KVINDER PÅ SCOREKORTET

Kvinder synes at være tidens mest populære og ombejlede målgruppe både for statsministre og statsministerkandidater, der vil vinde næste valg, for medievirksomheder, der gerne vil tage halvdelen af landets befolkning alvorligt, og for virksomheder i almindelighed, der gerne vil have de bedste hoveder til topposterne, når fremtidens udfordringer skal klares.

Så kan man bare undre sig over, at der stadig er så pinligt få af de dygtige erhvervskvinder på topposter i virksomhederne. Man kan undre sig over, at kvinder på topposter i medieverdenen næsten ikke er til at få øje på i et mikroskop. Der er dømt mænd over hele linjen.

Man kan undre sig over, at vi stadig i dagens Danmark kan finde en tidligere politisk ordfører og nu radiochef for TV2, Jens Rohde, som tilsyneladende finder det relevant at sætte spørgsmålstegn ved, om S-formand Helle Thorning-Schmidts stigende popularitet i befolkningen nu også skyldes andet end den kendsgerning, at hun er kvinde, da hun tilsyneladende efter hans opfattelse ikke har meget politisk at komme med.

Man kan undre sig over en lederskribent på BT, Erik Meier Carlsen, i en kommentar til Rohde-sagen finder det mere relevant at beskæftige sig med, at samme Helle Thorning-Schmidt ser godt ud, end at hun faktisk blev valgt som formand ved en urafstemning blandt samtlige S-medlemmer og efter et år er lykkedes med at vende en opinionskurve fra en ren katastrofekurs til en opadgående tendens.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen forsøgte på Venstres landsmøde forleden i en markant iscenesættelse af et politisk velfærdsshow med indlagte småinterviews med kvinderne på gulvet i den det danske velfærdssystem at trænge igennem til den eftertragtede kvindelige vælger, som kan være nøglen til at vinde det næste valg. Måske er nøglen at Venstres topledelse også ser temmelig mandetung ud.

Løsninger i stedet for analyser

Måske mændene skulle holde op med at gå og analysere så meget på, hvordan de får fat i kvindelige vælgere, hvordan de får fat i kvindelige seere, lyttere og læsere, og hvordan de kan få flere kvindelige kandidater til topposterne i erhvervslivet og medieverdenen og så ganske enkelt se at få gjort noget ved problemet.

Det starter med at have respekt for, at kvinder ikke er et supplement til ledelsen i erhvervsvirksomhederne og medierne, men at de kommer i samme professionelle kapacitet som mændene. Det er måden at kommunikere og netværke på, der kan være forskellig. Det er måske holdningen til selviscenesættelse og trangen til magtkampe, der kan være anderledes. Men det er ikke evnen til at målstyre, til at skabe innovation, til at træffe de hårde beslutninger eller til at skaffe resultater, der adskiller kønnene. Her findes der gode og dårlige eksempler på chefer af begge køn.

Det starter med at anerkende, at kvindelige medieforbrugere ikke lader sig tale ned til men har præcis samme ønske om at blive kvalificeret informeret, udfordret, underholdt og inspireret som mændene. De er endda ofte mere kritiske forbrugere. Det kan jo være derfor, at de vælger noget til og andet fra.

Det starter med at anerkende, at kvindelige vælgere måske er mere trætte af politiske floskler og den traditionelle magtretorik og ser sig om efter en ny politisk tiltalestil og et mere direkte, løsningsorienteret politisk koncept. Hvis man ser nærmere på udviklingen i Frankrig omkring socialisternes spidskandidat, Ségolène Royal, så dukker der nogle af de tendenser op, på samme måde som der gjorde det i analyserne af Angela Merkels valgsejr i Tyskland. Det handler meget om en tillid og troværdighed i forhold til at skære igennem gamle magtkampe, politisk mudderkastning og positioneringslege og erstatte det med at få jobbet gjort. At holde jordforbindelse og at få fundet et nyt mere helhedsorienteret budskab. Det gamle systems svaghed med enkeltsager og ”hanekampe” er gennemskuet.

Måske ville meget løse sig, hvis mændene holdt op med at analysere på, hvad kvinderne gerne vil have som vælgere, som medieforbrugere og som dygtige medarbejdere i virksomhederne. Det var da nemmere at overlade det til kvinder bare at få arbejdet gjort.