torsdag den 30. november 2006

BORGERKRIG ELLER EJ I IRAK

De store aviser og elektroniske medier i USA og Storbritannien samt de internationale nyhedskanaler rundt omkring i verden er i disse dage optaget af en meget interessant redaktionel diskussion om dækningen af konflikt, mord og vold i Irak. Det er samtidig med, at der er intenst nyhedsfokus på spørgsmålet om hvornår de amerikanske, britiske og danske styrker kan trækkes hjem fra Irak og på den forventede Baker-Hamilton rapport om USA fremtidige Irak-strategi, der offentliggøres i næste uge. Dele af den lækkede til pressen i dag.

Den interne redaktionelle diskussion handler om den rette betegnelse af situationen i Irak. Er der tale om en borgerkrig eller er der ikke? Hvad skal der til for at kalde det en borgerkrig? Hvad er det voksende antal af sekteriske myrderier, hvis der ikke er tale om en borgerkrig?

Velrenommerede og journalistisk respekterede aviser som New York Times, Los Angeles Times og andre førende amerikanske medier har valgt nu at kalde situation i Irak borgerkrig. Det samme har en af de store amerikanske nyhedskanaler NBC News. Andre stationer som f.eks. BBC går meget forsigtigt til værks og afstår fra at lade deres reportere bruge betegnelsen. Stationer som CNN, ABC og CBS samt de store internationale nyhedsbureauer har valgt ikke at have en fælles redaktionel linje på spørgsmålet, men lader det være op til deres reportere på stedet, hvilke udtryk de vil anvende. De arabiske medier har længe ikke været i tvivl om, at situationen i Irak burde kaldes borgerkrig. FNs afgåede generalsekretær, Kofi Annan, kaldte det for nylig diplomatisk, at Irak befandt sig på kanten af en borgerkrig. Iraks egen tidligere regeringsleder Iyad Allawi sagde allerede i marts i år: ”Hvis dette ikke er borgerkrig, så må guderne vide, hvad borgerkrig er”.

Ordvalg kan flytte stemmer

Hvorfor er det overhovedet vigtigt hvad det hedder? Fordi hvis situationen i Irak betegnes som en borgerkrig, er det ikke alene et semantisk spørgsmål, så sender det et politisk budskab, og det forventes at øge presset i offentligheden for at få koalitionsstyrkerne hjem fra Irak. Hvis det er en borgerkrig, så holder billedet af, at dette er en krig mod international terror ikke længere hverken i den amerikanske eller i den internationale offentlighed.

Præsident Bush blev konfronteret med spørgsmålet om borgerkrig eller ej i forbindelse med NATO topmødet i Riga i denne uge, og han omtaler den voksende vold i Irak som ”et systematisk mønster af angreb fra al-Queda kæmpere med det formål at skabe sekterisk vold ved at fremprovokere interne konflikter”. Præsidentens nationale sikkerhedsrådgiver, Stephen Hadley, har tilføjet det yderligere argument imod anvendelsen af borgerkrigs-betegnelsen, at den irakiske hær og politiet ikke deltager i de sekteriske opgør, og at regeringen formår stadig at holde sammen på landet.

For familierne til de irakere og koalitionsstyrkesoldater, som har mistet livet siden 2003, så er det jo temmelig ligegyldig hvad slags krig, der foregår i Irak. Men ingen er i tvivl om, at en borgerkrig i fuld skala vil være værre. Et stigende antal af de eksperter på universiteterne, som beskæftiger sig med at analysere på situationen i Irak er for flere måneder siden nået frem til den konklusion, at der er tale om borgerkrig.

Hvad er en borgerkrig?

Definitionen af en borgerkrig bygger ifølge de lærde på nogle klare kriterier: De grupper, som bekriger hinanden, skal være fra det samme land, og de skal kæmpe om magten over den politiske og militære kontrol i en selvstændig stat eller for et afgørende skift af politik i den pågældende stat. Konflikten skal have mindst to eller flere bevæbnede grupper, staten skal formelt eller uformelt være involveret i opgøret, og konflikten skal have et betydeligt antal ofre. Konflikten i Irak lever op til alle disse kriterier.

