DEMOKRATIET OG PRESSEFRIHEDEN VANDT

Frifindelsen af de to Berlingske-journalister og deres chefredaktør for uberettiget at have videregivet fortrolige oplysninger fra Forsvarets Efterretningstjeneste er en foreløbig lykkelig udgang på en retssag, som aldrig nogensinde burde have været rejst.

I den afgørende balancegang mellem hensynet til statens sikkerhed og pressens både ret og pligt til at viderebringe oplysninger af åbenbar almeninteresse er Københavns byret nået frem til den konklusion, at argumenterne talte tungest til fordel for det sidste. Man må håbe, at anklagemyndigheden i de kommende dage lader det blive ved det, og at sagen ikke ankes.

Hvis retten skulle være kommet frem til den modsatte konklusion på lige præcis det her foreliggende grundlag, så ville det have været en helt urimelig beskyttelse af en institution som Forsvarets Efterretningstjeneste og af det politiske system i forhold til den åbne og grundige debat, som burde være en forudsætning i ethvert demokrati, når politikerne overvejer noget så fundamentalt og principielt som at sende danske soldater i krig.

Hvis retten ikke var kommet frem til, at offentliggørelsen af de papirer, som Frank Grevil lækkede til Berlingske Tidende, lå inden for den åbenbare almeninteresse, så ville den pressefrihed i Danmark, som vi ellers roser os selv så meget af, have fået et ganske alvorligt problem.

Selv tre år efter folketingsflertallets beslutning om at sende Danmark i krig i Irak i 2003 kan denne sag mod Berlingske journalisterne stadig bringe sindene i kog. Det kan den, fordi den er så principiel for pressen, lige som den tilsyneladende er det for myndighederne. Hvad de færreste imidlertid i offentligheden har noteret sig er, at Forsvarets Efterretningstjenestes chef under retssagen mod journalisterne ikke engang selv har kunnet argumentere med, at selve indholdet af de oplysninger, der blev offentliggjort i Berlingske Tidende, var særlig problematisk for landets sikkerhed. Faktisk var notaternes indhold sammenstykkede oplysninger fra åbne og tilgængelige amerikanske og britiske kilder.

MISBRUG AF TERRORTRUSLER

Det var alene Efterretningstjenestens omdømme, der stod på spil, fordi det selvfølgelig altid er pinligt, når der er en lækage i systemet og når navne på konkrete samarbejdspartnere blandt de andre efterretningstjenester offentliggøres. Men den slags hænder jo trods alt også for kollegerne i andre lande, og når lækagens indhold begrænser sig til nogle oplysninger, der alligevel kom fra åbne - det vil sige offentligt tilgængelige kilder - så er det pinlige måske til at overse. Desuden har Frank Grevil allerede betalt prisen for at være årsag til lækagen, idet han blev dømt skyldig den 23. september 2005 og fik fire måneders fængsel.

Det eneste interessante ved de papirer, der blev offentliggjort i Berlingske, var et rent dansk, politisk anliggende. Det var, at Forsvarets Efterretningstjeneste tog nogle forbehold for oplysningerne om Saddam Husseins besiddelse af masseødelæggelsesvåben, som den danske regering valgte ikke at tage på tilsvarende måde i sine udtalelser til Folketinget. Disse forbehold for visse af de amerikanske oplysninger blev afleveret til regeringen få dage før vedtagelsen i Folketinget af beslutningsforslaget om at Danmark skulle deltage i krigen i Irak, men de blev ikke gjort tilgængelige for de politiske partier heller ikke i fortrolig form.

Danmarks engagement i Irak deler stadig den danske befolkning nu, som det gjorde det dengang. Berlingske-sagen handler ikke om man er for eller imod Danmarks engagement i Irak. Den handler om de oplysninger, som de danske politikere havde til rådighed, da de traf beslutningen om at gå i krig. Den handler om, hvad regeringen byggede sine argumenter på, og hvad dens egne efterretningskilder fortalte regeringen. Tilsvarende diskussioner om har længe været i gang både i USA og Storbritannien.

Pressen skal ikke for enhver pris offentliggøre fortrolige efterretningspapirer. Medierne bærer et ansvar, som det også er fastslået i straffeloven, for at en sådan offentliggørelse ikke kan bringe landets sikkerhed i fare. Men der er i dag en meget klar risiko for, at myndighederne med henvisning til terrortrusler, landets sikkerhed og sikkerheden for de danske soldater udsendt i Irak eller Afghanistan lukker offentligheden ude fra at få kendskab til væsentlige politiske beslutninger eller militære instrukser, som Folketinget burde have kendskab til, og som pressen burde have haft mulighed for at kontrollere.