søndag den 17. december 2006

Sæson for kalkunjagt og huller i spindet

Det var Dansk Folkeparti, der fældede Lars Barfoed, men det er medierne, der gennem for en gang skyld meget vedholdende og dygtig journalistik har afsløret, hvor galt det står til med den højt besugne danske fødevaresikkerhed

Christiansborg har sin egen særlige form for politisk mobning. Den går under navnet kalkunjagt. Det er en jagt på nemme og meget synlige mål i form af svage eller lettere skadede ministre, som ikke længere kan bevæge sig så hurtigt og elegant i det politiske terræn.

Som regel kommer de politiske kalkunjægere tomhændede hjem trods det svage bytte. Så har byttet fundet beskyttelse inden kuglerne rammer eller de rammer ved siden af. I onsdags blev en undtagelse med Lars Barfoeds dramatiske afgang som minister.

Tidspunktet for kalkunjagter er som regel, når regeringer er midt i en anden valgperiode, og ministrene har haft tilstrækkeligt lang tid til at blive gjort ansvarlige for et eller andet, der går galt, og som de ikke kan være så heldige at beskylde forgængerne for at have gjort. Jagtselskabet består af utålmodige oppositionspolitikere i en stærk kombination med medierne på jagt efter det slidstærke stof som rigtige skandalesager er gjort af.

Familie- og forbrugsminister Lars Barfoeds ufrivillige afgang som minister blev ikke et ydmygt men et bittert farvel, og hans tvangsfjernelse har udløst en betydelig krise mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Det er DF, som har fyret jagtriflen af mod Lars Barfoed, men det er rent faktisk medierne og ikke hverken oppositionen eller Rigsrevisionen, der har lagt patronerne til rette ved dygtigt at afsløre markante huller i den danske fødevaresikkerhed.

DRs forbrugermagasin Kontant lagde ud i foråret med i flere omgange at vise eksempler på salg af store mængder gammelt kød, som kødkontrollen ikke kontrollerede, selv om man var advaret om sagen. Ekstra Bladet, Jyllands-Posten og flere andre medier fulgte op og skandalerne stod i kø i overskrifterne.

I starten af april i år prøver oppositionen så at vælte Lars Barfoed første gang, men jagten må afblæses, da Dansk Folkeparti ikke vil være med. Men Dansk Folkeparti ville sætte deres egen politiske troværdighed totalt på spil, hvis de efter Rigsrevisionens og Statsrevisorernes kritik i denne uge fortsat skulle frede Lars Barfoed. Hele forløbet onsdag aften tyder på, at regeringen ikke havde forudset, at Pia Kjærsgaard ville turde afskrive Lars Barfoed på trods af statsministerens opbakning til ham. Men Pia Kjærsgaard havde ikke noget reelt valg, og Barfoed havde ikke opsparet nok politisk kapital og goodwill til at imødegå kritikken.

Rundt omkring i jagtterrænet i denne omgang har også været andre trofæer, som dog ser ud til at klare frisag. Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen har været der på grund af de lange ventetider i kræftbehandlingen og en garanti, der mere viste sig at være en slags hensigtserklæring. Og trafikminister Flemming Hansen har også været i skudlinjen for indtil flere kritiske DSB-sager senest om den blå asbest.

Det er interessant at iagttage fra den forløbne uge, at alle regeringens stærke mediekræfter blev sat ind på intenst at forhindre problemer for statsministeren selv og forsvarsminister Søren Gade med den meget omtalte dokumentarfilm ”Den hemmelige krig”, lige som presseberedskabet har været intenst rullet ud omkring sundhedsminister Lars Løkke Rasmussens søgang i medierne om
behandlingsgarantien. Her skulle der ikke være noget at komme efter.

Lars Barfoed måtte nøjes med at varme sig på statsministerens støttende ord på et pressemøde i tirsdags for så dernæst selv at gå af med brug af politiske kraftudtryk som hyklere om det Dansk Folkeparti, der trak tæppet væk under ham. Hele affæren vidner om en mediestrategi og en mediestyring i regeringen, der sejler for åbent oprørt hav lige for tiden.

Der er til gengæld grund til for pressen at rose sig af, at det var den, der afslørede den ringe tilstand, som vores fødevaresikkerhed har været i. Men hvis udviklingen i medierne ellers følger den sædvanlige praksis, så skynder vi os nu videre til næste sag. Vi tjekker først ind på fødevaresikkerheden igen, når nogen igen er blevet syge af mugne hindbær eller råddent kød.

På samme måde med kræftbehandlingen og ventelisterne. De historier kan skrives en gang om året. Stor ståhej og masser af uro i et par uger, og så går vi videre til næste sag. Det er sjældent de fast tilbagevendende reprise-sager i medierne lige frem koster en minister posten. Fordi medierne ikke holder fast og graver så dybt i sagerne, som de burde.

Det var Politiken som bragte den tvivlsomme behandlingsgaranti til kræftpatienterne frem. Det var Radioavisen, som bragte sagen om DSB og deres manglende kontrol med den blå asbest i togvognene frem i lyset. Nogen taler meget i disse tider om, at alt bliver for overfladisk, og at vi har alt for mange medier og alt for mange nyhedsudsendelser. Men ingen af de nævnte minister-sager her er uvæsentlige døgnfluer af historier, som der ellers er mange af i medierne. Den danske presse er heldigvis ikke blevet forvandlet fra vagthund til skødehund. Endnu.

2 kommentarer:

MDL sagde ...

Jeg deler nu ikke helt din begejstring.

Fx har det til stadighed undret mig, hvorfor sagen om så gammel kød konsekvent er kommet til at handle om Fødevarestyrelsen og ministeriet - og ikke de mennesker, der har fusket. Eller for den sags skyld danskernes opfattelse, at de kan få en god engelsk bøf for 10 kroner i fakta...

Dokumentaren om Afghanistan vil jeg heller ikke karakterisere som noget højdepunkt i dansk journalistik...

Jane Korsgaard Hansen sagde ...

Kalkunjagt - det er faktisk også sådan det ser ud fra min post som almindelig vælger. Og da Bent Bendtsen nævnte at kun 4% af butikkerne ikke var blevet tjekket mod 23% i Ritt Bjerregaards tid, kom jeg i tvivl om hvor meget af sandheden vi får. Jeg ved udmærket at vi aldrig kan regne med at få sandheden, kun sandheden og ikke andet end sandhede. Men det synes som om at vi får en lille bid sandhed og aldrig hele sandheden.