lørdag den 10. marts 2007

Brand i gaderne i bedste sendetid

Hvor er de indsigtsfulde artikler og tv-indslag om, hvad der sker i ungdomsmiljøet lige nu efter nedrivningen af Ungdomshuset på Nørrebro? Hvor er den kritiske afdækning af anholdelserne og retsbehandlingen af de mange sager mod de unge på Nørrebro? De gamle medier har ikke et brugbart kildenet blandt de unge. De taler alene om de unge, men ikke med de unge. Det er på internettet det interessante foregår, hvis man vil følge ungdomsmiljøerne.


Når der er kamp i gaderne mellem politi og demonstranter er der vigtige redaktionelle og presseetiske spørgsmål, som sættes i spil. Sådan har det været i dagevis omkring opgøret om Ungdomshuset på Nørrebro i København. Demonstrationerne ændrer nu karakter, men der kommer utvivlsomt et langt efterspil til slagsmålet om Jagtvej 69.

Da sociale uroligheder brød ud i forstæderne i Paris i november 2005 med bilafbrændinger, gadekampe, masseanholdelser og mange sårede traf de franske tv-stationer efter nogle døgn den aldeles kontroversielle beslutning at lade være med at tage rundt hver aften med sendebilerne for at filme aftenens og nattens vold og brandstiftelse, fordi de registrerede, at de unges aktioner blev organiseret efter medietilstedeværelsen. Tv-stationerne rapporterede i stedet næste morgen om, hvad der var sket, men medvirkede ikke til en ”iscenesættelse af volden”, som de franske medieledere kaldte det. CNN, BBC World og andre var helt uenige i den redaktionelle beslutning. Medier har til opgave at rapportere, hvad der sker, og ikke at forholde befolkningen nyhederne, mente de. En utrolig principiel diskussion, når man fulgte dagene på Nørrebro på direkte tv. Blev brandene, volden og gadekampene vedligeholdt af og optrappet af, at både DR og TV2 sendte nonstop i timevis fra dem?

Som klassisk nyhedsjournalist er man nødt til at sige, at medierne har til opgave at dække troværdigt og så objektivt som muligt, hvad der sker. Vi blander os ikke i, hvorfor det sker. Men så enkel er virkeligheden ikke længere, for medierne er en del af spillet. Det er medieopmærksomheden på gadekampene, der giver de unge demonstranter sympatitilkendegivelser fra hele verden, og som gør det nu forhenværende hus på Jagtvej til et symbol og ikke bare et hus. Det er medieopmærksomheden, der cementerer politikernes udmeldinger om ikke at bøje sig for vold, fordi vælgerne bestemt ikke vil belønne det. Og det er politiets rundvisning for pressen i det forladte Ungdomshus, der i offentligheden gør Ungdomshusets beboere til autonome kamptropper og ikke blot unge med lidt frihedstrang og en særlig musiksmag.

Spændingsopbygningen til konfrontationen på Nørrebro har været enorm i de landsdækkende medier. Medierne har et ansvar for at holde proportioner og ikke medvirke til iscenesættelse af vold og hærværk. Det er en vanvittig svær balancegang. De danske medier levede ikke op til den balancegang i denne omgang. Sendefladerne blev ryddet omkring og i de store nyhedsudsendelser for alt andet end Nørrebro-balladen. Transmissionerne blev til ”breaking news” drama fra gadehjørne til gadehjørne på højde med invasionen af Irak eller terrorbomberne i Madrid og London. Der gik fuldkommen krigsretorik i den.

Nørrebrosagen rejser andre interessante redaktionelle spørgsmål. Hvordan kan demonstranter få lov til at optræde anonymt og uden efternavn, mens alle andre afkræves navn af medierne? Hvorfor skal disse talsmænd og kvinder tildeles en særlig status, hvis de vil til orde og kæmper for deres sag med lovlige midler?

