søndag den 18. februar 2007

Det skjulte kamera alle vegne

Endnu engang er det journalister under skjult identitet og iført skjult kamera, der skal afslører misrøgt, elendig opførsel og et brutalt menneskesyn på nogle af de institutioner, som rummer samfundets svageste. Og vi kan i medierne tilsyneladende genopføre disse historier år efter år. Og kommentarerne fra de ansvarlige er også en genopførelse. Lad os få en anden slags åben debat om problemerne og et uafhængigt tilsyn.

Brugen af skjult kamera er uden diskussion det stærkeste redskab i den journalistiske værktøjskasse. Det må aldrig anvendes som en simpel effekt til at skabe et iscenesat drama eller pirre nysgerrigheden eller småforargelsen. Det bør alene bruges til at dokumentere det, der har en virkelig samfundsmæssig betydning. Programmer med skjult kamera som en helt fast bestanddel af konceptet er en fejltagelse og forvandler seriøs journalistik til underholdning.

To vigtige tendenser kæmper imidlertid imod det synspunkt. Den ene er, at der internationalt udvikles tv-koncepter, der direkte spekulerer i de mest absurde former for skjult kamera, som udstiller og latterliggør folk, der gør alt for 10 minutters berømmelse og lidt penge i en konkurrence. Lad os bede til tv-guderne om, at den slags ikke vinder indpas i Danmark.

Den anden tendens er, at de seriøse medier får stadig sværere ved at udøve den for demokratiet så vigtige kontrollerende funktion af dem, der sidder på magten. Sagen er nemlig, at der er et skjult ”våbenkapløb” i gang. Magthaverne opruster med kommunikationsfolk, spindoktorer og advokater for at kunne styre uden om eller kvæle dårlig presseomtale allerede i fødslen. Medierne opruster til gengæld til stærkere våben som skjult kamera for at kunne præstere ubestridelig dokumentation. Problemet ved det er, at det har en tendens til at blive butiksassistenten, social- og sundhedsmedhjælperen og den lille håndværker, der kommer i mediernes gabestok, og ikke koncernchefen, plejehjemslederen eller direktionen. Hvad de laver, tænker og siger bag lukkede døre bliver ikke afsløret med skjult kamera.

Men når alle kontrolinstanser synes at svigte i forhold til omsorgen for nogle af de svageste grupper i samfundet, så er der ingen anden udvej end at bruge skjult kamera. Hvad i himlens navn skal vi med en diskussion om en kvalitetsreform i den offentlige sektor, hvis vi et par gange hvert år i medierne igen skal præsenteres for sager om misrøgt, mangel på anstændig omgangstone og dårlig pleje. Og sådan er realiteterne jo. Hver gang skal vi høre på, at alle er rystede. Lovgivningen er klar nok, men menneskesynet er blevet sygt. Vi vil jo have, at de offentligt ansatte med disse svære jobs skal være dagens helte og klare den pasning, vi ikke selv magter. Derfor gør det så ondt, når de årlige afsløringer smadrer det billede. Det er nemlig vores egen dårlige samvittighed, der springer op.

Der må ske en professionalisering af ledelsen af sådanne institutioner og de offentlige ansatte må foretage et selvkritisk eftersyn. Lad os få en åben debat om, hvad der er virkeligheden for de ansatte med svære plejeopgaver, hvad der er dårlig kultur, hvad der er mangel på ressourcer, og hvad der er elendig ledelse. Og så må vi have et uafhængigt tilsyn, som ikke er kommunerne eller regionerne, der kontrollerer sig selv.

1 kommentar:

Thorsten Overgaard sagde ...

Kære Lisbeth Knudsen

Jeg synes du blander tingene lidt sammen. Det synes jeg nok.

Lad os først få ryddet spørgsmålet om kommunikationsfolk, spindoktorer og advokater af vejen, fordi det har en ret logisk forklaring: Hvor en virksomhed, organisation, minister, politiker o.a. tidligere kunne nøjes med at forholde sig til en enkelt tv-station, en håndfuld dagblade og omtrent 40 årlige aktualitetsprogrammer, der alle arbejdede med en deadline tidligst en gang om døgnet, skal han I dag forholde sig til adskillige dagblade/gratisaviser, radiostationer, tv-stationer og i nærheden af 300 årlige aktualitetsprogrammer, der hver især ’går i dybden’ med 10 minutters varsel live i æteren eller på nettet. Læg dertil adskillige ’live radioprogrammer,’ der også synes det er underholdende at ringe til Hofmarskalen, ministreret, virksomheder osv. for lige at checke en morsom historie.

At håndtere medier er en yderst tidskrævende opgave både som en daglig foreteelse, men især hvis man er i fokus eller direkte i en mediestorm.

Det ville være rart hvis man kunne få det direkte fra Statsministeren selv hver gang, men det lader sig ikke gøre mere.

Så nej, jeg tror ikke vi taler om at ledere, magthavere – kald dem hvad du vil – skjuler sig. Jeg tror tværtimod at det at opruste med kommunikationsfolk er et tegn på, at man tager pressen alvorlig. Men at man har indset, at man ikke har ressourcerne til ene person at håndtere både sit ansvarsområde og pressen, når TV2 NEWS helikopteren hænger over kontoret og en hær af journalister ringer.

Derfor er ansvaret for pressen uddelegeret til folk, der er uddannede til at håndtere den. Imens f.eks. de folkevalgte passer det, de er valgt til og den ansatte direktør passer den virksomhed, han er ansat til at lede. Sådan i store træk.


Lov om Aktindsigt er et udmærket værktøj til at få et indblik bag de lukkede døre og er anvendt utallige gange med succes.


Spørgsmålet om skjult kamera behandlede jeg på min blog på TV2 i torsdags http://blog.tv2.dk/nicemeetingyou, hvor jeg sammenligner det med ’candid camera’ som det reelt kommer fra – altså kunsten at sætte nogen op, således at de med rimelig stor garanti gør det, man kan forvente.

Skjult kamera skaber ofte en ensidig fremstilling af sagen og et shortcut til at skære den historie, man gerne vil vise. I modsætning til den gode gamle metode at indsamle faktuel dokumentation og vægte sagen fra begge sider.

I den aktuelle sag, har det at anvende skjult kamera skabt forargelse over nogle forhold, men har ikke belyst den faktisk problemstilling. Ingen aner reelt hvad problemet – og løsningen – er på denne type omsorgssvigt, men har fandens travlt med at skabe luft i den mediestorm, afsløringen har skabt.

Jeg ved ikke om vi er derhenne hvor vi kan tale om at TV2 er på vej til at glide fra seriøs journalistik til underholdning. Men det er et faktum, at TV2 i høj grad har anvendt skjult kamera på det seneste til at skabe kioskbaskere og har forstået at time deres lanceringer. Som med søndagens nye skjult kamera-afsløring, som TV2-direktør Per Mikael Jensen kunne forvarsle allerede fredag på sin blog http://blog.tv2.dk/per.mikael.jensen, ville komme søndag. I den bedste sendetid, kunne man tilføje.

Oplysende interesse eller i egen interesse?