Denne uge står igen i Iraks tegn med det længe ventede udspil fra præsident Bush om en ny Irak-strategi. Men hængningen af eksdiktator Saddam Hussein har bragt dødsstraffen som den ultimative dom på dagsordenen på flere tankevækkende måder. Er det rent hykleri, når vi forarget tager afstand fra den?
Mens vi spændt venter på den amerikanske præsidents udmelding om en ny Irak-strategi i denne uge, formår den henrettede Saddam Hussein stadig at stjæle billedet. Nu kender vi alle tænkelige detaljer af hans sidste minutter. Både i den officielle og den uofficielle version. Vi ved, hvordan det lød, da rebet knækkede halsen på ham. Vi har set hans døde krop i ”close up”. Så godt som samtlige danske aviser bragte billederne af Saddam med rebet om halsen i XLarge-størrelse.
”Vi vil ikke stå i vejen for historien”, konstaterede den amerikanske tv-station NBCs nyhedschef. Det ville vi heller ikke i medierne her hjemme. Vi har til opgave at bringe dokumentationen, også når den er særdeles ubehagelig at se på. Der er tale om helt unikke, historiske billeder. Det er ”breaking news”, og der er masser af nysgerrighed og fascination i at se en diktator dø. Hvis man er i tvivl om det, kan man bare studere hvor mange, der har hentet den uofficielle og barskere version på nettet. Jeg efterlyser en etisk refleksion i medierne oven på reality-showet fra Bagdad.
Hvordan hænger det sammen, at samtlige danske avisledere med foragt har kritiseret Iraks brug af dødsstraf, men svælger i nærbilleder af Saddam på skafottet og pensler detaljerne ud fra henrettelsen i flere artikler. Hvordan hænger det sammen, at vi med tager afstand fra dødsstraf i Danmark - ja, vi betragter os nærmest som eksportør af et humant retsvæsen - når samtidig mere end hver anden dansker ifølge en måling fortaget af Analyse Danmark for BT rent faktisk var godt tilfredse med, at lige præcis Saddam blev henrettet. Næsten hver fjerde dansker var ifølge analysen tilhænger af den dødsstraf, som Danmark afskaffede i 1933. Er der ikke noget, vi mangler at få talt ud om her hjemme?
USA’s præsident, George W. Bush, tog ikke afstand fra hængningen af Saddam men kaldte den for ” en milepæl på vejen til demokrati” i Irak. Sidste år henrettede USA 53 personer, de fleste i præsident Bushs hjemstat Texas.
Mener vi det alvorligt med at være imod dødsstraf, så gælder det vel også for tyranner, eller gør det? Hvis vi mener det alvorligt, så er det vel ikke kun Irak, vi heftigt skal bebrejde brug af dødsstraf, men også det USA, der stadig hylder det princip at hævne et mord med et statsautoriseret mord. Hvis vi mener det alvorligt, bør medierne vel undersøge nærmere, hvorfor så mange af os tilsyneladende går ind for den dødsstraf, vi afskaffede i 1933.
Udfordringen i Irak er ikke blevet mindre af Saddams død. Fordi retsopgøret efter Saddam kun nåede halvvejen, og fordi hængningen af ham blev en politisk handling og ikke et juridisk punktum. Denne uge stjæler Irak billedet igen. Og de vigtige valg, præsident Bush træffer, påvirker også os.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
1 kommentar:
Jeg ser ikke nogen modstrid mod at dække Saddams henrettelse, som er en historisk begivenhed af en vis størrelse, og så samtidig udtale kritik af dødsstraf på lederplads.
At være tilhænger af dødsstraf er en legitim politisk holdning. At en relativt stor del af befolkningen mener noget andet end de folkevalgte politikere, er vel ikke så usædvanligt. Og at tilhængerne af dødsstraf typisk er lavtuddannede DF-vælgere, overrasker vel heller ikke (selvom det da ikke er specielt opløftende). En del af de adspurgte har sikkert svaret ud fra en rygmarvsreaktion uden at reflektere længe over spørgsmålet (som jo trods alt ikke er noget, man bliver afkrævet en mening om til daglig). Vores demokrati er heldigvis ikke et pøbelvælde, så jeg tror ikke, at der er overhængende fare for, at dødsstraffen bliver genindført lige med det samme.
Send en kommentar