søndag den 18. februar 2007

Det skjulte kamera alle vegne

Endnu engang er det journalister under skjult identitet og iført skjult kamera, der skal afslører misrøgt, elendig opførsel og et brutalt menneskesyn på nogle af de institutioner, som rummer samfundets svageste. Og vi kan i medierne tilsyneladende genopføre disse historier år efter år. Og kommentarerne fra de ansvarlige er også en genopførelse. Lad os få en anden slags åben debat om problemerne og et uafhængigt tilsyn.

Brugen af skjult kamera er uden diskussion det stærkeste redskab i den journalistiske værktøjskasse. Det må aldrig anvendes som en simpel effekt til at skabe et iscenesat drama eller pirre nysgerrigheden eller småforargelsen. Det bør alene bruges til at dokumentere det, der har en virkelig samfundsmæssig betydning. Programmer med skjult kamera som en helt fast bestanddel af konceptet er en fejltagelse og forvandler seriøs journalistik til underholdning.

To vigtige tendenser kæmper imidlertid imod det synspunkt. Den ene er, at der internationalt udvikles tv-koncepter, der direkte spekulerer i de mest absurde former for skjult kamera, som udstiller og latterliggør folk, der gør alt for 10 minutters berømmelse og lidt penge i en konkurrence. Lad os bede til tv-guderne om, at den slags ikke vinder indpas i Danmark.

Den anden tendens er, at de seriøse medier får stadig sværere ved at udøve den for demokratiet så vigtige kontrollerende funktion af dem, der sidder på magten. Sagen er nemlig, at der er et skjult ”våbenkapløb” i gang. Magthaverne opruster med kommunikationsfolk, spindoktorer og advokater for at kunne styre uden om eller kvæle dårlig presseomtale allerede i fødslen. Medierne opruster til gengæld til stærkere våben som skjult kamera for at kunne præstere ubestridelig dokumentation. Problemet ved det er, at det har en tendens til at blive butiksassistenten, social- og sundhedsmedhjælperen og den lille håndværker, der kommer i mediernes gabestok, og ikke koncernchefen, plejehjemslederen eller direktionen. Hvad de laver, tænker og siger bag lukkede døre bliver ikke afsløret med skjult kamera.

Men når alle kontrolinstanser synes at svigte i forhold til omsorgen for nogle af de svageste grupper i samfundet, så er der ingen anden udvej end at bruge skjult kamera. Hvad i himlens navn skal vi med en diskussion om en kvalitetsreform i den offentlige sektor, hvis vi et par gange hvert år i medierne igen skal præsenteres for sager om misrøgt, mangel på anstændig omgangstone og dårlig pleje. Og sådan er realiteterne jo. Hver gang skal vi høre på, at alle er rystede. Lovgivningen er klar nok, men menneskesynet er blevet sygt. Vi vil jo have, at de offentligt ansatte med disse svære jobs skal være dagens helte og klare den pasning, vi ikke selv magter. Derfor gør det så ondt, når de årlige afsløringer smadrer det billede. Det er nemlig vores egen dårlige samvittighed, der springer op.

Der må ske en professionalisering af ledelsen af sådanne institutioner og de offentlige ansatte må foretage et selvkritisk eftersyn. Lad os få en åben debat om, hvad der er virkeligheden for de ansatte med svære plejeopgaver, hvad der er dårlig kultur, hvad der er mangel på ressourcer, og hvad der er elendig ledelse. Og så må vi have et uafhængigt tilsyn, som ikke er kommunerne eller regionerne, der kontrollerer sig selv.