”Der er så meget i den sag - NUL!”
Det citat fra statsminister Anders Fogh Rasmussen og en meget sigende håndbevægelse fra dagens spørgetid i Folketinget, der aftegner hvad han virkelig mente med nul, vil omgående ryge ind i arkivkategorien af historiske tv-klip på linje med andre berømte klip som ”Der er ikke noget at komme efter” (også Anders Fogh Rasmussen) og ”Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet” (tidl. statsminister Poul Schlüter) eller den om Dansk Folkeparti, der aldrig bliver stuerene (tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen).
Efter flere dages politisk opstandelse om Christoffer Guldbrandsens dokumentarfilm med navnet ”Den hemmelige krig”, får danskerne endelig mulighed for i morgen aften på DR2 med egne øjne at se, hvad hele debatten handler om. Det er nok den mest langtrukne medielanceringsplan, der længe er set for en så kontroversiel dokumentarfilm. Allerede i fredags blev nyheden sluppet løs i flere medier. I mandags blev filmen vist for et indbudt publikum af politikere, mediefolk og eksperter. Og dermed blev debatten skruet op i det højrøde felt blandt de indviede, mens resten af befolkningen lettere måbende kunne høre oppositionen tale om stærk mistillid til regeringen og afgivelse af fejlagtige oplysninger til folketinget, og regeringspartiernes ordførere gav igen med udtalelser om ”en tendentiøs film”, ”et mediestunt” og et stort nul pakket ind i god markedsføring.
Regeringen gik i stilling allerede i går til kommunikationsmæssig ”damage control” ført an af både statsministeren og forsvarsministeren med meget bastante afvisninger af filmens indhold. De juridiske eksperter luftede potentialet til en sag om vildledning af Folketinget - ja lige frem en eventuel rigsretssag. Kommunikationseksperterne og spindoktoranalytikere stod også klar i starthullerne og forudså store vanskeligheder for regeringen.
Jeg havde lejlighed til at se filmen i mandags. Glæd jer til at se en meget grundig, tankevækkende, dramaturgisk flot klippet dokumentarfilm, som for første gang kaster et kritisk lys på de danske elitestyrkers indsats i Afghanistan. Den postulerer ikke at være objektiv. Christoffer Guldbrandsen har sat sig for at efterprøve, hvad der skete med de 31 tilbageholdte i de dansk elitestyrkers varetægt, som i overensstemmelse med den militære instruks blev overleveret til amerikanerne. Hans konklusion er, at det tætte sammenhold med USA og mellem den danske statsminister og den amerikanske præsident har fået den danske regering til at i bedste fald at lukke øjnene for, hvad der er sket i Afghanistan i de amerikanske fangelejre, i værste fald at holde det skjult for offentligheden og Folketinget.
Når jeg lytter til og læser, hvad der siden i mandags er sagt og skrevet i medierne om den film, som meget få endnu har set, så savner jeg nogle overordnede refleksioner. Filmens markante påstande er:
- At de danske elitestyrker i Afghanistan i 2002 tog fanger i flere tilfælde end dem, der er blevet afgivet oplysninger til Folketinget om. Flere amerikanske officerer bekræfter i filmen, at det er tilfældet. Der tales om et noget upræcist antal på 5-6 gange.
- At de amerikanske soldater ikke behandlede fangerne, som de bl.a. fik overleveret fra de danske styrker, efter Geneve-konventionernes principper om beskyttelse af krigsfanger. Tidligere amerikanske forhørsledere bekræfter det i dokumentarfilmen og fortæller om, at forhørene ikke kørte efter bogen og reglerne. Der tales direkte om en daglig praksis i fangelejren, som vi andre ikke ville tøve et sekund med at kalde tortur.
- At de danske styrker overleverede fanger til amerikanerne, selv om de måtte have vidst, at de ikke blev behandlet efter konventionerne i fangelejren i Afghanistan, og selv om de havde udtrykkelig besked på, at tilfangetagne - ifølge den danske politiske beslutning om involvering i Afghanistan - skulle behandles med respekt for Geneve-konventionerne. Påstandene understøttes i filmen dels af en dansk tolk, der arbejdede i fangelejren, dels af en jægersoldat, der udtalte sig anonymt. Desuden medvirker den amerikanske reporter fra Washington Post som beskrev en mishandling af de 31 fanger i sin avis. Hans oplysninger om de 31 sammenlignes i filmen med de fanger, som de danske soldater har tilbageholdt. Beskrivelsen ser ud til at passe. Filmen stiller spørgsmålet, om forsvaret og den danske regering har lukket øjnene for, hvad der skete i den amerikanske fangelejr.
