søndag den 26. november 2006

VENTETIDER OG MEDIESVIGT

For en uge siden satte forsiden af Politiken og den 50-årige kræftpatient Lea Pedersens skæbne alle medierne på rød alarm. Det betyder på almindeligt mediedansk: her er en sag med tilstrækkelig stor politisk betydning til at bringe en minister og en regering i alvorlige vanskeligheder og med tilstrækkelig stor identifikation til at interessere stort set os alle i befolkningen.

Der er i ugens løb skrevet spaltekilometer og bragt mængder af indslag i radio og tv om ventetider, strålekanoner og kræftbehandling. Der er produceret dybsindige analyser af operation syndebuk ved Jens Kristian Gøtriks afgang som chef for Sundhedsstyrelsen og om sundhedsminister Lars Løkke Rasmussens overlevelseschancer både som minister og som kronprins i Venstre. Der er spillet ansvars-rundbold mellem Sundhedsstyrelsen og amterne om, hvem der har skylden for hvad på en måde, som ingen almindelige mennesker kan gennemskue. Vi har set kræftramte stå frem med deres historier om ventetider, som overhovedet ikke ligner det, der står i loven fra 2001 om de fire uger, og vi har beskæmmet måttet se til, at kræftramte danskere har lovprist den hurtige og gode behandling på tyske hospitaler.

Reprise hvert år
Det deprimerende ved historien er, at den har gentaget sig selv hvert eneste år i de seneste fem år. Det er som regel en personhistorie, der udløser en ny omgang politisk og mediemæssig ståhej. Det er de samme svar, vi viderebringer i medierne år efter år selv om tallene skifter lidt.

Antallet af strålebehandlinger er steget voldsomt i de seneste fem år. Antallet af milliarder til strålekanoner er steget, skønt det stadig ikke er nok. Antallet af kræftpatienter i behandling er steget og metoderne betyder flere behandlingsmuligheder. Antallet af læger og sygeplejersker til at betjene patienterne og kanonerne er stadig et problem, og det samme er tilsyneladende de arbejdsprocedurer, som gør, at vi stadig hænger bag ud. Vi hørt det samme gang på gang. Og vi vil høre og se dem igen til næste år, hvis ikke vi i medierne begynder at dække det her med en anderledes konsekvens og indsigt.

Tre markante citater
Her er bare et lille udvalg på tre citater fra sidste uge, som gjorde et markant indtryk på mig:
  • Behandlingsgarantien på de fire uger har faktisk aldrig på noget tidspunkt siden 2001 været overholdt på alle seks centre i Danmark, som udfører denne slags behandling. Det oplyste professor i sundhedsøkonomi og direktør for Institut for Sundhedsvæsen, Jes Søgaard.
  • Når garantier udstedes, gøres det ofte i uvidenhed om, hvad det kræver at indløse dem. Det er der ikke nogen, der har regnet på, konstaterede professor i Sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, Kjeld Møller Pedersen, der tilføjede at han mente garantierne var direkte skadelige.
  • Sundhedsministeren Lars Løkke Rasmussen sagde til Folketingets sundhedsudvalg i et samråd, at behandlingsgarantien ikke var en garanti i juridisk forstand. Det er ikke en ultimativ garanti, der sikrer behandling inden for fire uger. Han forklarede, at behandlingsgarantien er et sæt regler om, hvad man skal gøre, hvis sygehusene ikke kan tilbyde behandling inden for fire uger. Og det er for eksempel at undersøge, om der er mulighed for at blive behandlet på et andet sygehus eller i udlandet. Men det er ikke ensbetydende med, at man finder et sted, tilføjede han.

Et eller andet må vi lære i medierne efter denne nye omgang kritisk lys på kræftbehandlingen. Et lys, der hidtil et slukket lige så hurtigt, som det er blevet tændt af en følsom historie. Et lys der hidtil er forblevet lige så overfladisk, som det er startet. Og om en uge er vi videre til næste sag.

