FRANCE24 OG AL JAZEERA INTERNATIONAL BØR GIVE OS ALLE I MEDIEVERDENEN NOGET AF TÆNKE OVER. DE UDVIDER NYHEDSBILLEDET OG NUANCERER KONFLIKTERNE OM BÅDE RELIGION OG POLITIK.
Nu er der nye og meget spændende internationale bud på markedet for 24 timers nyhedskanaler, hvis du skulle være kørt træt af TV2 News, CNN eller BBC World.
Den 15. november åbnede Al Jazeera en engelsksproget international udgave af den arabiske 24-timers nyhedskanal og for få dage siden havde den nye franske France24 nyhedskanal premiere med en fransk og en engelsk udgave. En arabisk og en spansk udgave af France24 følger til næste år. Både France24 og Al Jazeera kan hentes gratis i live-versioner på nettet i modsætning til BBC World og CNN, som tager penge for deres netversion.
Både Al Jazeera International og France24 er efter min mening værd at stifte bekendtskab med. De er begge professionelle kanaler. De udvider nyhedsbegrebet og perspektivet på nyhederne. De er mindst lige så interessante på analyser og kommentarer som BBC og CNN, men det er meget ofte andre politikere og ekspertkilder som anvendes end dem, vi er vant til at se på de andre internationale nyhedskanaler. Ikke mindst når det gælder Mellemøsten og Afrika, så udvider de to nye kanaler udsynet og giver nogle andre indfaldsvinkler. Men det gælder faktisk også, når det drejer sig om den europæiske dækning.
France24 er som nævnt det nyeste skud på stammen. Kanalen blev født i forbindelse med den franske modstand i 2003 mod at invadere Irak. Den franske præsident Jacques Chirac var vred over den ensidige negative dækning af den franske og tyske holdning til krigen på de internationale nyhedskanaler CNN og BBC World og flere andre steder. Franskmændene har længe forsøgt at gøre EuroNews til det europæiske modstykke til CNN uden held. Nu har vi så den rene vare - det franske modstykke til CNN - France24. Kanalen er søsat som et samarbejdsprojekt mellem den populære private station TF1 og de franske statsejede public service kanaler. 170 medarbejdere med en gennemsnitsalder på 33 år, et budget på 80 mio. euro i ryggen og et nyhedsbudskab med fransk udgangspunkt til potentielt 250 millioner mennesker er i gang med opgaven.
Deres åbningshistorie forleden var historisk nok Baker-Hamilton-rapporten om Irak-strategien, der anbefalede en gradvis tilbagetrækning af tropperne fra 2008. Den engelske udgave af France24 med en kendt tidligere CNN studievært som gennemgående figur har haft nogle startvanskeligheder men kører nu som den skal i et topmoderne studie, der minder en del om TV2 News i sin hvide indretning og med et aktivt nyhedsrum som baggrund.
Medarbejderne har alle skrevet under på stations værdigrundlag, hvor af det fremgår, at formålet med nyhedskanalen er at sprede de franske værdier, fransk kultur og fransk livsstil til hele verden, lige som de skal udbrede en debatform, præsentere modsætninger og konfrontere udsagn og synspunkter, så det er muligt bedre at forstå, hvad der foregår i verden omkring os. Stationen vil ligeledes bestræbe sig på en dybere dækning af Europa, Afrika og den arabiske verden.
France24 levere i sin franske udgave den alternative journalistiske form og stil, som også karakteriserer de traditionelle franske nyhedsudsendelser, og der er noget at hente i forhold til et bredere udsyn til Afrika og den arabiske verden. Når det gælder den europæiske dækning, så kommer der også andre aspekter på EU-spørgsmålene end dem, vi er vant til at se. Trods sit stramme 24-timers nyhedshjul med masser af gentagelser, formår stationen alligevel at have de perspektiverende interviews med i tilbuddene.
Al Jazeera baner vejen
Al Jazeera har været den arabiske verdens svar på CNN siden 1996, men den nye internationale udgave på engelsk har alligevel været imødeset med spænding. ”En oase af ytringsfrihed midt i en ørken af diktaturer” er stationen blevet kaldt af dens varme tilhængere. Hvad emiren af Qatar, som ejer kanalen, har af bagtanker med lanceringen af den internationale udgave meddeler han ikke selv til offentligheden, men personligt tror jeg, at kanalen frit tilgængelig på Internettet og på adskillige millioner tv-apparater i den vestlige verden vil kunne give muslimerne uden for Mellemøsten en anden mulighed for identifikation med nyhedsbilledet end de får på deres nationale kanaler.
En amerikansk kommentator fra The New York Sun, Brendan Bernhard, skrev i forbindelse med lancering en, at kanalen i løbet af få dage efter premieren den 15. november blev oplevet som en ydmygelse af den amerikanske udgave af CNN, MSNBC og Fox News - de store amerikanske nyhedstilbud - p.g.a. dens langt større udsyn til verden og globale præg.
Al Jazeera International drives i høj grad af tidligere BBC ansatte redaktionelle chefer og reportere med den legendariske Sir David Frost i spidsen, som nu kan ses som vært for programmet ”Frost Over the World” på den arabiske 24-timers kanal. Hans første gæst var i øvrigt Storbritanniens premierminister, Tony Blair.