- Forsvarets ledelse beskriver, hvordan man har registreret hver enkelt af de 31 tilbageholdte fanger i marts 2002, men registeroplysninger er nu smidt væk. De tilbageholdte viste sig ikke at være fjendtlige talibankrigere men faktisk en del af de afghanske sikkerhedsstyrker. Derfor blev de løsladt efter et par dage i den amerikanske lejr, og aktionen var en fejltagelse. I dokumentarudsendelsen interviewes flere af de tilbageholdte, som omtaler at de fik slag og spark og måtte tåle hårde afhøringsmetoder.
Statsministeren og forsvarsministeren afviser på det bestemteste at have kendskab til, at danske styrker i Afghanistan har tilbageholdt flere end de allerede kendte antal fanger. Statsministeren og forsvarsministeren afviser, at have kendskab til tortur eller mishandling i de amerikanske fangelejre, og det er baseret på oplysninger indhentet fra det amerikanske forsvarsministerium. Der er nul indhold i sagen, mener regeringen. Nu må Folketinget og alle vi andre afvente statsministerens uddybende redegørelse om sagen og i mellemtiden kan alle så få lejlighed til at se filmen.
Øvelse til forsvarets kommunikation
Til min refleksion over denne sag hører to andre ting. Den ene handler om forsvarets optræden i dokumentarfilmen. Den anden handler om mediernes behandling af den danske involvering i Afghanistan.
Forsvarskommandoen har 52 mand ansat i et nyt mediecenter med alt muligt moderne kommunikationsudstyr fra tv-studie til online-faciliteter. Der bliver medietrænet og arbejdet med professionel kommunikation som en del af det imageskabende omkring forsvaret. Ingen kan have noget imod en professionel kommunikation fra forsvaret.
Forsvarets nyindstiftede kommunikationspris 2006 blev uddelt af forsvarsminister Søren Gade for nogle måneder siden og givet til oberstløjtnant Hans-Christian Mathiesen, som indtil i sommer var chef for forsvarets kommunikationssekretariat. Nu er han chef for det andet hold af danske soldater som gør tjeneste i det sydlige Afghanistan. "I din dialog med medierne har du udvist stor forståelse og respekt for deres arbejdspræmisser. En forståelse der - sammen med din fattethed og dit glimt i øjet - har været med til at sikre, at dine budskaber er gået igennem," sagde forsvarsministeren blandt andet i sin tale.
I Christoffer Guldbrandsens film ser vi samme Hans Christian Mathiesen overvære et interview med elitestyrkernes chef for aktionen i Afghanistan i 2002, som Mathiesen afbryder, da spørgsmålene bliver for nærgående, og interviewofferet roder sig ud i svære problemer. Efterfølgende bringer Guldbrandsen en lydoptagelse af en samtale med Mathiesen, hvor journalisten uden omsvøb får at vide, at han er blevet for besværlig og stiller for mange besværlige spørgsmål, så derfor skal journalisten regne med at blive lagt på is.
Guldbrandsen afslører også, at forsvarschefen har hukommelsestab, på et afgørende punkt om en afgørende samtale i sagen. Jeg er sikker på, at dokumentarudsendelsen vil indgå i øvelsesprogrammet ude i forsvarets mediecenter i fremtiden. Det med åbenheden og forståelsen for pressens arbejdsvilkår ligger lidt i ruiner nu i offentligheden.
Succeshistorie til salg
Til sidst lidt om mediernes dækning af de danske styrker i Afghanistan. I modsætning til Irak-situationen er det lykkedes forsvaret hidtil at ”sælge” de danske operationer i Afghanistan som en succeshistorie. Både den del som i starten handlede om de farlige og hemmelige aktioner med elitestyrkerne og den efterfølgende indsats med at skabe sikkerhed og bidrage til genopbygningen af landet.
Selv når de danske soldater kom i den hårde skudlinje i det sydlige Afghanistan og måtte opgive en udsat bastion i det aller farligste område blev det til en positiv historie. De danske medier har på skift fået mulighed for at flyve ud til Afghanistan og følge operationerne. Resultatet har været positive historier. Hvis der begyndte at komme usikkerhed og spørgsmål til, hvad vi egentlig laver der i de hårdeste områder af landet, så blev der sendt et hold politikere der ud på besøg.
Krigen mod terror udkæmpes fortsat i Afghanistan fire år efter, at den startede. Det er sikkert en vigtig og rigtig opgave, de danske styrker udfører, men har vi rigtigt gjort os klart her i Danmark, hvad det indebærer at kæmpe mod terrorister, eller er vi ofre for en illusion om, at den slags kan foregå efter bogen og alle konventionerne, når man ofte ikke aner, hvem der er ven, og hvem der er fjende i den slags krigførelse? Har vi klare og sikre garantier for, hvad amerikanerne gør med de tilbageholdte, som de fanger i Afghanistan i dag? Hvordan kan der være et så skærende misforhold mellem udtalelserne fra amerikanerne i dokumentarfilmen samt et par danske kilder og så svarene fra Pentagon? Filmen "Den hemmelige krig" rejser mange gode spørgsmål.