De medier, som ikke vil kalde situationen i Irak borgerkrig argumenterer med, at der er tale om et meget broget billede, som ikke kan puttes ind i den akademiske definition på borgerkrig. Volden, drabene og bombningerne har forskellige mål. Nogen steder er der tale om opgør mellem Sunni-muslimer og koalitionsstyrker. Andre steder kæmper forskellige Shia-militser mod hinanden. De to mest magtfulde er Abdul-al-Hakims Badr organisation og Moqtada al-Sadrs Mahdi hær. Det er i krydsilden mellem disse to militser, at danske og britiske styrker nogen gange befinder sig. Andre steder er der tale om regulære opgør og hævnaktioner mellem Shia og Sunni muslimske grupper.

Diskussionen i nyhedsmedierne og kampen på det politiske topniveau om, hvad situationen i Irak skal kaldes, er et meget stærkt bevis på de mange situationer, hvor selve retorikken i udenrigspolitikken kan flytte holdninger og dagsordener i offentligheden. Den er også et interessant vidnesbyrd om, hvordan hele argumentationen omkring invasionen af Irak i 2003 til stadighed er et følsomt politisk emne.

De fleste reportere i Irak, er ikke i tvivl om, at det der foregår nu er borgerkrig. En af de reportere, som har gjort størst indtryk på mig med sin blog om Irak, er Richard Engel, korrespondent for NBC i Irak. Læs selv hans konklusioner her på dette link: http://onthescene.msnbc.com/baghdad/2006/11/civil_war_unfor.html

Også de danske medier må diskutere, om det, vi i dag er involveret i, er at forhindre en de facto borgerkrig i at udvikle sig endnu mere, eller om det er en international kamp mod terror eller begge dele. Det er ikke medierne opgave at tage det politiske hensyn til, om stemningen i befolkningen skifter, hvis retorikken omkring Irak ændres. Det er mediernes opgave at tegne så objektivt et billede som muligt af realiteterne i Irak i dag.

Vi skriver i medierne hver dag den kladde til den kommende historieskrivning om Irak-udviklingen, som fremtidens dygtige historikere kan bygge videre på, når vi alle skal til at analysere i det altid kloge bakspejl. Vi må rapportere i medierne, hvad vi ser lige nu i Irak med alle de forbehold og dilemmaer, det rummer. Og det har væsentlige elementer af borgerkrig i sig. Diskussionen kommer utvivlsomt til at løbe videre også i medierne, når Baker-Hamilton-rapporten afleveres til præsident Bush i næste uge.

tirsdag den 28. november 2006

BLAIR IKKE LÆNGERE POLITIKERNES KOMMUNIKATIONSIDOL

Den britiske premierminister Tony Blair kom forbi Danmark i dag til vigtige samtaler med statsminister Anders Fogh Rasmussen om situationen i Irak og Afghanistan, om den humanitære krise i Dafur i Sudan, om klimaspørgsmål og bæredygtig energi og meget mere. Forbløffende hvad rigtige statsmænd kan nå at tale om på en god times tid med ordentlig forberedelse. Det efterfølgende pressemøde bød ikke på kontante nyheder men en justering af det danske og britiske engagement i Irak til foråret. Alligevel har den slags møder en meget stor betydning med den direkte og personlige kontakt mellem politikerne. Ingen tvivl om det.

Tony Blair skulle også på vejen nå et kort møde med partifællen Helle Thorning-Schmidt. Hvis han skulle have et par gode råd med til hende med hensyn til at vinde næste valgkamp, så kan det godt være, at S-formanden skal være lidt tilbageholdende med at lytte. I sin tid da Fogh vandt regeringsmagten for fem år siden, havde statsministeren sine folk sendt til Storbritannien for at studere Blairs legendariske ry for at være mester til politisk spin, til brillant politisk kommunikation og til styring af den offentlige dagsorden. Når man kigger på, hvad der sker rundt omkring i andre europæiske lande og hos andre regeringsledere og oppositionsledere i dag, så er de ved at overhale Blair og New Labour med flere hundrede meter i udnyttelsen af de nye redskaber og nye medier til politisk kommunikation og agenda-styring.