Det interessante ved at se Al Jazeera International er ikke alene der globale udsyn, de præsterer. Det er også, stationens forsøg på at give os andre vinkler på, hvad der sker her i Europa. Kanalen har bl.a. et program med titlen ”Listening Post” som laves af den tidligere BBC reporter, Rageh Omaar. Han prøvede forleden at lave en rapport fra Dewsbury i det nordlige England, som er blevet kendt som stedet, hvor en af lederne af det seneste terrorangreb i London havde opholdt sig i seks måneder, og fordi en 23 årig studerende fra dette område måtte i retten for at insistere på at bære niqab i skoleklassen - den lange sorte beklædning, som kun efterlader øjnene synlige.
En tredjedel af byen er muslimer. Reporteren fra Al Jazeera tog til Dewsbury for at finde ud af, om der nu var så dyb og stor en konflikt mellem det muslimske miljø og de øvrige beboere i området, som den britiske presse har fremstillet det. I første omgang blev tv-holdet på vej rundt i byen mødt af en stor gruppe vrede unge mænd, som i ikke særlige pæne og utvetydige vendinger bad tv-holdet om at forsvinde langt væk. Først da de blev klar over, hvor tv-holdet kom fra, blev der basis for en dialog og nogle interessante interviews, som viste, at de bare var trætte af, hvordan den britiske presse havde fremstillet stedet som nærmest en terrorist-rede præget af politisk og religiøs konflikt. De kunne ganske enkelt ikke identificere sig med det billede, som medierne tegnede af dem og deres by.
Man kunne jo stille det interessante spørgsmål, om der virkelig skal en reporter fra Al Jazeera til at fortælle englænderne, hvad der foregår i England, eller danskerne, hvad der egentlig foregår i Vollsmose eller Gellerupparken.
Hold øje med varedeklarationen
Rusland fik for et år siden sin engelsk-sprogede 24-timers nyhedskanal ”Russia Today”. Siden 1999 har Channel NewsAsia, som sender fra Singapore, eksisteret. Indien har sin 24 timers nyhedskanal. Iran arbejder på at etablere en nyhedskanal kaldet ”Press”. Den kinesiske regering overvejer en 24-timers kanal, og det samme gør private investorer i forhold til en 24 timers pan-Afrikansk tv-kanal. Der bliver nok at vælge i mellem. Både statsejede eller statsdirigerede kanaler og fri og uafhængige kanaler. Men det er jo ikke uvæsentligt at vide, hvilke kanaler, der er propagandasendere og hvilke, der drives efter uafhængige redaktionelle principper og uden censur.
fredag den 15. december 2006
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
3 kommentarer:
Det er fint nok med diversitet i udbuddet, men det er vel begrænset hvem der i den anglofone verden vil fravælge CNN og BBC til fordel for en gang fransk, arabisk eller iransk propaganda.
Og så er det jo nærmest hysterisk morsomt at læse chefen for France24 sige at kanalen har mere ytringsfrihed samtidig med at du skriver at alle medarbejderne har skrevet under på at de skal være med til at fremme et pro-fransk budskab.
Det vil være en dårlig ide at fravælge CNN og BBC. Jeg taler om at supplere disse kanaler med indtryk og vinkler fra andre, og selvfølgelig samtidig være opmærksom på, at både France24 og Al Jazeera skal ses med iagttagelse af samme kritisk sans, som alle andre medier. Man kan sagtens kritisere Al Jazeera for at være fast publiseringssted for Osama bin Ladens videoer og lydbånd, og man kan kritisere France24 for at have et udgivelsesgrundlag, der ikke er helt så uafhængigt, som eksempelvis DR eller TV2 har det, men det er alligevel lærerigt at gøre sig bekendt med, hvad disse stationer vælger at bringe ud til millioner af seere, da vi nu har en mulighed for at følge disse stationer på nettet i en engelsk udgave.
Det er da rigtigt at at Al Jazeera nok at kan bidrage til vestlig forståelse for, hvad man lidt upræcist, kan kalde
mellemøstlig tankegang.
Spørgsmålet er i mine øjne, om de kan frigøre sig fra offer-tankegang, der synes at præge mellemøsten, og følgende interview med deres Editor-In-Chief gør mig bestemt ikke optimistisk.
Og det er specielt en passage som følgende, der gør mig pessimistisk:
In many Arab states, the middle class is disappearing. The rich get richer and the poor get still poorer. [...] The public hospitals are also in a hopeless condition. These are just examples. They show how hopeless the situation is for us in the Middle East.
Who is responsible for the situation?
The Israeli-Palestinian conflict is one of the most important reasons why these crises and problems continue to simmer. The day when Israel was founded created the basis for our problems. The West should finally come to understand this. Everything would be much calmer if the Palestinians were given their rights.
Do you mean to say that if Israel did not exist, there would suddenly be democracy in Egypt, that the schools in Morocco would be better, that the public clinics in Jordan would function better?
I think so.
Send en kommentar