4 kommentarer:
Det er muligt, den rejser gode spørgsmål. Men jeg er ærlig talt træt af at høre journalister og diverse "eksperter" diskutere en DR-dokumentar i flere dage, før befolkningen får den at se.
Burde det ikke være omvendt? Burde en DRdokumentar ikke sendes i fjernsynet - og så diskuteres af alle - på lige vilkår.
Men det kan godt være, det er en naiv opfattelse.
I mine øjne har det her mere været et studie i en spinkamp end en saglid debat om Afghanistan, krigsfanger etc.
Jeg har fået spat af det. Føler mig som et barn i børnehaven, der kan høre de voksne diskutere fjernsyn, der sendes efter min sengetid.
Tommelfingeren opad for analysen af både den store hype forud for dokumentaren og de centrale spørgsmål/påstande i dokumentaren.
Set med mediebrillerne, så er det meget interessant, at Forsvaret kommer til at fremstå så tydeligt som pressefjendtlig skurk i filmen. Ingen tvivl om, at det har gjort ondt på et ellers godt image.
Jeg er dog meget i tvivl om, hvor vidt det er udtryk for fair journalistik.
Mht. tolkens rolle må man gøre sig klart, at han er underlagt en tavshedspligt, som ifølge filmens egne oplysninger er blevet indskærpet for ham ved flere lejligheder. Det betyder altså, at han ville blive straffet, hvis han havde sagt ja til blot én af de mange henvendelser fra journalisten (og hans identitet ville næppe kunne holdes hemmelig).
Samtidig fik jeg en anden tanke:
Hvad nu, hvis det faktisk er sandt, at tolken er psykisk påvirket/uligevægtig/syg? Vil det så ikke være forsvarets opgave at beskytte den ansatte?
Kunne man i det hele taget forestille sig, at en journalist blev ved med at jagte en underordnet ansat i en stor virksomhed, selv om der konsekvent blev henvist til pressechefen?
Det tror jeg ikke. Men målet helliger måske midlet her?
Jeg har det i øvrigt fint med, at det er pressechefen, der bliver bussemand, da han afbryder interviewet med kollegaen, som sidder og mærker den politiske ild brænde under ham.
Jeg ville nødig være den, der blev brugt til at levere skyts mod både forsvarschef, forsvarsministeren og statsministeren. Det kunne let føre til et hurtigt farvel til jobbet og pensionen og en næse (eller ligefrem straf) for at have overskredet tavshedspligten.
Jeg er mere bekymret for de soldater, der udtalte sig "anonymt". Det vil ikke tage Auditørkorpset mange minutter at identificere dem. Men det er Guldbrandsen vel ligeglad med. Han fik jo sine citater...
Filmen rejser mange gode spørgsmål, men egentligt er der vel kun ét som for alvor er interessant:
Overgav vi bevidst fanger til tortur?
Amerikanerne har brudt konventionerne, ingen tvivl om det. Muligvis har de også ligefrem brugt tortur. Men vidste de danske styrker det?
Tolken var af den opfattelse. Men vi ved ikke, hvad han har set og rapportet. Som Hommel-sagen viser, kan en afhøring være en chokerende oplevelse for en udefrakommende civil.
Derfor står og falder det hele med de anonymiserede udtalelser fra jægersoldaten. Han taler om brækkede arme og ben. Men har han rapporteret det videre? Hvis han havde, ville han nok have fortalt Guldbrandsen det for at stille sig selv i et bedre lys. Eller også ville Guldbrandsen have fået det at vide via sin aktindsigt.
Intet tyder på, at regeringen har hørt andet end, hvad tolken har fortalt.
Når det er sagt, vil jeg give dig ret i, at Forsvaret har håndteret den her sag, som de plejer. Helt igennem elendigt. Deres lukkethed har kun været med til at forværre sagen.
Du siger, Lisbeth, at filmen ikke foregiver at være objektiv. Men til den tredje (?) visning i Grand sagde Guldbrandsen, at han lagde fakta frem, så seeren selv kunne tage stilling.
Det mener jeg ville have været dokumentaristens opgave i et så politisk ømfindtligt emne som angrebskrig.
Til sidst er jeg enig med 'MDL' i, at de bare skulle have smidt udsendelsen i fjernsynet. DR2 rykkede den godt nok frem, men da var løbet ved at være kørt.
Klik på mit navn og læs mit blog-indlæg 'Ingen tor-tour de force'. Tak.
Send en kommentar