Fra den nye populære franske politiker og præsidentkandidat Ségolène Royal til Ungarns statsminister Ferenc Gyurcsany, Irans præsident Mahmoud Ahmadinejad og til Storbritanniens Tony Blair, så har de alle sammen en blog på nettet og har fanget tendensen og værdien af denne dagsordensætning. Interessant at USAs præsident Bush stadig holder sig til ugentlige radiotaler, som dog nu bliver podcastet.

Dialogen der blev væk

Her i Danmark er vi bare rigtigt langt bagefter endnu. Når jeg besøger Statsministeriets hjemmeside, så kan jeg få statsministerens biografi, hans kalender i hovedtræk, svar til Folketinget, pressemeddelelser, taler og artikler, et fotogalleri, links og en dokumentoversigt. Og jeg kan få en melding om, at statsministeren normalt holder pressemøde hver tirsdag og dertil kommer i særlige ekstraordinære situationer. Ingen åbning for nogen dialog her. Bedre er det ikke på Venstres webside. Her kan jeg se statsministerens vigtigste taler i parti-sammenhæng som video på nettet men ikke nogen millimeter åbning til direkte dialog. Et kig på Blairs webside for Downing Street No. 10 giver helt andre muligheder. Her stiller ministre og centrale rådgivere op til webcast direkte med briterne. Her er der mulighed for at sende emails med spørgsmål og kommentarer til statsministeren, som to journalister så vælger iblandt hver uge og stiller til premierministeren. Det hele optages på video, som findes på websiden.

Hvem skulle nu tro, at Tysklands Angela Merkel faktisk har kastet sig ud i noget af det nyeste i den politiske kommunikations-værktøjskasse? Det er Vlogs eller video blogging. Da hendes første udgave havde premiere den 8. juni, var det tilsyneladende rigtigt godt stof for stand up komikerne og satiretegnerne, fordi en temmelig stiv og mediekejtet regeringschef på en trist blå baggrund sad og læste op fra en teleprompter af en rimelig kedelig tekst. Hendes første Vlog blev kult på You Tube, hvor der findes alle mulige parodier på den. Nu har hun hyret en ny producer, kastet teleprompteren væk, optagelserne sker forskellige steder ude i virkeligheden, og Merkel er blevet mere direkte og konkret i sit sprog i den ugentlige kanslerin-Vlog, som lægges ud hver lørdag på nettet. Set med danske øjne er det stadig temmelig stift at se på, men her kunne jeg f.eks. i dag hente Merkels bud på, hvad det NATO-topmøde i Riga, som Blair og Fogh sad og forberedte her i København i formiddags, burde handle om.

Det går så godt med Merkels Vlog, at oppositionspartierne har været nødt til at gøre hende kunsten efter. Ifølge Merkels talsmand bliver den tyske regeringschefs ugentlige video blog downloaded næsten 200.000 gange om ugen. På hendes (www.bundeskanzlerin.de )og den tyske regerings hjemmeside kan man i øvrigt abonnere på et nyhedsbrev, komme i kontakt med ministrene og børn kan sågar hente information om, hvad en kansler går og laver.

Det ser ud som om den franske præsidentkandidat Ségolène Royal er ved at gøre Merkel kunsten efter. De danske politiske websider trænger mildt sagt til lidt frisk luft under vingerne og lidt nytænkning, hvis de nye medier skal kunne bruges til noget mere demokratisk nærkontakt.

mandag den 27. november 2006

KVINDER PÅ SCOREKORTET

Kvinder synes at være tidens mest populære og ombejlede målgruppe både for statsministre og statsministerkandidater, der vil vinde næste valg, for medievirksomheder, der gerne vil tage halvdelen af landets befolkning alvorligt, og for virksomheder i almindelighed, der gerne vil have de bedste hoveder til topposterne, når fremtidens udfordringer skal klares.