Var vi ubønhørligt kritiske i eftersynet af den dækningsløse behandlingsgaranti og den kræftplan, som Folketinget vedtog i 2001 under den forrige regering? Har vi været ubønhørligt kritiske i eftersynet af den opfølgning, som var højt prioriteret stof for den nuværende regering og dens støtte parti, Dansk Folkeparti lige fra starten? Var vi tilstrækkeligt kritiske overfor ”Kræftplan II” i 2004 og meldingen fra statsministeren om, at nu skulle kræftbehandlingen på danske sygehuse op på højeste internationale niveau?

Hvis vi i medierne dengang og de efterfølgende år systematisk, vedholdende og kritisk havde fulgt op på denne sag, kunne det så have betydet, at vi ikke nu for femte år i træk skal høre de samme begrundelser? Eller kunne det have betydet, at vi i det mindste fik en ærlighed og realisme ind i forventningerne til, hvad sygehusene reelt kan levere, og hvad en garanti reelt betyder for os som borgere?

Talmagien
I forbindelse med at alt støvet nu hvirvles op for en kort periode omkring kræftbehandlingen kommer det også frem, at Sundhedsministeriet i marts i år droppede en landsdækkende undersøgelse af, hvordan det gik med gennemførelsen af kræftplan II. Med henvisning til nedlæggelsen af amterne og etableringen af de nye regioner skulle undersøgelsen vente til 2007 mente ministeriets og sundhedsstyrelsens embedsmænd. Hvor var de kritiske journalister, som tidligere på året havde fulgt kræftbehandlingen så tæt, at den sag kunne være kommet frem dengang og ikke først nu.

Det skal indrømmes alle og enhver, at det ikke hører til nemhederne i dansk journalistik at gennemskue det økonomiske spil mellem regeringen, amterne og kommunerne i disse år og at følge pengesporet til mandskab og strålekanoner helt præcist fra den ene kasse til den anden. De fleste selv dygtige journalister løber skrigende bort fra den opgave.

Derfor løber medierne sur i endeløse historier om, hvem der nu har givet penge til hvad, og hvem der ikke mener at have fået penge til noget. Vi løber forgæves spidsrod mellem ministeren, Sundhedsstyrelsen og amterne for at finde de ansvarlige. Vi hælder derfor til det lettest fattelige - at Lea Pedersen og hendes medpatienter stadig venter for længe.

Mediesvigt
Medierne burde for længst have afdækket kommunikationsbristen mellem sygehusene og Sundhedsstyrelsen, når det gælder hvem der havde ansvaret for at finde alternative behandlingsmuligheder for patienterne. Medierne burde for længst have afsløret, at en politisk behandlingsgaranti ikke er en juridisk behandlingsgaranti. Vi burde have afsløret, at ingen havde kontrol med en præcis opfølgning på den stærkt profilerede kræftplan, og at en bebudet undersøgelse var blevet udskudt. Medierne burde have afsløret, at der ikke for alvor er sat gang i at øge antallet af uddannede medarbejdere til at betjene strålekanonerne - det der gang på gang har været påvist som flaskehalsen i processen.

Kunne man ikke sige det sådan nu, at pressen kunne gå efter de enkle svar på spørgsmålene:

  • Hvornår er behandlingsgarantien en reel garanti for alle patienter?
  • Hvad betyder garantien egentlig i forhold til de dage og måneder, der går med forundersøgelser, nye undersøgelser ved hospitalsskift og ventetid på administrative procedurer?
  • Hvem er det helt præcis fra i dag af, der har ansvaret for at skaffe alternative behandlingsmuligheder, hvis ventetiden er længere end fire uger?
  • Hvad er tidsperspektivet for at få de seks danske behandlingscentre så meget op i gear, at de selv kan håndtere behandlingsgarantien uden hjælp fra udenlandske hospitaler?
  • Hvor mange penge koster det, hvis behandlingsgarantien reelt skal være noget værd?

Når det er på plads kan vi tage fat på at kulegrave, hvem der burde have gjort hvad siden 2001. Medierne har i hvert fald ikke levet op til sit kritiske ansvar for at efterse politikernes løfter.

11 kommentarer:

Anonym sagde ...

Det er en flot og skarp kommentar, der rammer helt rigtigt. Specielt TV2 Østjylland har vist sig temmelig sensationalistiske i deres jagt på Århus Sygehus. Det er sørgeligt at se på.

Anonym sagde ...