Hvad skal være de objektive og kritiske relationer mellem politi og presse? Skal politidirektøren sidde i studiet for Aftenshowet på DR1 og kommentere slagets gang og hendes håndgangne dygtige kommunikationseksperter være på alle kanaler hele tiden med beroligende bemærkninger til borgene? Fik medierne i kampens hede den kritiske vinkel med også på politiets arbejde? Jo, der var historier fremme om, at forældrene ikke fik ordentlig besked om de anholdte unge, men hvor var de reportere, der kritisk fulgte de over 200 fængslinger og som systematisk kunne skildre scenerierne i dommervagten? Hvorfor fik vi først den kritiske vinkel, da seks forsvarsadvokater stillede spørgsmål ved måden, det hele foregik på?

Medierne har holdt mikrofonen for ukritisk både for de unge og for politiets dygtige kommunikationsstrateger. Hvad er det - vurderet kritisk og helt i dybden - at Ungdomshuset egentlig har haft af betydning? Er det blevet et symbol på et fristed, på samme måde som Christiania blev det for et par årtier siden, for unge der ikke vil presset ind i det velfriserede ungdomsmiljø? Er det den forsvundne venstrefløjs rekrutteringssted eller er det et samlingssted for en musikkategori, som ikke har plads andre steder? Kan nedrivning af Ungdomshuset betyde en radikalisering af ungdomsmiljøet?

Hvor er den artikel eller det tv-indslag, som fortæller historien om den modkultur mod Ungdomshuset, som trives på nettets nye elektroniske forsamlingshus ”You Tube”, som gør op med Ungdomshusets forkæmpere og kalder dem forkælede unge, der udsætter børn, gamle og politiet sågar for vold, brandstiftelse og hærværk.

Den danske del af bz-bevægelsen fra starten af 1980’erne havde både en hård politisk kerne og en veludviklet humoristisk side. Måske er de unge fra Ungdomshuset ved at finde andre metoder end vold og hærværk. Deres nyeste tiltag går under betegnelsen ”Blød Front – Division Krammedyr”.

De gamle medier - aviser, tv og radio - har mistet kontakten til de unge. De taler om de unge men ikke med de unge, og har intet brugbart kildenet blandt de unge. Derfor får vi desværre ikke de indsigtsfulde historier om, hvad der egentlig sker i ungdomsmiljøet.

6 kommentarer:

Henrik Isen sagde ...

Spændende læsning, interessant vinkel med de unge.
Men har det egentlig ikke altid været sådan? Aviser og TV-nyheder har jo aldrig rigtigt været for de unge. Og der har altid været pinlige forsøg med at gå efter unge med Ungdoms-tillæg i aviserne og nyheder med særlig ungdommelige vinkel.
De autonome opfatter vel medierne som en del af det borgerlige samfund, de kæmper imod. Og som ikke forstår dem.

Thorsten Overgaard sagde ...

Jeg synes det er en kanon artikel. Forfriskende.

Jeg synes desuden generelt, at medierne (ja, over en kam) er hurtige til at vælge side i mange sager og vende det blinde øje til den anden.

Den side, der vælges, er ofte den oplagte, den politisk korrekte, den der er bedst salg og mindst risiko i at forfølge. Den mest underholdende og den der kan dækkes med helikopter. Som det også blev behandlet i Mennesker & Medier på P1 i fredags http://www.dr.dk/P1/menneskerogmedier/Udsendelser/2007/03/09160145.htm.

Så den manglende kontakt med de unge er også - tror jeg - et fravalg af en vinkel, der er for besværlig at forfølge.

I den her konflikt gælder det både de unge, men bestemt også Faderhuset, der har fået med den grove fil i historiens 2. bølge, da der manglede dramatik i gaderne. Neuancerne mangler, imens jeg samtidig har savnet historien om hvordan Ungdomshuset blev til Ungdomshuset, og hvordan det blev solgt.

Problemet opstod jo før, det blev synligt i gaderne.

Henrik Moltke sagde ...