Så kan man bare undre sig over, at der stadig er så pinligt få af de dygtige erhvervskvinder på topposter i virksomhederne. Man kan undre sig over, at kvinder på topposter i medieverdenen næsten ikke er til at få øje på i et mikroskop. Der er dømt mænd over hele linjen.

Man kan undre sig over, at vi stadig i dagens Danmark kan finde en tidligere politisk ordfører og nu radiochef for TV2, Jens Rohde, som tilsyneladende finder det relevant at sætte spørgsmålstegn ved, om S-formand Helle Thorning-Schmidts stigende popularitet i befolkningen nu også skyldes andet end den kendsgerning, at hun er kvinde, da hun tilsyneladende efter hans opfattelse ikke har meget politisk at komme med.

Man kan undre sig over en lederskribent på BT, Erik Meier Carlsen, i en kommentar til Rohde-sagen finder det mere relevant at beskæftige sig med, at samme Helle Thorning-Schmidt ser godt ud, end at hun faktisk blev valgt som formand ved en urafstemning blandt samtlige S-medlemmer og efter et år er lykkedes med at vende en opinionskurve fra en ren katastrofekurs til en opadgående tendens.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen forsøgte på Venstres landsmøde forleden i en markant iscenesættelse af et politisk velfærdsshow med indlagte småinterviews med kvinderne på gulvet i den det danske velfærdssystem at trænge igennem til den eftertragtede kvindelige vælger, som kan være nøglen til at vinde det næste valg. Måske er nøglen at Venstres topledelse også ser temmelig mandetung ud.

Løsninger i stedet for analyser

Måske mændene skulle holde op med at gå og analysere så meget på, hvordan de får fat i kvindelige vælgere, hvordan de får fat i kvindelige seere, lyttere og læsere, og hvordan de kan få flere kvindelige kandidater til topposterne i erhvervslivet og medieverdenen og så ganske enkelt se at få gjort noget ved problemet.

Det starter med at have respekt for, at kvinder ikke er et supplement til ledelsen i erhvervsvirksomhederne og medierne, men at de kommer i samme professionelle kapacitet som mændene. Det er måden at kommunikere og netværke på, der kan være forskellig. Det er måske holdningen til selviscenesættelse og trangen til magtkampe, der kan være anderledes. Men det er ikke evnen til at målstyre, til at skabe innovation, til at træffe de hårde beslutninger eller til at skaffe resultater, der adskiller kønnene. Her findes der gode og dårlige eksempler på chefer af begge køn.

Det starter med at anerkende, at kvindelige medieforbrugere ikke lader sig tale ned til men har præcis samme ønske om at blive kvalificeret informeret, udfordret, underholdt og inspireret som mændene. De er endda ofte mere kritiske forbrugere. Det kan jo være derfor, at de vælger noget til og andet fra.

Det starter med at anerkende, at kvindelige vælgere måske er mere trætte af politiske floskler og den traditionelle magtretorik og ser sig om efter en ny politisk tiltalestil og et mere direkte, løsningsorienteret politisk koncept. Hvis man ser nærmere på udviklingen i Frankrig omkring socialisternes spidskandidat, Ségolène Royal, så dukker der nogle af de tendenser op, på samme måde som der gjorde det i analyserne af Angela Merkels valgsejr i Tyskland. Det handler meget om en tillid og troværdighed i forhold til at skære igennem gamle magtkampe, politisk mudderkastning og positioneringslege og erstatte det med at få jobbet gjort. At holde jordforbindelse og at få fundet et nyt mere helhedsorienteret budskab. Det gamle systems svaghed med enkeltsager og ”hanekampe” er gennemskuet.