Glimrende analyse, men jeg savner en ikke helt uvæsentlig ting, for sagen er, at bekendtgørelsen forholder sig til behandling i udlandet, som amterne og Sundhedsstyrelsen skal forholde sig aktivt til.

Derfor er det jo også ret vigtigt, journalistiksk, at finde ud af om amterne og Sundhedsstyrelsen har levet op til bekendtgørelsens formuleringer.

Tilsyneladende er det noget, der hinker.

Ifølge tal fra Sundhedsstyrelsen vedr. strålepatienter, der kommer til udlandet, ser tallene ud som følger:
2002: 137
2003: 130
2004: 149
2005: 74
2006: 94 (til dags dato - 25. november 2006)

Det er ret underligt, at tallet bliver mindre og mindre, selvom behovet stiger og stiger. Og det er jo også underligt, at Sundhedsstyrelsen ikke har andel i tallene - for Sundhedsstyrelsen oplyser, at tallene kommer fra amterne.

Link til bekendtgørelsen: http://halskraeft.blogspot.com/2006/11/bekendtgrelse-om-behandling-af.html

Anonym sagde ...

Du har fuldstædnig ret i dine kritiske bemærkninger om pressen - og ikke bare i denne sag, men i rigtig mange andre. På tv er det efterhånden blevet sådan, at journalisterne har reduceret sig selv til mikrofonholdere. Kun sjældent oplever man en journalist, der rigtig for alvor går i kødet på sit "offer". Alt for mange gange slipper politikerne alt for nemt.

Jørgen Harboe sagde ...

det amerikanske medieselskab CBS har netop besluttet at betegne situationen i Irak som borgerkrig.
Ville det ikke være relevant med en åben mediedebat i Danmark om det samme spørgsmål?
F.eks. i statsmediet DR.

Anonym sagde ...

Alt fra nyheder til debat samt reklamer , flyder og roder, igen har styr på ders ting.
Det ligesom at lys-rampen, er blivet det viktigste og hvor jeg personen lige pluselig ved alt, og om andrer.
Vi har fået for mange folk som tror at de er mester i ders fag.
I go gammle dage fandtes der kun få personer, det de go tider.
Håber at denne side for en stor betydning for alle media folk og ders rod, måske ka denne side hjælpe dem på det rette vej, ellr bare adskille dem fra hinanden så vi for de rigtig personer frem.
venlig hilsen
M.H.E.Mouazan

heike arndt sagde ...

allerede her er det småt med åbenhed..........du vil selv "vælger" hvilke bidrag der skal vises.......hvor er den åben debat du taler om....hilsen Heike Arndt

Anonym sagde ...

Ja og så er følgende formulering jo også en interessant konstruktion

Behandlingsgarantien på de fire uger har faktisk aldrig på noget tidspunkt siden 2001 været overholdt på alle seks centre i Danmark, som udfører denne slags behandling.

Såfremt sætningen er formuleret med indsigt så har den manipulerende karakter og er uden faktuel substans.

De fleste vil læse den som

Behandlingsgarantien på de fire uger har faktisk aldrig på noget tidspunkt siden 2001 været overholdt.

At sætningen slipper igennem uforstyrret tror jeg desværre ikke kan forklares med journalister som mikrofonholdere.

Demokratiet kan ikke fungere uden information. Spørgsmålet er så, om dagens demokrati har information i den fornødne kvalitet til rådighed.

De fleste har en klar holdning til folkeafstemning og en fordeling af sæder ud fra stemmeta, som grundpillen i demokratil. Men der er ikke mange der stiller spørgsmål til, at den information de baserer deres valgkryds på er udvalgt og prioriteret af en strengt hierarkisk opbygget redaktion i en presse med ganske få betydende meningsdannere i toppen.

Anonym sagde ...

Hej Lisbeth,

Du stiller følgende spørgsmål:

"Hvornår er behandlingsgarantien en reel garanti for alle patienter?"

- og jeg vil i den forbindelse spørge dig, om du tror, at Lars Løkke Rasmussens forsikringer (et Taskforce, der nu og i fremtiden vil sikre, at kræftpatienter får et tilbud på behandling på nærmeste sygehus, på et sygehus et andet sted i landet eller på et sygehus i udlandet) er det rene løgn og latin?

per-olof.dk sagde ...

