tirsdag den 30. januar 2007

Demokrati version 2.0

Når vi skal udvikle velfærdssamfundet til fremtidens udfordringer, hvorfor så ikke demokratiet? Det aller dyrebareste, vi har, undergår så mange forandringer i disse år, at der er brug for at tænke over, hvordan vi sikrer et livskraftigt og nytænkende, involverende demokrati i fremtiden, så ikke alt overlades til eksperterne spindoktorerne og den professionaliserede valgkampstrategi i partierne.

I sin tale til Venstres landsmøde i november kaldte statsminister Anders Fogh Rasmussen kvalitetsreformen af den offentlige sektor for ”Velfærd version 2.0”. Associationen til begrebet ”Web 2.0” skulle formentlig signalere en større grad af borger- og brugerstyring af ydelserne fra den offentlige sektor - en slags brugerdreven innovation af vores velfærdsprojekt. Præcis på samme måde, som ”Web 2.0” for nogen er betegnelsen for en videreudvikling af Internettet drevet af brugerne og deres behov og ønsker, mens version 1.0 mere var drevet af de professionelle indholdsleverandører og producenter.

Nogle gange går der bare så meget inflation i brugen af et nyt modebegreb, at vi glemmer at standse op og overveje, hvad der egentlig er betydningen af det, vi siger. Og en del af os ved, at ikke enhver ny computerversion løser alle problemer. Snart sagt ethvert offentligt og privat fremtidsoplæg i dag skal hedde noget med 2.0 for at være smart, opdateret og rigtigt med på noderne. Det gælder lige fra oplæg til Bibliotek 2.0, til Velfærd 2.0 og Journalistik 2.0 for den sags skyld. Hvis man bruger søgemaskinen Google på nettet til alene at finde frem til ”Web 2.0”, så får man ca. 158 mio. hits fra hele verden at vælge i mellem på den eksakte sammensætning af ”Web” og ”2.0”.

Brugerne overtager magten

Begrebet Web 2.0 opstod for godt tre år siden i efterdønningerne af den bristede dot.com-boble i efteråret 2001, hvor mange små og store IT-virksomheder krakkede. De mest visionære net-pionerer gav ikke op, men de så den bristede boble som vejen til at udvikle nye muligheder og visioner for Internettet. Den første konference for de troende i Internet-samfundets verdenskirke blev afholdt i 2004 og introducerede begrebet ”Web 2.0”. Ingen har eneretten til den korrekte definition af ”Web 2.0”. Den slås entusiasterne stadig om.

Den første definition af Web 2.0 bliver ofte refereret til som anden generations Internet baseret på nye services, nye sociale medier, hvor brugerne og ikke leverandørerne styrer indholdet, og hvor det handler om at dele viden, at dele meninger og dele oplevelser. De mest hotte digitale mødesteder samler millioner af brugere og lægger en ny dimension til begrebet verdenssamfundet. Det er steder som My Space og You Tube, Wikipedia, Flickr. Nogen siger forenklet at version 1.0 af Internettet handlede om at forbinde computere og flytte informationer og version 2.0 om at forbinde mennesker. Andre argumenterer imod det og betegner 2.0-bølgen som blot en smart kommerciel måde at relancere Internettet på.

Tilbage til statsministerens lancering af ”Velfærd version 2.0” og den brugerdrevne velfærd. Hvorfor ikke et demokrati version 2.0, når vi nu er i gang? Er der næsten noget som helst vigtigere? Et konkret initiativ fra regeringen eller fra Folketinget i samarbejde med de nye regioner og storkommuner, som kunne handle om at udvikle vores demokrati og bryde topstyringen med anvendelse af alle de nye muligheder, som ligger i Web 2.0.

85 procent af alle danske husholdninger har nu en computer. 83 % af befolkningen har adgang til Internettet i hjemmet. 77 pct. af befolkningen bruger Internettet mindst en gang om ugen. Hvor er muligheden for på www.folketinget.dk eller på www.borger.dk at diskutere på tværs af politiske holdninger eller komme i direkte dialog med politikerne. Der er masser af oplysninger at hente, men bliver vi klogere af det, og bliver vi mere engagerede uden en mulighed for direkte involvering og deltagelse? Der er ikke meget national sammenhængskraft i My Space eller You Tube.

Hvis præsidentkandidat Hilary Clinton kan åbne for en samtale på nettet med hele den amerikanske befolkning om, hvad der er vigtige emner, inden hun lægger sig fast på sit valgprogram til den kommende præsidentvalgkamp, og hvis den franske præsidentkandidat, Segolene Royal, med ambitioner om at forny den politiske konversation kan lave digitale møder med sine vælgere, hvorfor kan en førende IT-nation og et lille homogent land som Danmark så ikke præstere en strategi for udvikling af demokratiet version 2.0?

