der i de hårdeste områder af landet, så blev der sendt et hold politikere der ud på besøg.

Krigen mod terror udkæmpes fortsat i Afghanistan fire år efter, at den startede. Det er sikkert en vigtig og rigtig opgave, de danske styrker udfører, men har vi rigtigt gjort os klart her i Danmark, hvad det indebærer at kæmpe mod terrorister, eller er vi ofre for en illusion om, at den slags kan foregå efter bogen og alle konventionerne, når man ofte ikke aner, hvem der er ven, og hvem der er fjende i den slags krigførelse? Har vi klare og sikre garantier for, hvad amerikanerne gør med de tilbageholdte, som de fanger i Afghanistan i dag? Hvordan kan der være et så skærende misforhold mellem udtalelserne fra amerikanerne i dokumentarfilmen samt et par danske kilder og så svarene fra Pentagon? Filmen "Den hemmelige krig" rejser mange gode spørgsmål.

tirsdag den 5. december 2006

DEMOKRATIET OG PRESSEFRIHEDEN VANDT

Frifindelsen af de to Berlingske-journalister og deres chefredaktør for uberettiget at have videregivet fortrolige oplysninger fra Forsvarets Efterretningstjeneste er en foreløbig lykkelig udgang på en retssag, som aldrig nogensinde burde have været rejst.

I den afgørende balancegang mellem hensynet til statens sikkerhed og pressens både ret og pligt til at viderebringe oplysninger af åbenbar almeninteresse er Københavns byret nået frem til den konklusion, at argumenterne talte tungest til fordel for det sidste. Man må håbe, at anklagemyndigheden i de kommende dage lader det blive ved det, og at sagen ikke ankes.

Hvis retten skulle være kommet frem til den modsatte konklusion på lige præcis det her foreliggende grundlag, så ville det have været en helt urimelig beskyttelse af en institution som Forsvarets Efterretningstjeneste og af det politiske system i forhold til den åbne og grundige debat, som burde være en forudsætning i ethvert demokrati, når politikerne overvejer noget så fundamentalt og principielt som at sende danske soldater i krig.

Hvis retten ikke var kommet frem til, at offentliggørelsen af de papirer, som Frank Grevil lækkede til Berlingske Tidende, lå inden for den åbenbare almeninteresse, så ville den pressefrihed i Danmark, som vi ellers roser os selv så meget af, have fået et ganske alvorligt problem.

Selv tre år efter folketingsflertallets beslutning om at sende Danmark i krig i Irak i 2003 kan denne sag mod Berlingske journalisterne stadig bringe sindene i kog. Det kan den, fordi den er så principiel for pressen, lige som den tilsyneladende er det for myndighederne. Hvad de færreste imidlertid i offentligheden har noteret sig er, at Forsvarets Efterretningstjenestes chef under retssagen mod journalisterne ikke engang selv har kunnet argumentere med, at selve indholdet af de oplysninger, der blev offentliggjort i Berlingske Tidende, var særlig problematisk for landets sikkerhed. Faktisk var notaternes indhold sammenstykkede oplysninger fra åbne og tilgængelige amerikanske og britiske kilder.

MISBRUG AF TERRORTRUSLER

Det var alene Efterretningstjenestens omdømme, der stod på spil, fordi det selvfølgelig altid er pinligt, når der er en lækage i systemet og når navne på konkrete samarbejdspartnere blandt de andre efterretningstjenester offentliggøres. Men den slags hænder jo trods alt også for kollegerne i andre lande, og når lækagens indhold begrænser sig til nogle oplysninger, der alligevel kom fra åbne - det vil sige offentligt tilgængelige kilder - så er det pinlige måske til at overse. Desuden har Frank Grevil allerede betalt prisen for at være årsag til lækagen, idet han blev dømt skyldig den 23. september 2005 og fik fire måneders fængsel.

Det eneste interessante ved de papirer, der blev offentliggjort i Berlingske, var et rent dansk, politisk anliggende. Det var, at Forsvarets Efterretningstjeneste tog nogle forbehold for oplysningerne om Saddam Husseins besiddelse af masseødelæggelsesvåben, som den danske regering valgte ikke at tage på tilsvarende måde i sine udtalelser til Folketinget. Disse forbehold for visse af de amerikanske oplysninger blev afleveret til regeringen få dage før vedtagelsen i Folketinget af beslutningsforslaget om at Danmark skulle deltage i krigen i Irak, men de blev ikke gjort tilgængelige for de politiske partier heller ikke i fortrolig form.