Garanti - om muligt

I Politiken 23.11. fremgår det af en faktaboks, at bekendtgørelsen vedr. behandlingsgarantien for kræftpatienter siden 22.8.2001 har lydt:
"Sundhedsstyrelsen skal om muligt henvise patienten til behandling på et andet sygehus i ind- eller udland."
Hvor er de journalister, som har påpeget svælget mellem politikernes ord om "garanti" og bekendtgørelsens mere jordbundne "om muligt"? Er ikke journalisterne altså medierne en del af det samlede svigt? Da så sagen endelig rullede gik der flere dage, inden man nåede ned til denne helt afgørende formulering.

(... skrev jeg, men fik retur fra Politiken 28.11.06. Måske er det et uoassende spørgsmål til pressen? :-))

Anonym sagde ...

Til PJ, der mener, at ordet garanti ikke har noget at gøre med bekendtgørelsen:

---

Du kan såmænd godt have ret, for ser man på bekendtgørelsen ord for ord, optræder ordet garanti ikke og der er heller ikke formuleringer, der direkte kan oversættes til ordet garanti.

Direktør for Kræftens Bekæmpelse, Arne Rolighed, var den ansvarlige minister bag bekendtgørelsen, og hans aktuelle kommentarer går i retning af en yderligere opblødning - for han siger, at fejlene ligger hos amterne, fordi det er amternes opgave at sørge for patienternes behandling på eget sygehus, på andet sygehus eller i udlandet.

Det var i alt fald den ånd bekendtgørelsen blev skrevet i, hævder Arne Rolighed.

Men, som du kan se af Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussens (V) og formanden for Sundhedsudvalget Birthe Skaarups (DF) udlægninger i debatten, mener de noget helt andet.

Ordet garanti er nævnt flere gange, og ordet er nu præciseret ret bastant.

At der dermed også er sået noget tvivl om Arne Roligheds udlægning, er en anden sag - for patientforsikringen har kigget på erstatningsmulighederne for patienter, som ikke er behandlet inden for de 4 uger, hvor konklusionen er, at disse patienter har krav på erstatning, såfremt en række betingelser er opfyldt.

Så det ser jo ud til, at ordene i bekendtgørelsen skal oversættes med garanti - og din påstand derfor ikke er korrekt.

Unknown sagde ...

Kære Lisbeth

Godt at se din skarpe analytiske pen i brug - tillykke med sitet.

Angående den verserende kræftsag sidder vi på Dagens Medicin - et uafhængigt fagblad - og ser med undren på morgen- og gratisavisers behandling af sundhedsstoffet. At Hans Drachman på Politiken har haft en glimrende historie fra lægerne på Herlev Sygehus har desværre også slået hans egen kilde-kritiske sans fra: nemlig at Herlev Sygehus selv har ansvaret for mange ikke-behandlede patienter. At se på kernen i historien: hvem har ansvaret for, at patienterne ikker er blevet behandlet, synes allerede at være glemt til fordel for stormløb på minister Lars Løkke Rasmussen. Om han har fortjent at blive gået eller ej, vil jeg ikke forholde mig til, blot skose mine journalistkolleger for endnu engang at interessere sig for det politiske spil mere end grundsubstansen.

Det er langt fra første, sidste eller eneste gang, vi ser nyhedsjournalister - med eller uden fagområde - miste kildekritikken, og de nye gratisaviser er med til at øge presset og kravet om store nyheder, store forsider. Men at beskrive virkeligheden todimensionelt og i sort-hvidt er nu engang at gøre både danske læsere og danske politikere en bjørnetjeneste.

Vi viser læserne, at problemstillinger er simple, helst et dæk i en rubrik, og samtidig signalerer vi til Christiansborg, at vælgerne kun kan klare et begrænset lix-tal, og at der derfor ikke er nogen grund til at beskæftige sig med substansen i sagen: hvorfor fungerer kræftplan II ikke, hvem har ansvaret for, at patienterne svigtes.

Ak, ve- og klage, som vi siger her på matriklen. At være den mavesure fagjournalist og pege fingre af de daglige nyhedsjægere synes at være en gammel og lettere fortærsket profession. Ikke desto mindre mere nødvendig end nogensinde før.