Mere monolog end dialog
Rolig nu! Vi har tårnhøj valgdeltagelse i Danmark. Vi er blandt de mest oplyste folk i Europa, når det gælder viden om EU. Vi har et rigt foreningsliv og en unik åben og uformel adgang til vores politikere.

Det ændrer ikke på, at vi mere end nogensinde har brug for at udvikle vores demokrati. Der er nemlig andre tendenser, som sætter deres præg på den politiske udvikling. Partierne har fået en mindre medlemsbase og er blevet mere topstyrede og professionaliserede, når det gælder medie- og kampagnestyring, politik-udvikling og iscenesættelse af de ledende politikere. Mediernes dækning af det politiske stof har forandret sig mærkbart tilpasset forandringerne i den politiske markedsføring. Der er mere fokus på personanalyser, der bruges flere kræfter på at analysere de politiske processer end på politiske initiativer og visioner. De politiske partiers websider bugner af kommunikation indefra og ud men inviterer ikke meget til kommunikation udefra og ind.

De nye storkommuner og regioner vil betyde, at de kommunale valgkampe skifter karakter og kommer til at ligne landspolitikernes mere. De kommunale og regionale websider ligner mere monolog end dialog. Nærheden og kontakten på gadeplan bliver mindre spontan, og der kommer en større distance ind mellem borgere og politikere. Dertil kommer at befolkningens medieforbrug er ved at ændre sig betydeligt i disse år og dermed ændres også tilstedeværelsen af den fælles basisviden om det danske samfund, vi hidtil har haft.

Alle andre steder taler vi om at brugerne tager magten. En meget stor del af politik-formuleringen og meningsdannelsen i fremtiden vil komme til at gå uden om den traditionelle symbiose mellem politikerne og de etablerede medier, hvor man efterhånden kender hinandens indarbejdede rutiner og næste skaktræk. Vi er på vej ud i noget langt mere ustyrligt og uforudsigeligt for de politiske strateger. Hvis ikke alle disse tendenser tilsammen skulle få os til at iværksætte et seriøst arbejde med udviklingen af ”Demokrati version 2.0” både nationalt og lokalt, så ved jeg ikke, hvad der skulle til.

5 kommentarer:

Trine-Maria Kristensen sagde ...

Hm - jeg bruger ikke selv begrebet Web 2.0 ret ofte, da jeg synes det er en meget forenklet fremstilling af de forandringer vi står overfor. Version 2.0 lyder jo som noget med at man bare køber en ny version af de programmer man kører i forvejen og så har man fremtidssikret sig.

Jeg mener at de forandringer vi står overfor er langt mere radikale - og derfor er jeg heller ikke sikker på, at forandringerne kommer fra politikere (eller deres PR 2.0 rådgivere) som selvfølgelig vil opruste med weblogs og wikis ved næste valg, men som i mine øjne har mere brug for, at forstå, at deres modtagere på nettet er blevet til deltagere - og at den væsentligste kvalifikation er tillid til mennesker - og at valutaen er viden.

Jeg frygter ikke for sammenhængskraften - jeg ser konstant nye fællesskaber opstå - og jeg er slet ikke så sikker på, at der ikke er sammenhængskraft i MySpace og LinkedIn eller på Mitkbh.dk? , men jeg er enig med dig i, at demokratiet kunne styrkes med mere fokus på at give noget magt tilbage til befolkningen.

Esben Fjord sagde ...

Hej Lisbeth

Tak for et spændende indlæg, som jeg er meget enig i.

Jeg har skrevet en kommentar med dit indlæg som reference, se http://www.esbenfjord.dk/?p=1047

codegirl.dk sagde ...

Jeg melder mig gerne frivilligt til at udvikle et meget mere interativt system til politikere/partier der vil kommunikere med borgerne på en web 2.0 måde. Men der er jo nogen der skal betale for det :)

Søren Holmberg sagde ...

Hvor er det rart at vide der er nogen der tager den udvikling der sker inden for kommunikation alvorligt og ser at den før eller siden vil påvirke politik. Det er mig en stor gåde hvorfor politikere ikke har taget web2.0 medierne til sig. Måske fordi de på en blog, skal stå til ansvar ord for ord, for hvad de skriver. Jeg hjælper selv en ung byrådspolitiker og har netop taget hul på at vise hende at hun kan nå meget langt, ihvertfald hos unge vælgere, ved at udnytte dialogmedierne frem for monlogmedierne.

Anonym sagde ...

Hej Lisbeth, og andre!

Du MÅ altså læse dette essay, som giver megen indsigt i bloggingens natur og dilemmaet mellem top-down journalistik og "pyjamas-reporterne" som bare mener noget om noget, som nogen andre har skrevet:

http://www.eurozine.com/articles/2007-01-02-lovink-da.html

Med venlig hilsen
Lars Greir
www.townsmedia.dk