Måske ville meget løse sig, hvis mændene holdt op med at analysere på, hvad kvinderne gerne vil have som vælgere, som medieforbrugere og som dygtige medarbejdere i virksomhederne. Det var da nemmere at overlade det til kvinder bare at få arbejdet gjort.

søndag den 26. november 2006

VENTETIDER OG MEDIESVIGT

For en uge siden satte forsiden af Politiken og den 50-årige kræftpatient Lea Pedersens skæbne alle medierne på rød alarm. Det betyder på almindeligt mediedansk: her er en sag med tilstrækkelig stor politisk betydning til at bringe en minister og en regering i alvorlige vanskeligheder og med tilstrækkelig stor identifikation til at interessere stort set os alle i befolkningen.

Der er i ugens løb skrevet spaltekilometer og bragt mængder af indslag i radio og tv om ventetider, strålekanoner og kræftbehandling. Der er produceret dybsindige analyser af operation syndebuk ved Jens Kristian Gøtriks afgang som chef for Sundhedsstyrelsen og om sundhedsminister Lars Løkke Rasmussens overlevelseschancer både som minister og som kronprins i Venstre. Der er spillet ansvars-rundbold mellem Sundhedsstyrelsen og amterne om, hvem der har skylden for hvad på en måde, som ingen almindelige mennesker kan gennemskue. Vi har set kræftramte stå frem med deres historier om ventetider, som overhovedet ikke ligner det, der står i loven fra 2001 om de fire uger, og vi har beskæmmet måttet se til, at kræftramte danskere har lovprist den hurtige og gode behandling på tyske hospitaler.

Reprise hvert år
Det deprimerende ved historien er, at den har gentaget sig selv hvert eneste år i de seneste fem år. Det er som regel en personhistorie, der udløser en ny omgang politisk og mediemæssig ståhej. Det er de samme svar, vi viderebringer i medierne år efter år selv om tallene skifter lidt.

Antallet af strålebehandlinger er steget voldsomt i de seneste fem år. Antallet af milliarder til strålekanoner er steget, skønt det stadig ikke er nok. Antallet af kræftpatienter i behandling er steget og metoderne betyder flere behandlingsmuligheder. Antallet af læger og sygeplejersker til at betjene patienterne og kanonerne er stadig et problem, og det samme er tilsyneladende de arbejdsprocedurer, som gør, at vi stadig hænger bag ud. Vi hørt det samme gang på gang. Og vi vil høre og se dem igen til næste år, hvis ikke vi i medierne begynder at dække det her med en anderledes konsekvens og indsigt.

Tre markante citater
Her er bare et lille udvalg på tre citater fra sidste uge, som gjorde et markant indtryk på mig:
  • Behandlingsgarantien på de fire uger har faktisk aldrig på noget tidspunkt siden 2001 været overholdt på alle seks centre i Danmark, som udfører denne slags behandling. Det oplyste professor i sundhedsøkonomi og direktør for Institut for Sundhedsvæsen, Jes Søgaard.
  • Når garantier udstedes, gøres det ofte i uvidenhed om, hvad det kræver at indløse dem. Det er der ikke nogen, der har regnet på, konstaterede professor i Sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, Kjeld Møller Pedersen, der tilføjede at han mente garantierne var direkte skadelige.
  • Sundhedsministeren Lars Løkke Rasmussen sagde til Folketingets sundhedsudvalg i et samråd, at behandlingsgarantien ikke var en garanti i juridisk forstand. Det er ikke en ultimativ garanti, der sikrer behandling inden for fire uger. Han forklarede, at behandlingsgarantien er et sæt regler om, hvad man skal gøre, hvis sygehusene ikke kan tilbyde behandling inden for fire uger. Og det er for eksempel at undersøge, om der er mulighed for at blive behandlet på et andet sygehus eller i udlandet. Men det er ikke ensbetydende med, at man finder et sted, tilføjede han.

Et eller andet må vi lære i medierne efter denne nye omgang kritisk lys på kræftbehandlingen. Et lys, der hidtil et slukket lige så hurtigt, som det er blevet tændt af en følsom historie. Et lys der hidtil er forblevet lige så overfladisk, som det er startet. Og om en uge er vi videre til næste sag.

