mandag den 2. april 2007

Vi tæller de døde i Irak

Vi ved det godt. Seerne, lytterne og læserne er trætte af "body count"-historierne fra Irak. De er blevet immune overfor dem. Men vi har ikke historierne fra hverdagslivet i Irak kun bilbomberne, drab og sekteriske vold at byde på i medierne. Journalistikken udvikler sig under enhver krig, og også Irak-krigen giver nogle nye bud på krigsdækning både i de gamle og de nye medier.

Hver eneste dag tæller vi de døde i Irak i medierne. Sådan vil det også være i denne påskeuge. Nye vejside-bomber. Ny sekterisk vold. Nye drab og selvmordsaktioner. For hver amerikansk, britisk eller dansk soldat, som er faldet i Irak, er der dræbt mindst 20 gange så mange irakere. Antallet af dræbte amerikanere har nu rundet de 3200.

I medierne ved vi, at publikum meget hurtigt bliver immune overfor historierne fra Irak, der ligner hinanden dag ud og dag ind. Reportagerne fra irakernes hverdag i Bagdad og andre af de mest farlige områder i Irak er næsten ikke eksisterende i de danske nyheder. Fordi det ganske enkelt er dødsensfarligt at arbejde som journalist i Irak.

Derfor hører vi sjældent irakerne selv give deres version af historien i de store medier. Derfor er kilderne alt for ofte alene de amerikanske briefinger eller informationer indsamlet af irakiske hjælpere, der er lønnet af de vestlige medier, og som må kæmpe med en dobbelt loyalitet. Ingen af disse kilder kan journalisterne i realiteten dobbelttjekke. De må bringe informationerne videre uden efterprøvning.

Hver ny krig sætter sig nye spor i journalistikken. Irak-krigen er ingen undtagelse. Magasinet ”Newsweek” bruger hele det nyeste nummer samt magasinets web-side (www.newsweek.com) til at give stemmer til de dræbte amerikanske soldater. Her møder vi de emails, som soldaterne har sendt hjem til deres familier, mens de stadig var i live. Her får vi de faldnes egne historier fra Irak gennem de video-klip, som deres familier modtog via Internettet. Det er dybt private vidnesbyrd uden skyggen af en professionel journalistisk filtrering og fortolkning.

Også på andre måder finder historier om livet i Irak vej til offentligheden uden om de officielle medier. Video-bloggen www.aliveinbaghdad.org er sådan et eksempel. En gang om ugen lægges en ny videofilm på nettet, som fortæller irakernes egen version af dagligdagen i Bagdad produceret af folk på stedet. En tredje mulighed er websiden www.iraqslogger.com med et kæmpe udbud af nyheder og baggrund fra alle parter i og omkring Irak. Selv den seneste humor i Irak, kan man blive opdateret på.

Vi tæller de døde i Irak. Også de døde journalister. Siden krigens start i 2003 har mellem 140 og 200 journaliser mistet livet i Irak. Og vi er desværre stadig langt fra at få den hele sandhed om situationen i Irak.