Danmarks engagement i Irak deler stadig den danske befolkning nu, som det gjorde det dengang. Berlingske-sagen handler ikke om man er for eller imod Danmarks engagement i Irak. Den handler om de oplysninger, som de danske politikere havde til rådighed, da de traf beslutningen om at gå i krig. Den handler om, hvad regeringen byggede sine argumenter på, og hvad dens egne efterretningskilder fortalte regeringen. Tilsvarende diskussioner om har længe været i gang både i USA og Storbritannien.

Pressen skal ikke for enhver pris offentliggøre fortrolige efterretningspapirer. Medierne bærer et ansvar, som det også er fastslået i straffeloven, for at en sådan offentliggørelse ikke kan bringe landets sikkerhed i fare. Men der er i dag en meget klar risiko for, at myndighederne med henvisning til terrortrusler, landets sikkerhed og sikkerheden for de danske soldater udsendt i Irak eller Afghanistan lukker offentligheden ude fra at få kendskab til væsentlige politiske beslutninger eller militære instrukser, som Folketinget burde have kendskab til, og som pressen burde have haft mulighed for at kontrollere.

søndag den 3. december 2006

NYHEDS-UNDERHOLDNING I HVID INDPAKNING

TV2 har fået sin nyhedskanal. Danskerne har fået flere valgmuligheder, når de vil have hurtige nyheder. Spindoktorerne, virksomhederne, organisationerne og alle de professionelle meningsmagere i Danmark har fået endeløse afsætningsmuligheder til en umættelig nyhedskanal. Nyhedspulsen i Danmark er gået et par slag op i hastighed siden i fredags.

Inden premieren på TV2 News rykkede hele det sædvanlige kor af mediebekymrede i felten. Danmark er for lille til en 24 timers nyhedskanal. Vi tager skade af at se så mange nyheder. Hvorfor skal vi påduttes dårlig samvittighed over ikke at have lyst til hele tiden at skulle opdateres? Sådan lød advarslerne.

Jeg er begejstret for, at Danmark har fået en 24 timers nyhedskanal. Det er med nyhedskanaler som med sprøjtemidler. Anvendes de med omtanke i små doser, så har de en høj nytteværdi. Anvendes de forkert og i alt for store mængder, så kan de være særdeles skadelige og giftige.

En nyhedskanal kan være et glimrende kosttilskud til alle de øvrige muligheder, vi har som medieforbrugere, hvis man ikke nøjes med den alene. Men den kan også i dårlig udførelse ende med at skabe et opblæst, overdramatiseret, nyhedsbillede uden proportioner og med et totalt misbrug af ”breaking news”-effekten. Det er ikke til at sige endnu efter 2 ½ døgn, om TV2 News ender som vitaminer eller junkfood på nyhedsbordet.

Flere danske nyheder søges

24-timers nyhedskanaler er og bliver nyhedsunderholdning. Verden over bliver den slags kanaler krydret med små lette magasin-programmer om alt fra mode og biler til politik og finans, præcis som TV2 News bliver det. Der er ikke meget dansk særpræg over det koncept, som så dagens lys i fredags, under det heller ikke ligefrem danske navn TV2 News. Er der et dansk særpræg må det ligge i det helt upersonlige, hvide badeværelsesagtige studie, som TV2 News afvikles i. Det ville med sikkerhed ingen international kanal have fundet på. Som professionelle tv-folk ved vi, at varme i lyssætning og indbydende scenografi betyder alt for seernes velbefindende. De hvide borde, de hvide mursten i baggrunden og det blå neonlys virker koldt og klinisk. Selv vejrmanden har fået en hvidkalkning.

TV2 News mangler endnu at vise, at kanalen kan være først med de danske nyheder. Den mangler at vise, at den er et tilskud til nyhedsbilledet i bredden. Den mangler at vise, at den kan mere end kriminalhistorierne, som meget hurtigt er blevet en hovedingrediens på kanalen sammen med udlandstelegrammerne. Der var i starten alt for lidt direkte tv. Her i løbet af weekenden er der kommet gang i flere direkte indslag og flere udskiftninger af historierne i nyhedsrullen.

Til lykke til TV2 med nyhedskanalen, som uden al tvivl har stor strategisk og forretningsmæssig betydning for stationen. Om det bliver en gevinst for os som seere afhænger af, hvad der bliver den daglige redaktionelle kurs, som TV2 ledelsen udstikker for kanalen, når tiden for markedsførings-flosklerne nu er forbi, og hverdagen er der lige nu og her.