Var vi ubønhørligt kritiske i eftersynet af den dækningsløse behandlingsgaranti og den kræftplan, som Folketinget vedtog i 2001 under den forrige regering? Har vi været ubønhørligt kritiske i eftersynet af den opfølgning, som var højt prioriteret stof for den nuværende regering og dens støtte parti, Dansk Folkeparti lige fra starten? Var vi tilstrækkeligt kritiske overfor ”Kræftplan II” i 2004 og meldingen fra statsministeren om, at nu skulle kræftbehandlingen på danske sygehuse op på højeste internationale niveau?

Hvis vi i medierne dengang og de efterfølgende år systematisk, vedholdende og kritisk havde fulgt op på denne sag, kunne det så have betydet, at vi ikke nu for femte år i træk skal høre de samme begrundelser? Eller kunne det have betydet, at vi i det mindste fik en ærlighed og realisme ind i forventningerne til, hvad sygehusene reelt kan levere, og hvad en garanti reelt betyder for os som borgere?

Talmagien
I forbindelse med at alt støvet nu hvirvles op for en kort periode omkring kræftbehandlingen kommer det også frem, at Sundhedsministeriet i marts i år droppede en landsdækkende undersøgelse af, hvordan det gik med gennemførelsen af kræftplan II. Med henvisning til nedlæggelsen af amterne og etableringen af de nye regioner skulle undersøgelsen vente til 2007 mente ministeriets og sundhedsstyrelsens embedsmænd. Hvor var de kritiske journalister, som tidligere på året havde fulgt kræftbehandlingen så tæt, at den sag kunne være kommet frem dengang og ikke først nu.

Det skal indrømmes alle og enhver, at det ikke hører til nemhederne i dansk journalistik at gennemskue det økonomiske spil mellem regeringen, amterne og kommunerne i disse år og at følge pengesporet til mandskab og strålekanoner helt præcist fra den ene kasse til den anden. De fleste selv dygtige journalister løber skrigende bort fra den opgave.

Derfor løber medierne sur i endeløse historier om, hvem der nu har givet penge til hvad, og hvem der ikke mener at have fået penge til noget. Vi løber forgæves spidsrod mellem ministeren, Sundhedsstyrelsen og amterne for at finde de ansvarlige. Vi hælder derfor til det lettest fattelige - at Lea Pedersen og hendes medpatienter stadig venter for længe.

Mediesvigt
Medierne burde for længst have afdækket kommunikationsbristen mellem sygehusene og Sundhedsstyrelsen, når det gælder hvem der havde ansvaret for at finde alternative behandlingsmuligheder for patienterne. Medierne burde for længst have afsløret, at en politisk behandlingsgaranti ikke er en juridisk behandlingsgaranti. Vi burde have afsløret, at ingen havde kontrol med en præcis opfølgning på den stærkt profilerede kræftplan, og at en bebudet undersøgelse var blevet udskudt. Medierne burde have afsløret, at der ikke for alvor er sat gang i at øge antallet af uddannede medarbejdere til at betjene strålekanonerne - det der gang på gang har været påvist som flaskehalsen i processen.

Kunne man ikke sige det sådan nu, at pressen kunne gå efter de enkle svar på spørgsmålene:

  • Hvornår er behandlingsgarantien en reel garanti for alle patienter?
  • Hvad betyder garantien egentlig i forhold til de dage og måneder, der går med forundersøgelser, nye undersøgelser ved hospitalsskift og ventetid på administrative procedurer?
  • Hvem er det helt præcis fra i dag af, der har ansvaret for at skaffe alternative behandlingsmuligheder, hvis ventetiden er længere end fire uger?
  • Hvad er tidsperspektivet for at få de seks danske behandlingscentre så meget op i gear, at de selv kan håndtere behandlingsgarantien uden hjælp fra udenlandske hospitaler?
  • Hvor mange penge koster det, hvis behandlingsgarantien reelt skal være noget værd?

Når det er på plads kan vi tage fat på at kulegrave, hvem der burde have gjort hvad siden 2001. Medierne har i hvert fald ikke levet op til sit kritiske ansvar for at efterse politikernes løfter.