Kære Lisbeth Knudsen,

faktisk har der været enkelte af den type indlæg, du efterlyser, nogle endda skrevet eller tilrettelagt af det du kalder youtube-generationen.

f.eks.:
"P1s ungdomsredaktion går indenfor murene i Ungdomshuset - på jagt efter en større bid af sandheden om menneskerne bag avisoverskrifterne. Udsendelsen ’Inde i Ungdomshuset’ sendes dagen før bygningens fremtid bliver afgjort i retten".

http://presse.dr.dk/presse/Article.asp?articleID=23537

Dokumentaren er desværre ikke online (endnu)

En anden faktor er at mange af de indlæg, der i udgangspunktet har været åbne ovf. dele af ungdomshusets brugere, har haft meget lettere vilkår i borgerlige medier end i f.eks. DR. Det er også et problem for DR, at man er nødt til at passe meget på med at fremstå kritisk overfor regeringens mærkesager.

En mere generel betragtning:

Hvis DR og de andre "gamle" medier vil henvende sig til den gruppe, må de give slip på nogle af de holdninger til ophavsret der gør at unge ikke kan finde og rekontekstualiere indlæggene.

jvf Chris Andersons ”Long Tail”-argument: ”1: Gør alt tilgængeligt. 2: Halver prisen. Og sænk den så endnu mere 3: Hjælp mig med at finde det, jeg vil have” (mere her på dansk eller på Andersons blog)

Hvis nu det var lovligt og lettere at tage nyhedsinslag og radioprogrammer og downloade dem, og f.eks. lægge dem på sin blog, myspaceprofil, eller sende pr email - og samtidig gjorde sig LIDT mere umage for at forstå f.eks. brugerne af ungdomshuset - ja så ville dækningen helt klart have appeleret til og inddraget de unge mere i diskussionen. Som det er lige nu har ungdomshuset-dækningen kun bidraget til en større kløft mellem unge og gamle medier.

Jeg ved at du selv var skeptisk overfor et mere frit copyrightregime da du havde ansvaret for DRs arkiver. Jeg tror at DRs videre succes i forhold til de unge, at man indset at det er en af nøglerne til at kunne opnå en større appel og nå ud på alle platforme. Samtidig selvfølgelig med at give "de unge" mere plads i de gamle medier - både som holdning og ansættelsespolitik.

Kaj Erik Nielsen sagde ...

Henrik Moltke skrev bl.a. 16. marts:"...de holdninger til ophavsret der gør at unge ikke kan finde og rekontekstualiere indlæggene." For os almindelige dødelige med kun en nysproglig studentereksamen, vil du venligst forklare hvad "rekontekstualisere indlæggene" betyder? Tak !

Henrik Moltke sagde ...

Hej Kaj

Jeg mener copy / paste, få adgang til og klippe i indlæg (her ment som "et stykke indhold" - et radioprogram, tv.-klip, en artikel osv) og f.eks. lægge det på en blog eller myspaceprofil - altså tage indholdet fra en kontekst til en anden.

Henrik Moltke sagde ...

Kære Kaj Erik

Det burde vel give dig selv - tage forskellige indlæg i debatten, det være sig tekst, lyd eller billeder, og bruge dem i en ny kontekst (f.eks. på en blog som denne, på Youtube ell. lignende)

Jeg har netop lyttet til denne ganske udmærkede beretning om knibtangsmanøvren og de efterfølgende fængslinger, som hvis radio ellers blev opfanget og tilskreven nogen seriøsitet, ville blive nedskudt for sin manglende "objektivitet". Hvad er objektivitet overhovedet idag? En pind man kan slå folk man er uenige med oveni hovedet?

Jeg tror eftertiden vil se kritisk på mainstreammediernes dækning af ungdomshusets liv og eftermæle, og se nærmere på de meget få men bestemt eksisterende skildringer, der forsøgte at få lidt mere med.

http://www.dr.dk/P1/Ultralyd/Udsendelser/2007/03/30140233.htm