onsdag den 17. januar 2007

Skal vi overhovedet have en politisk debat?

Statsminister Anders Fogh Rasmussen har trukket stikket ud for den demokratiske debat i Danmark, når han afviser at møde Socialdemokratiets formand med henvisning til et manglende politisk projekt. Magtarrogance og forsøg på patronisering af en kvindelig modspiller er ikke den bedste vej til de kvindelige vælgeres hjerter.

Det er ikke ualmindeligt at høre politikere bebrejde medierne, at de ikke giver plads for en seriøs politisk debat men kun for enkeltsager, sensationer og personfnidder samt en endeløs række af politiske analyser af, hvad politikerne mon mener, i stedet for at vi selv kan høre dem stille op til at besvare kritiske og relevante spørgsmål.

I årevis har en mere overordnet debat i Danmark om ideologier og værdier været ikke eksisterende på grund af det politiske klump-spil på midten. Det fremmer ikke befolkningens tiltro til, at politikerne har løsningerne og kan vise os andre vejen og visionen i forhold til nogle af de store nationale og internationale udfordringer, vi står overfor.

Det er til gengæld en demokratisk set hel uholdbar situation, at statsministeren og lederen af landets største parti, Anders Fogh Rasmussen, nu overhovedet ikke ønsker at deltage i en direkte debat med den opposition, som han ganske vist ikke har brug for så længe Dansk Folkeparti er regeringens faste støtteparti, men som han på den anden side burde vise almindelig demokratisk respekt.

Magtarrogance ville man uden at tøve kalde det uden for det christiansborgske taktikrum, hvor man muligvis i regeringens spinkogeri kan se det smarte i at fremstille Socialdemokratiets formand, Helle Thorning-Schmidt, som kaptajn på et skib i havsnød. Uanset hvor mange huller eller ikke huller der måtte være i Socialdemokraternes politiske projekt, så er det vel ikke op til Venstres formand at give karakter for det og på bedste skolelærermaner meddele, at fru Thorning-Schmidt kan henvende sig igen og bede om en tid, når hun har læst på lektien og udfyldt alle rubrikkerne i skemaet? Det strider ganske enkelt helt fundamentalt imod vores politiske tradition her hjemme.

”Regeringen har besluttet, at nu tør de ikke lade S være i fred mere. Det er på tide at gå til angreb. Men det indebærer risikoen for, at folk spørger sig selv, hvad regeringens projekt egentlig er”, siger statsministerens tidligere spindoktor, Michael Kristiansen, til Berlingske Tidende i dag. En rigtig god og central pointe. Hvis regeringen kan gå til angreb på Socialdemokraterne på denne måde og vinde den offentlige dagsorden tilbage efter et kaotisk efterår ved at udvise arrogance, selvtilstrækkelighed og manglende respekt for dansk demokratisk tradition, så er både medierne og oppositionen faldet i søvn.

På sit tirsdagspressemøde konstaterede statsministeren efter adskillige opfordringer fra Socialdemokratiet til et fælles debatmøde, at der senest havde været et glimrende et af slagsen i 2005 arrangeret af Venstre. Han mente ikke siden, at der var kommet et samlet politisk projekt fra S, og at det var så uklart, hvor partiet stod, at det ikke kunne danne grundlag for at debattere noget som helst. Når man siger den slags ting udsætter man sig meget nemt for at få en sten ind igennem eget glashus.

Vil statsministerens forsøg på at patronisere en kvindelig socialdemokratisk partileder hjælpe ham godt på vej til at få de kvindelige vælgere hjem til Venstre igen? Svaret er klart nej. Den form for retorik har den stik modsatte effekt. Står det i dag tindrende klart for vælgerne, hvad der er regeringens projekt ud over at blive ved magten og styre videre af samme midterkurs som hidtil? Svaret må igen være et klart nej.

Er forudsætningen for at en fri og åben demokratisk debat i Danmark nu kan finde sted, at der skal lægges store politiske projekter frem fra alle partier, så får vi en rigtig spændende tid i medierne. Oven i købet en tid, hvor al politisk journalistik ikke kun alene handler om at kunne tælle til 90 mandater i enhver sag. Det ville være befriende.

Statsministeren kunne jo starte med at stille hjørneflagene op til sit eget næste store projekt efter velfærdsreform, strukturreform og kvalitetsreform. Lad os dernæst se tilsvarende udspil fra Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og alle de andre efter tur. Så skal der nok komme gang i den.

Hvis statsministeren mener, at det hele sejler for Socialdemokratiets formand, som han antydede i tirsdags på sit pressemøde, så ville det jo være en smal sag for en så dygtig politiker som Anders Fogh Rasmussen at gå ud og møde både hende og andre fra oppositionen i direkte debatter med stor træfsikkerhed for at blive udråbt vinder af slaget. Hvad er statsministeren bange for?

Sagen er, at det ikke er det, det hele handler om. Statsministerens strategi er ren mediestyring. Det er ikke at forære S-formanden den platform i den offentlige debat og den sendetid i medierne, at hun får mulighed for at diskutere med regeringschefen, der automatisk altid vil sidde tungt på netop den offentlige dagsorden, når der reelt er tale om et flertalsstyre som nu med Dansk Folkeparti.

Er statsministeren taktik gennemtænkt? Jeg tror rekyl-effekten af det angreb, han kom med i tirsdags, kan blive betydelig, hvis sagen bliver taget alvorligt, og det bør den. Man må undre sig over, at en så usædvanlig politisk udmelding fra statsministeren af medierne blot behandles ud fra den vinkel, ”at nu tager Anders Fogh Rasmussen Socialdemokratiets formand alvorligt som politisk modstander”. Hvor er den principielle diskussion om, hvad udmeldingen betyder for den politiske debat i det hele taget og for vælgernes muligheder for at tage stilling til politikernes dagsorden.

3 kommentarer:

MDL sagde ...

For det første synes jeg, statsministeren har ret. Hvishan ikke havde, ville det have været enkelt for Thorning at gribe bolden og fremlægge sin politik - og spille bolden tilbage. Men det gjorde hun ikke. For det andet synes jeg, du virker voldsomt optaget af, at Thorning er en kvinde.

Men med hensyn til den mere generelle debat. Prøv at spole tilbage. Hvor ofte havde Nyrup lyst til at stille op mod oppositionens ledere? Det er jo ikke et nyt fænomen.

Og hvis vores demokratiske system står og falder med om Fogh og Thorning mødes en time på TV, så ser det vist under alle omstændigheder sort ud. Hvis socialdemokratiet fremlægger en politik og et politisk projekt, så skal det nok finde vej til medierne - og vi får en folkelig debat.

mogmich sagde ...

Da statsministeren forekommer at være noget af en opportunistisk magt-politiker, forekommer det mærkeligt at han ikke benytter sig af lejligheden til at "score point" ved en diskussion med oppositionen. Hvis det ellers var rigtigt, at den står så svagt som han påstår - hvad det netop ikke er.

Noget af det samme mener jeg var tilfældet med afvisningen af en undersøgelse af Muhammed-sagens forløb, og her senest afvisningen af en undersøgelse af forholdene i Afghanistan. Problematikken ligner, mener jeg: det lyder ikke troværdigt, at en opportunistisk politiker afviser noget, han kun kan have politisk gavn af...

Emil Rottbøll sagde ...

Intet medie vil give Thorning spalteplads eller taletid til bare at fremføre sin politik. De vil hellere fokusere på konflikten. Thorning kan snakke en halv time politik og ti sekunder personfnidder om Fogh, og det sidste vil alligevel dominere artiklen/indslaget i den aktuelle situatioen.
Derfor er det et billigt argument, at hun bare kan fremlægge sin politik, hvis hun har en. Er du i tvivl om projektets eksistens, mdl, kan du gå ind på partiets hjemmeside.
For seriøst at fremlægge nogle standpunkter til en større skare, kræver det en aktuel anledning. Som for eksempel en TV-debat med Fogh...